Der er også et par gule lamper, som vi skal tage alvorligt. Dog ser jeg et samlet billede af et erhvervsliv i solid fremgang, men i en tid hvor intet kan tages for givet.
Vi skaber job – flere end de fleste
De nyeste beskæftigelsestal for 2. kvartal 2026 viser, at den private beskæftigelse i Køge Kommune er steget med 432 nye jobs svarende til knap 2 % på ét år. Vi har nu 24.644 private arbejdspladser og runder således snart 25.000 private jobs i Køge Kommune. Det er flot 💪.
Den lange udvikling er endnu mere interessant. Fra 2. kvartal 2019 til 2. kvartal 2026 har Køge skabt 3.229 nye private arbejdspladser. Det er en vækst på 15,1 %. Til sammenligning er Region Sjælland som helhed vokset med 9,7 %, Roskilde med 11,1 % og Næstved med 5,5 %. Kun Kalundborg har haft en stærkere udvikling med 30,1 %.
Det er ikke et tilfælde. Erhvervslivet i Køge er bredt funderet, og fremgangen kommer fra både etablerede virksomheder, iværksættere og virksomheder, der flytter hertil. Vi kan se det i hverdagen. Brade Group flytter hjem fra Karlslunde og har købt et nyt domicil på Ådalen 9. Direktøren kalder købet et naturligt resultat af, at virksomheden vokser og har brug for permanente rammer. Bygma har genåbnet en moderniseret afdeling til områdets håndværkere, og der er planer om over 2.000 nye boliger. Det giver flere borgere, mere arbejdskraft og flere kunder til vores virksomheder.
Men der er også gule lamper
Selv om jobtallene stiger, er ledigheden også steget. I august 2026 var ledigheden i Køge 2,6 %. Det er 18,2 % flere ledige end på samme tid sidste år. I september var der 1.161 tilmeldte ledige, en stigning på 8,2 % på et år. Med en ledighed på 2,6 % er der stadig tale om et stærkt arbejdsmarked, men Køge ligger nu midt i feltet – som nummer 46 ud af landets 98 kommuner, når de rangeres efter laveste ledighed.
Mest bekymrende er udviklingen i langtidsledigheden. I august var 183 personer langtidsledige mod 149 året før, altså en stigning på knap 23 %. Det er det højeste niveau for august i fem år. Det er et signal, vi skal tage alvorligt. Jo længere tid man er uden job, desto sværere bliver det at komme tilbage.
Det kan lyde som en modsætning, at både beskæftigelse og ledighed stiger. Men det følger en national tendens, hvor ledigheden er steget en anelse, selv om beskæftigelsen stadig slår rekorder. Arbejdsstyrken vokser, og ikke alle ledige passer til de stillinger, virksomhederne skal besætte. Det minder os om, at kompetencer og match er lige så vigtige som antallet af job. Samtidig er det en mulighed. Vi skal huske på, at der står kandidater klar, og med opkvalificering og et tæt samarbejde mellem virksomheder, jobcenter og uddannelser kan flere af dem blive en del af løsningen på virksomhedernes rekrutteringsbehov.
I grunden er væksten også skævt fordelt. Nationalt forventer de store virksomheder solid fremgang, mens flere små virksomheder står stille. Regeringen peger også selv på, at de små og mellemstore virksomheder er mere udfordrede end de store. Køge kommune har mange små og mellemstore virksomheder, og for dem passer hverdagen ikke altid med overskrifterne om højkonjunktur.
Stærkt iværksætteri i Køgeområdet
Der er dog også lys på det SMV område, for iværksætterlysten er tilbage. 2026 tegner til at blive et stærkt år for iværksætteriet i Køge Kommune. I 2. kvartal steg antallet af nye virksomheder med knap 15 % i forhold til samme periode sidste år. Det er det højeste niveau for et 2. kvartal i tre år, og Køge ligger dermed over landsgennemsnittet, hvor antallet af nye virksomheder i første halvår steg med 11,5 %. Fremgangen er bredt funderet med mange nye virksomheder inden for videnservice, operationel service, bygge og anlæg samt information og kommunikation. Mange af dem er personligt ejede virksomheder: mennesker, der tør satse på en idé og skabe deres egen arbejdsplads. Det er den energi, der bliver fremtidens vækstvirksomheder, og den skal vi støtte med sparring, netværk og adgang til viden.
Hvad driver egentlig væksten?
Kunsten er at holde det fine momentum for vækst og udvikling i Køge Kommune. For der er vældig kraft på. Og til sammenligningen med andre større sjællandske erhvervskommunerne ses følgende tendens: I Kalundborg har især Novo Nordisks store investeringer trukket jobvæksten. Roskilde står foran et nyt vækstkapitel med Everllence og DTU Risø. Næstved ligger højt på DI’s erhvervsklimarangliste, men har haft den laveste jobvækst i sammenligningen.
Altså et billede af, at god lokal erhvervsservice er vigtig, men ikke nok i sig selv. Det, der for alvor tiltrækker virksomheder og uddannelser, vejer tungere – og det handler om i min optik fem vækstdrivere:
- Arbejdskraft og kompetencer: Virksomhedernes første prioritet er adgang til kvalificerede medarbejdere. Det kræver et tæt samarbejde mellem uddannelser og erhvervsliv. Det arbejder Køge Kommune bl.a. godt med i Uddannelsesalliancen.
- Infrastruktur og erhvervsarealer: God tilgængelighed og plads til at udvikle sig er Køges klassiske styrke. Den skal vi passe på og lægge en plan for. F.eks. skal Værftsvej gøres mere fremkommelig og den Stevnsvej må snart blive til virkelighed.
- AI og digital omstilling: Videndeling og netværk om ny teknologi giver højere produktivitet, innovation og konkurrencekraft, især i de små og mellemstore virksomheder.
- Grøn omstilling og elektrificering: Vækst kræver nok stabil strøm til konkurrencedygtige priser. I dag er elnettet en reel flaskehals, fordi netudbygning og sagsbehandling tager for lang tid.
Det bremser virksomhedernes mulighed for at investere og omstille sig. Og Køge kommune har gode mulighed på dette felt, ved at udnytte energimetropolerne ved Bjæverskov og Ringsbjerg. - En erhvervsvenlig kommune: Naturligvis skal det skal være nemt at etablere, drive og udvikle virksomhed. Undgå en forvaltningstung sagsbehandling i Kommunen, og gå efter smidige processer og en løsningsorienteret dialog. Det er den nye kommunalbestyrelse også optaget af, og det vil gøre en forskel.
Køge ligger i smørhullet, og det forpligter
Ja, vi har god infrastruktur, dygtige medarbejdere tæt på og plads til at vokse. Potentialet er der. Men smørhullet er ingen garanti. Det udnytter vi bedst ved at prioritere vækstdriverne og ved at stå sammen.
For jo mere viden vi deler, desto stærkere bliver vi alle 🌻🚀
Allan Munch Mortensen, direktør, Connect Køge