Direktørens hjørne: Uddannelsesalliancen Køge ser dagens lys
Jeg hører fra lokale virksomhedsledere, at deres største udfordring for deres virksomheds aktuelle og fremtidige udvikling og vækst er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Og det er jo netop de dygtige medarbejdere med rappe hænder og kvikke hoveder, der til stadighed skal sikre, at virksomhederne er konkurrencedygtige med nye innovative produkter og høj produktivitet.
Undersøgelser viser også, at uddannelsernes geografiske placering er VIGTIG for unges studievalg og senere bosætning. Altså med de rette uddannelsestilbud i lokalområdet vil områdets virksomheder derfor være bedre stillet med henblik på rekruttering af de nødvendige kompetencer til fremtidens vækst.
På denne baggrund har Connect Køge gennem foråret 2024 samarbejdet med Novo Nordisk Pharmatech, CP Kelco og Cook Medical om at finde en samarbejdsmodel, som grundlag for at kunne tiltrække flere relevante uddannelser til Køgeområdet. Vi har fået inspiration fra et lignende samarbejde i Kalundborg – Kalundborgmodellen – og ud fra dette er Novo Nordisk Pharmatech, CP Kelco, Cook Medical, Connect Køge, Campus Køge og Køge Kommune nu gået sammen i et nyt, dugfriskt samarbejdsprojekt under navnet Uddannelsesalliancen Køge.
Formålet med Uddannelsesalliancen er for det første at afdække det konkrete uddannelsesbehov for en række udvalgte fag, som der pt. og i de kommende år er stor efterspørgsel efter. Det drejer sig om fagene: Procesoperatør, Industrioperatør, Industritekniker, Laborant, Diplomingeniør (maskinteknik, produktionsteknik, bioteknik og kemi- og bioteknologi) og Maskinmester. Det er alle vigtige fag, som er nøglefunktioner for virksomheders videre vækst i Køge Bugt-området. Og det er som nævnt vores antagelse, at når der udbydes disse uddannelser – eller væsentlige dele af dem – i lokalområdet hos fx Campus Køge, så vil det være betydeligt nemmere at tiltrække og fastholde de unge nyuddannede i Køge Bugt-området, og de unges lyst til bosætning vil være større.
Konkret er Connect Køge netop ved at skrive og ringe rundt til 19 udvalgte større virksomheder i Køge Bugt-området. Det er lige fra Novo Nordisk Pharmatech, CP Kelco og Cook Medical til Universitetshospitalet, Haribo og Royal Unibrew for at få en første fælles indikator på, hvor mange ‘personer’ der inden for de omtalte fag forventes at være brug for i dag, om tre år og om syv år. Når vi har fået samlet os et overblik over uddannelsesbehovet, kan vi efterfølgende gå til uddannelsesinstitutionerne og afdække mulighederne for, at der etableres nye, længevarende uddannelser på Campus Køge.
Ja, det er en spændende proces med mange forhindringer undervejs. Men indtil nu har vi kun mødt positiv interesse og stor velvilje alle vegne – hos virksomheder og skoler. Alle finder det relevant, men det er de færreste virksomheder, der pt. har det fulde overblik over deres uddannelses- og kompetencebehov i dag og for fremtiden.
Fra uddannelsessiden er der også stor interesse for at være med. Selvom flere af de omtalte uddannelser allerede udbydes i nabobyerne, er der villighed til at udbyde/flytte nye fag og uddannelser til Køge – hvis efterspørgslen efter de omtalte kompetencer viser sig at holde. Dog er flere af de omtalte uddannelser ret ressourcekrævende at udbyde i form af laboratorieudstyr og avancerede undervisningslokaler. Og der er åbenhed for at lave nogle ”hybrid-modeller” i en prøveperiode, hvor de studerende får lagt undervisning i Køge og virksomhedsforelagt undervisning hos områdets virksomheder.
Det bliver spændende at se, hvad områdets virksomheder i fællesskab kan tiltrække af nye uddannelser til Køge Bugt-området.