fbpx

Elever og lærlinge inviteres til festlig og faglig fredag i Bilhuset Køge

Netværk og socialt samvær er dagens hovedtema, når Elev- og LærlingeNetværket afholder faglig fredagshygge den 12. april fra kl. 13.00 – 15.30, hvor den bl.a. vil stå på rundvisning, workshops og networking.

I Bilhuset Køge er målsætningen at have elever og lærlinge i alle forretningsområder – noget virksomheden pt. lever op til, hvor hver fjerde medarbejder er under uddannelse.

Man har i Bilhuset Køge desuden gode erfaringer med at tildele de unge et større ansvar med indflydelse på dagligdage og deltagelse i vigtige processer, hvilket skaber en dynamisk og engageret arbejdskultur.

”De unge er på mange måder en del af vores forretningsudvikling. Derfor ser jeg det også som en samfundsrelevant opgave at have elever og lærlinge som en fast del af virksomheden. Den gruppe af medarbejdere giver en god dynamik i huset, hvor alle unge som ældre kan lære noget af hinanden. Vi oplever, at de unge hurtigt bliver dygtige til at indgå i et arbejdsfællesskab, og det er selvfølgelig ikke nogen hemmelighed, at vi meget gerne vil ansatte vores egne, hvis vi ser et passende match,” fortæller indehaver Casper Møller, der altid har haft et højt ambitionsniveau på sine elever og lærlinges vegne.

Lui Munk har siden 1. august 2022 været salgselev i Bilhuset Køge – et sted han uden tvivl ser sig selv mange år frem.

”Jeg har altid haft en stor interesse for biler, derfor var det også oplagt at komme i lære hos Bilhuset Køge. En beslutning jeg aldrig har fortrudt og en arbejdsplads, hvor du lærer noget nyt hver dag. Min elevplads slutter her til sommer i 2024 og håber, at jeg herefter forsat kan trække i Bilhusets skjorte og sælge en masse fine biler,” siger Lui, der også er særdeles engageret i de unges trivsel på arbejdspladsen.

”Som formand for vores elev- og lærlingeråd fungerer jeg som talerør, når der f.eks. er inputs, der skal videregives til ledelsen. Vores møder er samtidig et frit pusterum, hvor vi alle kan tale om vores uddannelser, og hvordan det går på arbejdet såvel som på skolen.”

Det er Connect Køge, der sammen med Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd har oprettet LærlingeNetværket, som har til formål at samle alle unge, der på tværs af virksomheder og brancher er i gang med at tage en erhvervsuddannelse.

LærlingeNetværket skal være med til at skabe et stærkt socialt sammenhold mellem elever og lærlinge i Køgeområdet.

”Vi ønsker på mange måder, at elever og lærlinge i Køge Kommune har de mest optimale betingelser for at tage en erhvervsuddannelse. Men for at de unge skal fastholde interessen er det nødvendigt med initiativer såsom sociale aktiviteter,” udtaler Mette Wigand Bode, Formand for Køge Kommunes Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg, og fortsætter:

Mette Wigand Bode

Lærlingenetværket er netop etableret for at skabe de optimale rammer, hvor unge kan mødes på tværs af fag og brancher. Sammen med Connect Køge er det muligt at lave spændende arrangementer der i den grad styrker det sociale fællesskab, så de unge har de bedste forudsætninger for at gennemføre deres erhvervsuddannelse. Det har samtidig stor betydning for os med erhvervslivets opbakning, så vi også i fremtiden kan tilbyde nogle af de bedste og mest attraktive elev og lærlinge forløb i området.”

Klik her og læs mere om Connect Køges arrangementer: https://connectkoege.dk/arrangementer/