fbpx

Made in Køge: Nu kan du indstille din favorit-kandidat!

Nytårskur 2024

Til januar 2025 afholder Connect Køge traditionen tro den årlige nytårskur, hvor hele Køgeområdets erhvervsliv inviteres til at hylde lokale ildsjæle og virksomheder i fire kategorier.

Der er netop åbnet op for at indstille en fantastisk kollega, et knivskarpt team, en kreativ iværksætter eller en særlig ambitiøs virksomhed, som fortjener at blive hædret på allerfornemste vis.

Med stor støtte og opbakning fra lokalområdets engagerede erhvervsliv ser Allan Munch, direktør i Connect Køge, frem til Årets Nytårskur 2025.

”Tapperiet danner atter engang de ideelle rammer for fejring af Køgeområdets driftige erhvervsliv. Et storslået program er i vente med den præstigefyldte Made in Køge-prisuddeling og spændende gæsteoplæg, som vi glæder os til at løfte sløret for, men stadig holder for os selv lidt endnu. Men der er med garanti skruet op for festlighederne,” udtaler Allan Munch.

For sidste års vinder af Årets Virksomhed har det betydet noget helt særligt at blive indstillet i lige netop denne kategori.

”Da jeg fandt ud af, at CH Byg var indstillet til Årets Virksomhedspris, blev jeg overvældet af en følelse af stolthed og glæde. Det er en stor anerkendelse for os, som viser, at vores bestræbelser på at levere kvalitet, innovation og fremragende kundeservice bliver værdsat ikke kun af vores kunder, men også af det bredere forretningsfællesskab. Det er første gang en virksomhed i Borup bliver Årets Virksomhed i Køge Kommune. Det er derfor ikke kun en sejr for CH Byg, men for hele vores lokalsamfund,” fortæller Christina Wiemann, direktør i entreprenørvirksomheden CH Byg A/S.

I kategorien ILoveMyJob var det Cecilie Østergaard, der ejer det franske spiseri Den lille Gourmande, som løb med prisen. Men det var nu ikke det at vinde, som havde størst betydning for den passionerede ildsjæl.

”Tanken om, at der har siddet mennesker, lige dér hvor de nu var, og tænkt på mig samt taget sig tid til at skrive ind og begrunde hvorfor – det er stort, og noget jeg er dybt taknemmelig for. Jeg åbnede min lille butik i Køge, fordi jeg elsker byen og alle de små gårde og sjove kroge. Min passion for mad, vin og værtskab – det er det, jeg er vokset op med og har uddannet mig indenfor. Jeg nyder at arbejde med mennesker og ikke mindst at byde gæster indenfor, hvor jeg forhåbentlig kan være med til at skabe særlige øjeblikke,” siger ejer Cecilie Østergaard.

Indstil din favorit allerede i dag og læs mere om de fire kategorier:

  • ILoveMyJob-prisen
  • ILoveMyTeam-prisen
  • Iværksætter-prisen
  • Årets Virksomhed-prisen

Det er Connect Køge, der står bag Årets Nytårskur, som igen i år samler erhvervslivets alsidige talenter, hvor de mest innovative og kreative virksomheder bliver fejret på allerfornemste vis.

Klik her og læs mere om Årets festlige Nytårskur…