3. sep 2026

Køge skal genopfinde sig selv – år efter år

Jeg bliver aldrig træt af at sige det: ”Køge Kommune er en usædvanlig størrelse”.

Geografisk ligger vi i Danmarks absolut bedste spot for erhvervsudvikling. Sådan er det. Tæt på hovedstaden med masser af kunder og dygtige medarbejdere. Tæt på firesporet motorvej, havn, jernbane og den kommende Femernforbindelse. Køge ligger simpelthen i smørhullet. Alle andre kommuner er pivmisundelige på Køge.

Hvis jeg skal sætte det på spidsen og bruge en sammenligning til fodbold, så er Køge som erhvervsområde et Bayern München, en Barcelona eller – helt lokalt og noget jeg følger tæt – vores egen HB Køge Women. Toppen af poppen.

 

Og det interessante er, at alle tre holder sig i toppen af deres ligaer af samme grund. De genopfinder sig selv, hver eneste sæson. De bruger ikke sommeren på at kigge på modstanderne. De ser indad, trimmer organisationen og sætter deres egne mål. De følger deres egen vej, ikke andres.

Det minder mig om en af de bøger, jeg vender tilbage til igen og igen. Jim Hagemann Snabes Dreams & Details. Jeg tror, det er den bog, der har påvirket min ledelsesstil mest de seneste år, fordi den rammer noget, jeg selv oplever hver dag. Pointen er, hvor svært – og hvor nødvendigt – det er at genopfinde sin virksomhed, mens det stadig går godt. Det er nemt at ændre kurs, når krisen banker på. Det svære er at gøre det, når alt ser fornuftigt ud. Det kræver en drøm, der peger fremad, og detaljer, der reelt flytter organisationen derhen.

Og når man har fundet ud af ”genopfinde sig selv” med nye tiltag, så kan man tage skridtet videre med tanken om, ”hvad er det bedst, der kan ske?” (Morten  Kirckhoff).

Og det er præcis der, jeg mener, Køgeområdet står lige nu. Det går forrygende med jobskabelsen. Men netop derfor skal vi turde tænke fremtiden forfra, i stedet for at læne os tilbage på en god placering og jagte de forkerte KPI’er. Jeg har set for mange organisationer hvile på laurbærrene, netop når de havde mest brug for at holde sig skarpe.

Jeg oplever Køge som hverken provins eller storby, og det skal vi heller ikke stræbe efter at være. Vi skal se os selv som et særligt vækstområde, hvor virksomhederne står i kø for at etablere sig, fordi de kan se potentialet og konkurrencekraften. Det er i opgangstider, man investerer i fremtiden. Og sund erhvervsudvikling sker ikke inde fra en kommunes forvaltningskontor. Det ved jeg af erfaring. Den sker i et ægte og tæt samspil mellem kommune og erhvervsliv.

Viljen til vækst er der i Køge, og det møder jeg hver eneste dag i mit arbejde. Kommunen har allerede vist, at den vil erhvervslivet, og den vilje skal vi holde fast i. Men vi skal turde slippe det provinsielle blik og ikke kun jagte en placering på en rangliste eller stille og roligt samle på dialogmøder uden handling bagved. Det er hverdagens handlinger, der tæller. Jeg har fuld respekt for, at politikerne skal vise resultater på den korte bane, men den indsats giver først for alvor mening, når den ses i et længere perspektiv.

For mig handler reel vækst om at fastholde, udvikle og tiltrække arbejdspladser gennem en målrettet indsats på fundamentalerne, ikke enkeltstående måltal.

Før jul glædede jeg mig ærligt talt til at samarbejde med den nye kommunalbestyrelse, som netop havde proklameret stor lyst til erhvervsudvikling og virksomhedskontakt. Jeg gik ind i året med en tro på, at denne cocktail af politisk vilje og en fri, handlekraftig organisation som Connect Køge kunne være det, der holder Køgeområdet i toppen. En fælles opgave for politikerne og Fonden skulle være at bygge videre på en løsningsorienteret tilgang med smidig, hurtig sagsbehandling for områdets virksomheder.

Det ville være sjovt i praksis at få afprøvet kombinationen af en løsningsorienteret forvaltning, viljestærke politikere og et Connect Køge, der faciliterer kommunens ambitioner. Og det tror jeg på, ville være netop nøglen til fortsat succes for Køges erhvervsudvikling.

Virkeligheden blev noget andet. Nu bliver det ikke Connect Køge eller mig, som skal hjælpe med til, at Køgeområdet kan genopfinde sig selv og holde sig i toppen af erhvervsligaen. Vi giver stafetten videre fra årsskiftet, og jeg ønsker Køgeområdets erhvervsliv mange gode sæsoner fremover 😉

 

Seneste nyheder