fbpx

Brug de ledige og tænk i bæredygtighed

Direktørens hjørne Allan Munch

1022 ledige står klar til job i Køge!

Væksten i Danmark og Køgeområdet er den højeste i 27 år, men den kan bremses af manglen på arbejdskraft. DERFOR vil jeg anbefale, at vi gør en stor indsats for at få alle ledige hænder og hoveder ud i nyttige jobs. Aktuelt er ledigheden i Køge kommune historisk lav med 2,0 pct. ledige. MEN STADIG er der registreret 1022 jobparate ledige. Personer som er villige og egnet til at hjælpe dig og din virksomhed videre. Det er fortrinsvis ufaglærte, men også faglærte og andre med længere uddannelser, som er midt i mellem jobs.

Mangler du en ledig person til et job, vil jeg anbefale, at du enten ringer til Rekruttering Køge Bugt på tlf. 5667 7000 (find et direkte tlf. nr. til en virksomhedskonsulent ved klik her) eller benytter JKS’s lokalafdeling i Køge på tlf. 56 300 750. TØV ikke med at række ud. Det hele er uforpligtende og kan være en hjælp til selvhjælp.

KURSUS på vej om bæredygtighed som business driver

Bæredygtighed og forretning kan ikke længere ses som to adskilte indsatser. Og morgendagens vindervirksomheder styrker forretningen ved at tænke bæredygtig og grøn omstilling ind i deres kerneforretning. Men, hvad betyder det egentlig, og hvordan gør man det?

I et tæt samarbejde med en superdygtig, ekstern rådgiver vil Connect Køge sætte et kursus i gang, der vil løbe over tre dage fordelt på januar, februar og marts 2022. Kurset henvender sig til topledere og mellemledere, der ønsker at koble virksomhedens bæredygtighedsindsats strategisk til virksomhedens forretningsmål. På kurset bliver virksomheder derfor præsenteret for bæredygtighedsmål, væsentlighedsanalyse, ledelse og forankring, kommunikation og green-washing samt data og rapportering. Mere tilgår i næste nyhedsbrev i uge 43 – Det var den teaser😉

Connect Køge er operatør for Køge Kommune

Ofte møder jeg virksomheder, som tror, at Connect Køge er en del af Køge Kommune. Det er også svært at se forskel og forstå sammenhængen mellem Køge Kommune og Connect Køge.

Sagen er, at Connect Køge er en kommerciel erhvervsfond med egen erhvervsbestyrelse, og er ikke en del af Køge Kommune. Vi har Køge Kommune som primære kunde i dag og løser en rækker erhvervsservices opgaver for Køge Kommune ud fra en driftsaftale.

Fondens formål er, at etablere og videreudvikle rammer for erhvervslivet og turismen i Køge kommune, med henblik på at give gode vilkår for eksisterende og nye virksomheder i Køge Kommune. Fondens aktiviteter er ikke begrænset til Køge kommunes geografi. Altså Connect Køge arbejder kommercielt. Vi kan også arbejde for andre kommune og andre virksomheder, såfremt det tjener Fondens formål.

Husk, at du altid er velkommen til at ringe til mig på tlf. 30831077, hvis du har spørgsmål eller andet ønske i forhold til erhvervsudvikling.