Er du klar til prompting-samfundet?
Direktørens hjørne
Jeg kan næsten ikke få armene ned efter vores nytårskur for godt en uge siden, d. 18/1 hvor omkring 200 engagerede erhvervsgæster deltog i festlighederne på Tapperiet. Wow, hvor var det fedt at møde alle de glade gæster, der var med til at fejre og hylde de dygtige virksomheder og dedikerede personer.
Og super at få god inspiration med hjem fra bl.a. Christiane Vejlø – som talte om kunstig intelligens og fremtidens modefænomen – Prompt.
Hvad prompting så betyder, kommer jeg tilbage til. Sagen er, at AI udvikles ekstremt hurtigt lige nu, fordi der er så mange, der bruger det – særligt ChatGPT og Bard fra Google er efterhånden blevet allemandseje. Og jo bedre data, vi får, jo hurtigere går det. En udvikling, der muligvis kan komme særligt de mindre virksomheder til gode. Vi ser en tendens til, at forskellen på stor og lille virksomhed mindskes, fordi adgangen til teknologi bliver demokratiseret med AI.
Der er allerede lavet nogle undersøgelser, der viser, at de små og mellemstore virksomheder, som vi jo har mange af i Køge, vil opleve et løft. En undersøgelse fra Harvard viser, at ”dårlige konsulenter” bliver løftet med 43 procent, og ”dygtige konsulenter” bliver løftet med 13-17 procent. Det vil sige, at der faktisk sker en udligning på arbejdsmarkedet. Dem, der ikke er først og bedst i klassen, kan faktisk blive løftet mest. Det er ret interessant.
Kunstig intelligens skal dog ikke anskues som en ledestjerne, der kommer som sendt fra himlen og leder de mindre virksomheder ubesværet frem i mørket. Hvis ikke du bruger den rigtigt, får du ikke den vejledning, du har brug for. Noget af dette kom fremtidsforsker Christiane Vejlø ind på ved nytårskuren, og hun peger på at “prompting-skills”, altså evnen til at stille de rigtige spørgsmål til chatbotten, kommer til at blive en afgørende kompetence i fremtiden.
Sådan mere jordnært sagt, så har automatisering af arbejdsfunktioner været på tale i mange år. Indtil for nylig har det hovedsageligt været arbejdspladser præget af mere fysisk krævende arbejde, der har været påvirket. Men efter ChatGPT er blevet udgivet til almindelige brugere for ½ års tid siden, er det nu stillinger, der kræver tekstlig ekspertise, der får turen. Og i den sammenhæng bliver det din evne til at stikke de rette kommandoer/stikord til din Chatboot vigtig for det produkt robotten giver i tekst til dig. Det vigtigste i sådan et prompting-samfund er at have et kompas; du skal vide, hvad du vil. Det bliver også enormt vigtigt for virksomhederne. Men hvis vi finder ud af, hvad vi vil bruge AI til, så får vi til gengæld også den her superintelligens, som kan hjælpe os med at analysere forskellige scenarier og konsekvenser.
Hvis du skal have et tænkt eksempel på brug af ChatGPT og prompt fra mig, så forestil dig, du skal lave et nyhedsbrev. Til en start er det som altid en god idé at identificere afsenderen og målgruppen, før du skriver budskabet. I den første besked til botten skal du derfor skrive, hvem du er, og hvilke virksomheder, område eller interessenter den skal kommunikere til. Den nemmeste måde er at bruge “act as”-funktionen. Her kan du for eksempel skrive: “Opfør dig som en Erhvervsdirektør på vegne af Connect Køge [din virksomhed] og skal skrive et nyhedsbrev til alle ”virksomheder i Køge kommune”.
Denne funktion vil ændre tonen i nyhedsbrevet. Hold dig dog fra emotionelle instruktioner om, hvordan chatbotten “har det”, og skriv i stedet, hvilken tone den skal bruge.
Det er også en god idé at arbejde aktivt med ChatGPT. Når du får det første bud, så husk, at du kan give den feedback og få den til at inkludere andre ting eller slette nogle eller forkorte teksten. Her kan du også bede den om at omformulere sig eller pakke budskaber ind, så det ikke lyder så direkte.
Prøv også at bede den om en liste med fem bud, og bed den derefter om at uddybe det bud, du bedst kan lide. ChatGPT er bedst brugt som en slags sparringspartner, hvor du kan få bud på dit indhold, men i sidste ende er det dig, der har det endelige ansvar.
Prøv at lege med det. Og sammen skal vi øve os i at udnytte mulighederne ved AI i hverdagen og din virksomhed. Connect Køge vil i den kommende tid holde møder om nye teknologier, og jeg vil varmt anbefale, at du deltager i opstart af TeknologiForum d. 5. marts – klik her for program og tilmelding.
Endvidere er vi sammen med Zealand Køge ved at udvikle en Business Breakfast alene med fokus på brugen af AI i hverdagen og SMV’er. Det bliver spændende. Mere tilgår. Prompt: slut 😉