Direktørens hjørne: Opsvinget skal bruges til at styrke vores konkurrencekraft
For tiden er det bare dejligt og en glæde at komme rundt på virksomhedsbesøg. Stort set alle steder oplever jeg travlhed og høj beskæftigelse. Ja, opsvinget og fremgangen i Køge kommune og på landsplan har givet os et stærkt fundament for vækst. Vi må siges at være i en periode, hvor mange af jer oplever positive resultater og har gode udvidelsesmuligheder, og hvor vi sammen har styrket erhvervslivet i vores område.
Men samtidig må vi også være opmærksomme på, at der lurer udfordringer i horisonten, som kan få betydning for vores fremtidige konkurrencekraft. Aktuelt ses den tyske økonomi, som traditionelt har været en vigtig handelspartner og et stabilt marked for danske virksomheder, at være under stort pres. Tyskland er nu i recession og vil skrumpe igen i år, viser nye tal. Dette kan få afsmittende negativ effekt på lokale eksportmuligheder og skabe en mere usikker økonomisk fremtid.
Styrkelse af konkurrencekraft – En fælles prioritet
Derfor er det afgørende, at vi fortsat sammen fokuserer på at styrke vores konkurrencekraft herhjemme. Det handler om at udnytte opsvingets momentum til at forberede os på de potentielt mere udfordrende tider, der måtte komme. Nogle af de tiltag, som kan gøre en forskel, er:
- Digitalisering og effektivisering: Mange af jer har allerede taget store skridt mod mere digitalisering. Det er en udvikling, vi fortsat bør forfølge for at sikre, at vi kan konkurrere på både kvalitet og pris. Jeg ser også mange muligheder i AI, som vi sammen skal forstå at udnytte til videre effektivisering af vores drift og udviklingsopgaver.
- Videndeling og netværk: Vi står stærkere sammen. Ja, gennem netværk, erfa-grupper og lokale partnerskaber skal vi fortsat dele viden og ressourcer, så vi alle står bedre rustet. MEN vi må ikke drukne i møder og reelt værdiløse netværksaktivitet. Et vigtigt mål for mig er, at vi kun tilbyder relevante netværksmøder af stor værdi. Det betyder færre møder i fremtiden, men til gengæld endnu mere fokus på kvalitet i samværet.
- Investering i medarbejderudvikling: I en tid, hvor arbejdskraften er en knap ressource mange steder, er det vigtigt at investere i opkvalificering af medarbejdere og at tiltrække nye talenter til Køge kommune. Vores lokale uddannelsesinstitutioner på Campus Køge tilbyder efteruddannelse på fleksible vilkår og et højt niveau, som jeg kun kan anbefale, at du og dine medarbejdere udnytter.
Derfor vil jeg gerne opfordre jer til at tage en proaktiv tilgang til styrkelse af jeres konkurrencekraft. Sideløbende skal de lokale myndigheder i Køge Kommune også tilbyde dig et godt erhvervsklima.
Populært sagt skal det være nemt at drive virksomhed i Køge kommune. Der er vi slet ikke endnu! Og det er en mærkesag for mig og hele Connect Køge, netop at sikre dig en ordentlig og kompetent sagsbehandling, når din virksomhed udvikler sig.
Vigtigt er det også med tilfredsstillende infrastruktur, så både virksomhedens gods og medarbejdere let kan komme til og fra den respektive matrikel.
Positivt er det, at både borgmesteren og erhvervsudvalgsformanden netop har proklameret, at de ønsker at prioritere at komme meget mere ud til virksomhederne, netop for at komme i dialog med erhvervslivet om handling til gode erhvervsrammer.
Ring gerne til mig på tlf. 30 83 10 77, hvis du vil have besøg af borgmesteren eller erhvervsudvalgsformanden, så vi kan drøfte forbedringsområder for Køge Kommunes erhvervsservice.
Til sidst vil jeg som erhvervsdirektør i Connect Køge påpege, at det er min ambition at støtte dig i at fastholde og udbygge jeres markedsposition, selv i en tid med øget usikkerhed.
Tøv derfor ikke med at række ud til mig eller mine dygtige medarbejdere, hvis du har behov for sparring, vejledning eller ønsker at drøfte, hvordan vi sammen kan styrke din virksomhed.
Vi står klar til at hjælpe med alt fra digitalisering til eksportstrategi og kompetenceudvikling.