fbpx

Alle talenter skal i spil  

Women with purpose

Det kvindelige netværk ”Women with Purpose” afslutter første sæson med stor succes og ser frem til at byde nye proaktive og ambitiøse medlemmer velkommen efter sommerferien.

Connect Køges kvindelige netværk ”Women with Purpose” sætter fokus på at flere kvindelige ledere skal fremme deres position i erhvervslivet.

Det lokale netværk er for både veletablerede og nyopstartede forretningskvinder, hvor det faglige fællesskab har skabt et helt særligt ”rum” for videndeling og erfaringsudveksling.

Direktør for Connect Køge glæder sig over den positive modtagelse som det kvindelige netværk har fået i lokalmiljøet.

”Women with Purpose er et initiativ, der igennem netværk skal skabe grobund for kvinder i ledelse og iværksætteri. Siden efteråret 2020 har Connect Køge arbejdet fokuseret med netværk for kvinder. Først med netværket Female Inspirers med kvindelige selvstændige og gennem det seneste års tid har Connect Køge med selvstændig ledelsescoach Liselotte Pedersen og vores erhvervskonsulent Mette Fischer ved roret, drevet netværket Women with Purpose. Her har deltagerne en gang om måneden gennem et år mødtes for ledelsesudvikling, fagligt input og sparring, videndeling og netværk i et fortroligt og forpligtende rum.

Målet er, at de kan stå endnu stærkere som ledere i erhvervslivet, og de er bevidste om deres redskaber og muligheder. Det skal bidrage til at skubbe på udviklingen, så der kommer endnu flere ledelsestalenter i spil til gavn for samfundet som helhed,” siger Allan Munch og fortsætter:

”Det er ikke blot i virksomhedsledelser og – bestyrelser, at der er for få kvinder. Også blandt iværksættere og selvstændige er kvinder stærkt underrepræsenteret. Det er den virkelighed, som vi har for øje – vi vil bane vejen for, at flere kvinder ser sig i chefstolen. Det er ambitionen bag Connect Køges arbejde med at skabe netværk udelukkende for kvinder og af den vej skabe gode rollemodeller for nye ledelsestalenter.”

En artikel i Berlingske, september 2021, bliver der gjort opmærksom på, at der fortsat er flere danske topchefer, som hedder Lars eller Peter, end der er kvinder repræsenteret i toppen af de danske virksomheder.

”Jeg synes, at det er tankevækkende, at der er så få kvinder, der tager springet ud i ledelse. Det betyder, at mange virksomheder afskærer sig fra at få nye ledelsestalenter ind – og kvinder snyder sig selv for muligheden. Vi ved alle, at det er godt med mangfoldighed i enhver branche og fag,” pointerer Allan Munch. 

Værdien ligger i netværket

For deltagerne i netværket fylder kvindedagsorden som sådan ikke. Den primære årsag til at deltagerne er med er fordi, at de gerne vil videreudvikle sig som ledere, hvor de har sat sig ambitiøse mål for egen ledelsespraksis eller for deres virksomheds vækst og udvikling.

I Women with purpose kommer deltagerne for at netværke og reflektere over ledelsespraksis og forretningsudvikling i mødet med andre lokale erhvervskvinder.

Louise Houengaard er marketing- og udviklingschef i VVS-virksomheden VVSPlus, som er en del af Finn L. Davidsen A/S og har været med i netværket siden opstarten.

”Jeg synes, det er enestående, at Connect Køge laver netværk for kvinder – og giver det rette fokus. Stifterne Mette Fischer og Liselotte Pedersen har i den grad formået at skabe et fortroligt rum til os i uformelle rammer. Jeg har været med i mange netværk over tid, men sjældent har jeg kunne spejle mig direkte i de andre deltagere som i Women with Purpose.

Kvindelige ledere har altid været i undertal, og derfor synes jeg, at det var interessant at indgå i netværket, hvor jeg kun er blevet positivt overrasket over fællesskabets dynamik og spredning i både alder og brancher. For mig ligger værdien i netværket og nærværet, hvor vi har turde åbne os op og sparre med hinanden. Det har hver gang været et frirum for mig – jeg har kunne komme og være mig selv og deltage. Det har været befriende, at det eneste jeg har skulle har været at investere min tid og prioritere netværket, og det gør jeg med glæde,” fortæller Louise Houengaard.

At finde hjem i netværket

Indehaver Susanne Axelsen fra ejendomsmæglerfirmaet Et Nyt Hjem har ligesom Louise Houengaard kun fået positivt udbytte af at være medlem af netværket.

”Det har været unikt at være en del af Women with Purpose. Vi har ikke været der for at sælge hinanden noget, men har i stedet bidraget til hinandens udvikling både fagligt og menneskeligt. Vi har haft et fortroligt læringsrum, hvor Liselotte har forberedt dagens emne, og så har vi hørt hinandens perspektiver og erfaringer i tilknytning hertil. Det har været utrolig givende, hvor der både har været plads til alvor og latter, og jeg er altid gået derfra i opløftet stemning,” siger Susanne Axelsen, der har været selvstændig med forskellige ejendomsmæglervirksomheder siden 1999.

”I netværket er der vidt forskellige årsager til, at man har valgt at være medlem af Women with Purpose. For mig har ledelse ikke været det centrale – det har i stedet været forretningsudvikling og branding, som har optaget mig som selvstændig. Hver eneste gang er jeg kommet hjem med mange gode inputs, som jeg sammen med min kompagnon Michael Mønster kan bruge i det daglige som ejendomsmægler,” fortæller Susanne Axelsen begejstret og fortsætter:

”Det er vigtigt at beskæftige sig med det, der giver energi. I Et Nyt Hjem har vi derfor bevidst valgt ikke at have medarbejdere ansat. Vi har i stedet prioriteret at samarbejde med dygtige selvstændige, der hjælper med opgaver i en ejendomshandel som f.eks. sagsbehandling og boligstyling. Vi mener nemlig, at de bedste resultater opnås, når vi bruger tid på det, vi er bedst til – og for Michael Mønster og jeg er det kontakten til vores kunder. Det samme gør sig gældende med mit engagement i Women with Purpose. Jeg har hver eneste gang set frem til, at vi skulle mødes i netværket, hvor jeg har haft stor fornøjelse af at lære dygtige og inspirerende kvinder at kende. Det har virkelig været et højt værdsat rum, som Mette Fischer og Liselotte Pedersen har skabt.”

Fakta


Tal fra Danmarks Statistik viser, at i 2021 var 15 pct. af de danske direktører kvinder. Og i en statistik fra 2023 er det 21 pct. kvinder, som sidder med i bestyrelserne i danske virksomheder.


Kvinder er også en alvorlig mangel som iværksættere. Kun 8 pct. af kvinderne i den danske befolkning er nye iværksættere og målt i antallet af kvindelige iværksættere fra 2014 til 2020, så er andelen af iværksættere i Danmark, der er kvinder, stadig blot 27 pct jfr. tal fra Dansk Erhverv. 

Spørger vi kvinderne, så mener hele 39 pct. af danske kvinder under 30 år, at den største barriere for at blive iværksætter og leder i erhvervslivet, at de mangler de rette kompetencer. 

Om netværket Women with Purpose 

Til efteråret 2023 vil en ny udgave af Women with Purpose blive lanceret.

Netværket henvender sig til erhvervsaktive og ambitiøse kvinder, som kommer fra en bred vifte af virksomheder. I fællesskabet er der fokus på at styrke kompetencer i ledelse, at opstille sig mål og på udvikling af den enkelte såvel personligt som erhvervsmæssigt. At opnå succes eller fastholde succes er centralt i netværket.

Netværkets intention er at samle et team af kvinder, som er et sted i deres virke, hvor de ønsker videndeling, sparring, coaching og udvikling. De anser det som en styrke at være en del af en mangfoldig gruppe, hvor man kan lære nyt ved at dele og låne hinandens perspektiver og erfaringer.

I netværket bliver deltagerne introduceret til en række ledelsesværktøjer, og de får muligheden for at træne dem i et fortroligt rum.

Det netop afholdte forløb bestod af fire hovedfokuspunkter:

  • Kommunikation
  • Salg
  • Personlig udvikling
  • Målsætning

Læringsrummet og udvekslingerne er fortrolige og tonen professionel.


Som en del af deltagelsen får netværkets medlemmer:

  • Et læringsrum
  • Et mangefacetteret fagligt fællesskab
  • Kompetenceudvikling
  • Erfaringsudveksling og sparring
  • Personlige sparringsmøder med de andre
  • Mulighed for at indtræde i hinandens Advisory Boards
  • Ny viden der har relevans for gruppens deltagere
  • Være en del af et team, hvor individuelle spørgsmål/udfordringer kan blive belyst i gruppen
  • Teamånd

I det tidligere forløb mødtes netværket en gang om måneden, hvor et nyt emne kommer under luppen.

Emnet definerede månedens læringsrum for deltagerne i Women with Purpose.

Se nedenfor hvilke emner netværket gik i dybden med.

September: Det første møde. Vi skaber relationer og lærer hinanden at kende. Speeddating og præsentationsteknik

Oktober: At lede sig selv – lær at lede med motivation som et redskab

November: Storytelling og branding – bliv klogere på din og din virksomhedens kernefortælling

December: Hvordan skaber du den gode kommunikation – lær at læse mennesker og vælge det rette sprog efter det enkelte menneske

Januar: Nå dine mål – få værktøjer til at lykkes med dine målsætninger

Februar: Kommunikationsværktøj, metaprogrammer – brug sproget til at forstå andre og design en målrettet kommunikation

Marts: Personlig gennemslagskraft og power – vi arbejder med at motivere andre

April: Salg og salgsprocesser – med udgangspunkt i gruppens salgserfaring

Maj: Hvordan får du fremtidige kunder og samarbejdspartnere til at købe ind hos dig?

Juni: Fremtidssikre al viden fra forløbet – kortlæg dine personlige ambitioner og arbejdsmetoder. Evaluering – hvad tager du med fra forløbet, og hvordan kan du forankre din viden og værktøjer i din videre praksis med fokus på at holde succes og sikre fremdrift