Skab økonomisk værdi med en lærling
Vi har behov for flere faglærte i Køge. Omkring 40 procent af arbejdsstyrken i Køgeområdet er faglært, og en stor andel af dem går på pension i de kommende 3-5 år.
Der er derfor et stigende behov for at få uddannet den næste generation, for at skabe en god og sikker fremtid for Køges virksomheder. Nutidens lærlinge er fremtidens arbejdskraft, og det er et fælles ansvar.
Mange virksomheder er tilbageholdne, når det kommer til optaget af lærlinge. Uvished og tidligere dårlige erfaringer kan være årsager til, at virksomheder fravælger de nye kræfter.
Men hos DI Teknik har man formået at se værdien i medarbejdere, som er under uddannelse. Elever og lærlinge, der på mange måder bidrager til virksomhedens økonomiske succes samt den kommende generations talentmasse. Og det er en klar prioritering fra deres side, udtaler personaleansvarlige hos DI Teknik Jørgen Bagger:
”Hvis man som virksomhed vil udvikle sig, er man nødt til at bidrage til uddannelsen af de næste generationer, som meget vel kan være ens kommende nye medarbejdere. Hos DI Teknik har vi skræddersyet nogle forløb, som både vi og de forskellige uddannelsesretninger kan se sig ind i. På den måde er det meget konkret, hvad vi tilbyder vores lærlinge, men også tydeligt hvilke krav vi stiller. Krav, som de nye generationer nok også har brug for at få stillet. Det er en model, der virker rigtig godt for os, for dem der vil med ombord kender retningen, og de der ikke kan se igennem fingre med eksempelvis et skoleforløb i Jylland, kan takke pænt nej tak inden vi fortsætter samarbejdet. Som virksomhed har vi et socialt ansvar – og det påtager vi os også gerne, når vi ser, hvor dygtige medarbejdere vi får ud af det.”
Inspirationsmøde hos CP Kelco
Viden, erfaring og værktøjer skal deles, ligesom fordommene om lærlinge skal tages ud af ligningen.
Derfor inviterer Connect Køge på inspirationsmøde hos CP Kelco torsdag den 28. november, hvor et stærkt hold af oplægsholdere vil komme den sidste tvivl og usikkerhed til livs.
Blandt andet kommer Dansk Industri og fremlægger konkrete fakta på, at der er økonomisk gevinst ved at tage lærlinge. Samtidig vil flere lokale virksomheder fortælle om deres tilgang til lærlinge som ressource i deres virksomhed samt, hvordan det skaber værdi for dem.
Og det glæder Mette Wigand Bode, der er formand for Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd.
”Hos virksomhederne er der stor efterspørgsel på faglært arbejdskraft. Vi ønsker at klæde mestrene bedre på til rollen som mester, så der er større sandsynlighed for, at eleven eller lærlingen gennemfører uddannelsen, og at det vil være en positiv oplevelse for både elev og mester. Håbet er jo, at mester har lyst til at tage flere elever og lærlinge ind både sideløbende og efter en elev eller lærling har fuldført sin uddannelse. Derfor er denne type informationsmøder rigtig vigtige.”
Det kommende inspirationsmøde er støttet af Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd.
Afholdes torsdag den 28. november fra kl. 13.30 – 15.45 på CP Kelco.
Efterfølgende samme dag er alle velkomne til at overvære foredraget ”De er ordnligt Zyge” – velkommen til generation Z & Y på arbejdsmarkedet” med ungdomsforsker Søren Østergaard kl. 16.00-18.00
Jørgen Bagger, Personaleansvarlige hos DI Teknik
Mette Wigand Bode, Formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget