fbpx

Bag om virksomheden: Cook Medical inviterer på eksklusiv rundvisning

Videndeling og faglig sparring var på sit højeste, da Cook Medical onsdag den 28. februar 2024 inviterede på et eksklusivt og sjældent virksomhedsbesøg for særlig indbudte erhvervsfolk.

Arrangementet ”Bag om virksomheden” bød på en inspirerende rundvisning, hvor deltagerne fik et nærmere indblik i fremstilling af avanceret medicinsk udstyr såsom filtre og stents, der hvert år redder tusindvis af liv på verdensplan.

”Jeg er utrolig stolt af den virksomhed, vi er, og den forskel vi gør både lokalt og globalt hver dag. Vi redder 50.000 liv om året. Et resultat, som alle de engagerede og dygtige kolleger her på stedet bidrager til hver dag. Det er vi glade for at vise frem sådan en dag som i dag. Vi er også glade for at styrke det lokale samarbejde. Det er vigtigt for os. Lokal forankring og lokalt erhvervsnetværk er essentielt for vores fælles udvikling. Jeg ser stor værdi i videndeling, da vi kun i fællesskab kan udvikle vores konkurrenceevne og styrke den lokale erhvervsudvikling,” udtaler Thomas Gabriel, direktør i Cook Medical.

I løbet af dagen fik deltagerne også mulighed for at drøfte fremtidens kompetencebehov samt bidrage med perspektiver på, hvordan man sammen kan stå endnu stærkere som virksomhed i Køge Kommune.

Allan Munch, erhvervsdirektør i Connect Køge, glæder sig over det store fremmøde til dagens arrangement hos Cook Medical.

”Den feedback jeg allerede har fået fra flere af dagens deltagere vidner om, at et arrangement som ”Bag om virksomheden” i den grad kan samle toppen af det lokale erhvervsliv. Det har været fantastisk at opleve, hvordan alle har budt ind med viden på tværs af fag og brancher,” siger Allan Munch og fortsætter:

”Arrangementer som ”Bag om virksomheden”, hvor man mødes med andre virksomhedsledere, har været efterspurgt af erhvervslivet igennem en længere periode. Det betyder derfor meget for os i Connect Køge, at vi med sådan en stor tilslutning forhåbentlig i fællesskab kan skabe et endnu bedre fundament for at drive virksomhed i Køgeområdet og derved stå endnu stærkere i fremtiden.”

Klik her og læs mere om de kommende arrangementer i Connect Køge: https://connectkoege.dk/arrangementer/