Kvikke hoveder og rappe hænder savnes
Direktørens hjørne
Tirsdagens kraftige røgudvikling fra en brand i fragtskibet ”Rix Munte” lastet med metal- og plastikaffald ved Køge Havn, gav os alle en meget synlig påmindelse om, at der er store kræfter på spil rundt om i Køges virksomheder. Heldigvis var der ingen personskade forbundet med branden, og det er yderst sjældent, at vi oplever ulykker som denne i vores aktive erhvervsliv.
Netop stor aktivitet er kendetegnet alle vegne, når jeg for tiden kommer rundt på virksomhedsbesøg. Og i dag lyder det samstemmende fra vores lokale virksomheder, at de i den grad mangler kompetent arbejdskraft. Ja, vi har endog flere virksomheder i Køge kommune, der i dag må takke nej til lukrative ordrer, fordi de ikke kan få tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere til at løse deres nye opgaver.
Lige nu er ”alle mand og kvinder på dæk”, med til historien hører også, at der er stor spredning mellem virksomheder og brancher i deres behov for flere medarbejdere. I procesindustrien og vores smedevirksomheder meldes der om flere ubesatte stillinger og behovet er stort for flere dygtige fagmedarbejdere. Det er særligt folk som smede, proces- og industrioperatører, VVS’er og elektrikere der er behov for, og disse faggrupper giver lønpres mange steder.
Vi ser også, at flere personer ligefrem skifter branche, hvor man som bilmekaniker f.eks. finder arbejde i smede- og procesindustrien. Andre steder i erhvervslivet går det ikke så hurtigt. Dele af håndværksområdet melder om en flad efterspørgsel efter medarbejdere. Og specielt i vores butikker og detailhandel er der lav efterspørgsel, og flere butiksindehavere må selv tage en ekstra tørn bag disken og ude i baglokalet for at spare på lønkronerne.
Stigende vækst og lav ledighed i Køgeområdet
Når vi ser på ledighedstallene i vores område, taler de også deres tydelige sprog. I marts i år var der kun 1,8 pct. ledige i Køge kommune i alderen 16-66 år (DK-statistik marts 2024). Det svarer til, at vi i dag kun har 717 ledige fuldtidspersoner i kommunen. Det er absolut det laveste antal ledige personer i de snart fem år, som jeg har været direktør for Connect Køge. Og tager vi et hurtigt opslag på Jobindex, ses der lige nu i en radius af 30 km fra Køge Torv at være 1.713 jobannoncer – altså mange jobs til få ledige. Desværre tror jeg, at vi i de næste par kvartalsopgørelser over ledighed fortsat vil se lave tal og opleve en stigende tendens til, at vi har ubesatte stillinger i Køgeområdet.
Vi skal dog huske på, at det er positivt med mange i job, da det vidner om vækst og udvikling. Og den seneste opgørelse i antallet af private arbejdspladser i Køge kommune viser også en stigning på knap 300 nye private arbejdspladser i forhold til året før, og i dag er der 23.283 beskæftiget på det private arbejdsmarked fordelt på 2.189 arbejdssteder i Køge Kommune (Jobrapport 2024 fra EHSJ).
Spørgsmålet er, hvad kan vi så gøre for at modvirke de ubesatte stillinger? Jeg mener, at vi lokalt kan arbejde med tre indsatsområder.
Arbejde for en Step Up indsats
Virksomhederne skal investere i uddannelsesprogrammer og kurser, der sigter mod at opkvalificere lokale arbejdsløse.
Som virksomhed kan man også gøre en indsats for at uddanne egne medarbejdere med manglende færdigheder til de jobs, der er høj efterspørgsel på.
Virksomheder skal samtidig løfte nuværende medarbejdere til et højere ansvarsniveau samt sikre ansættelse af nye engagerede medarbejdere.
Tiltrække udenlandsk arbejdskraft
Udvikling af programmer og initiativer, der gør det attraktivt for udenlandske medarbejdere at arbejde og bosætte sig i Køge Kommune.
I den sammenhæng vil jeg sende ros til byrådet i Køge, der i den kommende erhvervspolitik har prioriteret, at der skal laves en modtagerservice for nye medarbejdere til erhvervslivet i Køge kommune.
Denne service kan derudover yde assistance med bolig, sprogundervisning og kulturel integration for at lette overgangen til det danske arbejdsmarked.
Fortsat fokus på tiltrækning og fastholdelse af medarbejderne
Det er vigtigt, at virksomheden gennemtænker deres værdigrundlag og er tydelig i deres kommunikation til potentielle nye medarbejdere.
Ja, fremtidens arbejdsplads og fremtidens medarbejder er et yderst relevant og spændende emne, som vi i Connect Køge er særdeles optaget af. Lige efter sommerferien vil vi derfor gerne invitere dig og det øvrige erhvervsliv til vores Business Breakfast arrangement, som netop vil tage fat i det aktuelle emne.
Du ønskes fortsat god arbejdslyst med masser af positiv vækst og fremgang!