fbpx

Vindermentaliteten skal fremtidssikre væksten i Køge Kommune

Køge fra oven

Køge Kommunes nye erhvervspolitik blev i slutningen af maj 2024 offentliggjort med fokus på 10 særlige indsatsråder, der skal styrke både erhvervslivet og turismen i området.

I Connect Køge er vi interesseret i at understøtte de kommende tiltag bedst muligt, hvor man fortsat vil tage initiativ til at fremme det gode erhvervssamarbejde samt være bindeled mellem private og offentlige aktører.

Jørn O. Stryger, Formand i Connect Køge, ser særdeles positivt på de fremhævede punkter, da erhvervspolitikken ønsker at fremme et tættere samarbejde med erhvervslivet.

”Jeg kan kun kvittere for det store arbejde, der er gået forud for udformningen af den nye erhvervspolitik, som nu gør det muligt at skabe endnu bedre betingelser for vækst og fremdrift. Som erhvervsorganisation oplever vi i Connect Køge, at der er stor opbakning fra lokale virksomheder, der mere end gerne vil bidrage til et aktivt erhvervsområde. I den sammenhæng er det helt essentielt at erhvervslivet har bevægelsesfrihed til at kunne agere og sætte skub i nye tiltag, da det er med til at danne grundlaget for innovation. Med Køge Kommunes opbakning til virksomhederne og de forretningsdrivende går vi i de kommende år en spændende tid i møde. Og med en samlet vindermentalitet vil Køge snart befinde sig i en helt særlig liga!” udtaler Jørn O. Stryger.

Mette Wigand Bode, Formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, glæder sig til at føre den nye erhvervspolitik ud i det virkelige liv, hvor et proaktivt erhvervsliv har stor betydning i udfoldelsen af indsatsområderne.

”For at kunne lykkedes med erhvervspolitikken er det nødvendigt, at vi som kommune fortsat har øje for, hvad erhvervslivet efterspørger og har af behov for at kunne drive en sund og fremtidssikret virksomhed.

Her har Connect Køge en væsentlig rolle, da de hver dag er i direkte kontakt med bl.a. iværksættere, erhvervsledere og turismeaktører og herigennem kan være behjælpelig med facilitering og rådgivning,” siger Mette Wigand Bode og fortsætter:

”Mit personlige mål er, at vi som kommune kommer i top 5, når det handler om nem og tilgængelig erhvervsservice og for at nå ambitionen, ser jeg samarbejdet imellem kommunen, Connect Køge og de erhvervsdrivende som noget helt centralt.”

Allan Munch, Direktør i Connect Køge, hilser den nye erhvervspolitik velkommen og pointerer samtidig, at det er vigtigt for virksomhederne, at kommunen er visionær og yder en effektiv erhvervsservice.

”I dagligdagen er vi i den privilegerede situation at være i tæt dialog med virkelystne iværksættere og ambitiøse virksomheder – små som store – der alle har høje ambitionere både for dem selv, men også for den kommune, hvor deres forretning er placeret og drives fra. For erhvervslivet har det stor betydning at have et smidigt samarbejde med Køge Kommune, der skal gøre det nemt og attraktivt at drive virksomhed i lokalområdet. Køgeområdets beliggenhed er ideel til at skabe de bedste forudsætninger for at være den vinder-kommune, som alle gerne vil være en del af. Og hvis vi blot husker på, at det er hverdagens handlinger, der tæller, så er vi godt på vej,” udtaler Allan Munch.

Connect Køge faciliterer flere spændende projekter og aktiviteter.

Klik her og læs mere om de mange arrangementer: https://connectkoege.dk/arrangementer/

Jørn Ole Stryger, Formand i Connect Køge

Mette Wigand Bode

Mette Wigand Bode, Formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget

Allan Munch, direktør for Connect Køge