Business Club-medlemmer

Byggeri og Håndværk

DI-Teknik A/S

Mennesker og viden er motoren bag: Det glæder os at byde DI-Teknik A/S og direktør Rasmus Thygesen velkommen som medlem af Business Club.   Som en af landets førende totalleverandører inden for industriel automation og el dækker de hos DI-Teknik et bredt udvalg af opgaver, der relaterer sig til forsyning, produktions- og driftsapparatet hos kunderne, som er industrien, hospitaler og sygehuse samt forsyningsvirksomheder.   Hverdagen spænder vidt fra installation til drift, service og vedligehold, og særligt er optimering af processer, der skaber øget driftssikkerhed, et fokusområde, der prioriteres højt hos DI-Teknik, eftersom det kan bidrage til at skabe direkte og yderst målbart udbytte hos kunderne.   Virksomhedens absolut vigtigste ressource er de højt specialiserede medarbejdere, hvis viden og kompetencer inden for software automation, hardware automation, forsyningsvirksomhed og køleteknik udgør hele nerven i det, der leveres til kunderne.   Organisationen trimmes og vedligeholdes løbende med uddannelse og efteruddannelse og er først og fremmest drevet af viden: Succesen kommer ifølge direktør Rasmus Thygesen af evnen til at omsætte den viden til værdi for kunderne.   ”Samtidig værner vi meget om vores virksomhedskultur, hvor stor åbenhed og gensidig respekt fylder rigtig meget. Hos os taler vi ikke om, men med hinanden, og vi interesserer os ægte for, hvad og hvem vi er, hver især. Vi har det godt sammen – og det kan mærkes – både på humøret og på lysten og motivationen til at nå i mål sammen om opgaverne,” fortæller han.   DI-Teknik er en virksomhed under konstant udvikling inden for sit univers. Som seneste nye initiativ er forretningen udvidet med kompetencer inden for BESS (Battery Energy Storage Systems), der handler om at hjælpe virksomheder med at sikre stabilt el-net og udnytte eventuel overskud kapacitet på el-tilslutningerne, som eksempel kan der tjenes penge på uudnyttet el-tilslutninger eller købe energi når den er billig, og bruge den selv når prisen er høj.   BESS løsninger kan bruges på forskellige vis til forskellige behov, og gennem et partnerskab har DI-Teknik og Battman Energy skabt et nyt fælles selskab HYBESS A/S. HYBESS kan energi rådgive, og udarbejde business cases for investeringer i BESS løsninger, HYBESS kan også levere komplet turnkey løsning til kunderne med alt fra afdækning af brandkrav til afregnings modeller for driften af BESS anlæg. Et helt nyt område, de venter sig meget af i virksomheden.   Som socialt ansvarlig virksomhed sætter DI-Teknik også et tydeligt aftryk ved at påtage sig sin del af samfundsansvaret og selv uddanne og videreuddanne egne medarbejdere. ”Det er helt bevidst i tråd med vores strategi, at vi stræber efter at være en rugeplads for de dygtigste specialister inden for vores branche, hvad enten der er tale om lærlinge, installatører, programmører, maskinmestre m.fl. Vi vil gerne være kendt for at byde på branchens skarpeste hoveder hos os,” fortsætter Rasmus Thygesen.
Kultur, Sport og Fritid

Firmaidræt Køge

Fokus på bevægelse og motion betaler sig: Hos Connect Køge er vi glade for at byde Firmaidræt Køge og formand Bjørn Clausen velkommen som medlem af Business Club.   Firmaidræt Køge har som forening fokus på at samle lokale virksomheder gennem idræt og motion, og hjælper desuden virksomheder med at arrangere og afvikle aktiviteter og events, ofte i et samarbejde med lokale foreninger og idrætsklubber.   Mulighederne for motion og bevægelse hos Firmaidræt Køge er mange, og i dag kan aktiviteterne deles i to spor i kraft af:   1) De faste sportsgrene og aktiviteter, som f.eks. badminton, petanque, fitness, bowling, bowls og Yin Yoga. 2) De mere eventbaserede aktiviteter som f.eks. ”Bike & Run”, ”Årets julemærkemarch”, ”Køgemesterskaberne” m.fl.   Uanset om motionen sker på fast ugentlig basis sammen med gode kollegaer, eller lejlighedsvis gennem events, er meldingen den samme fra både motionisterne og de lokale virksomheder, de er ansat i: Der er et fantastisk positivt udbytte ud af bevægelse og motion, både fysisk og mentalt.   Og formand Bjørn Clausen glæder sig da også til at få et stigende aktivitetsniveau i foreningen. ”Vi mærker, særligt efter tiden med Corona, at flere har fået øjnene op for at hvor meget motion kan gavne – så vi har fuld fart på hos os – året rundt,” fortæller han.   Og det er ikke kun i de vante rammer i eller omkring Ravnsborghallen i Køge, at medlemmerne aktiveres. For som noget relativt nyt, tager man også gerne ud til virksomheder og afvikler motionsaktiviteter, som f.eks. yoga, med medarbejderne – og det endda sommetider i arbejdstiden.   Nogle virksomheder tilbyder i dag deres medarbejdere at kunne dyrke motion i arbejdstiden, fordi de kan se, der kommer en rigtig god gevinst ud af det, både for den enkelte medarbejder, men også for virksomheden i form af øget medarbejdertrivsel og produktivitet. ”Og hvis det er sådan, det passer den enkelte virksomhed, er vi gerne med på den, så længe vi kan bidrage positivt til bevægelse og aktivitet i fællesskaber – for det ved vi betaler sig for alle,” fortsætter Bjørn Clausen.   Firmaidræt Køge har flere end 5000 engagerede medlemmer og har eksisteret siden 1953, hvilket gør det til en af de helt store lokale aktører i Køge, når det handler om at samle udøvere folk gennem fysisk aktivitet og motion.
Byggeri og Håndværk

Entreprenør og tømrermester Jim Jensen

Connect Køge Business Club byder velkommen til vores nye medlem entreprenør og tømrermester Jim Jensen.   I 40 år har Jim Jensen drevet egen virksomhed, hvor han primært udfører tømrerarbejde og hovedentrepriser for især offentlige virksomheder og statslige institutioner.   I år udvider Jim Jensen sin virksomhed med afdeling i Køge for at imødekomme kundernes behov og ikke mindst være lokalforankret.   For at drive en ansvarlig og bæredygtig virksomhed har Jim Jensen bl.a. truffet et bevidst valg omkring, at alle firmabiler skal køre på el og derved bidrage til at minimere CO2-aftrykket.   Det har derudover stor betydning for virksomheden, at man kan uddanne og fastholde dygtige lærlinge efter praktikperioden. Derfor har Jim Jensen syv tømrer- og snedkerlærlinge ansat ud af de 30 medarbejdere i virksomheden.   Som virksomhed tager Jim Jensen desuden et socialt ansvar ved at ansætte medarbejdere, der fx står overfor udfordringer og derved skal resocialiseres. For Jim Jensen er det ikke medarbejdernes sociale baggrund, der kvalificerer dem til ansættelse. Det er derimod deres personlige vilje til at kunne arbejde disciplineret og udvise gensidig respekt overfor andre.   Med flere års erfaring indenfor branchen er entreprenør og tømrermester Jim Jensen specialiseret i hovedentrepriser af bygge- og anlægsopgaver. Centralt for alle byggesager er et højt serviceniveau og et tæt samarbejde med kunden.   Virksomheden udfører bl.a. arbejde for Trafikstyrelsen, Ørsted og Andel Energi.
Produktion og Industri

Fausol A/S

Forvandler havedrømme til virkelighed: Hos Connect Køge er vi glade for at byde Fausol A/S og ejer og direktør Kim Faurbjerg velkommen som medlem af Business Club.   Som en af landets førende inden for sit felt, tilbyder Fausol, der har eksisteret siden 1969, et bredt sortiment af produkter til havefolket, lige fra gødning, blomster-, grøntsags- og græsfrø, til muld, vanding, redskaber og meget andet havetilbehør.   Det finder vi som forbrugere i butikkerne bl.a. under velkendte varemærker som HORNUM®, PRIMA®, NATURENS®, WESTLAND og BONUS®, og Fausol er på nogle produkter såvel brandudviklere, producenter som distributører, mens andre dele af sortimentet håndteres i grossistfunktion, og sælges til detailkæderne i hele Skandinavien.   Hos Fausol er en del af virksomhedens DNA altid at være åben for nytænkning, der kan føre til fremskridt. For Kim Faurbjerg har denne indstilling, som går igen hos alle medarbejdere i organisationen, en helt afgørende betydning for, at man gennem årene er lykkes så godt som tilfældet er med at skabe vækst og udvikling og er gået fra at byde på et samlet sortiment på 40-50 varenumre tilbage i 1990´erne til flere end 2000 varenumre i dag.   ”Vi er generelt temmelig nysgerrige hos os, og i al beskedenhed også gode til at vurdere, når et potentiale viser sig i markedet. Når vi spotter en attraktiv mulighed for positiv udvikling, går vi også gerne nye veje på rejsen mod at lykkes med en satsning, som vi tror på kan styrke forretningen,” siger Kim Faurbjerg.   Som social ansvarlig virksomhed, tager Fausol sin del af ansvaret for at hjælpe personer på kanten af arbejdsmarkedet med at komme i job. Der bydes løbende velkommen til nye medarbejdere, som enten midlertidigt eller permanent har udfordringer med at fungere i et fuldtidsjob. Det glædes de over hos Fausol, da der er mange solskinshistorier at berette om gennem årene, som handler om at ansættelser har udviklet sig særlig konstruktivt for både medarbejderen og for Fausol.   Fausol har i koncernen i dag mellem 60-70 medarbejdere, fordelt på flere selskaber og afdelinger både i Danmark og Sverige. Hovedkontor og lager er beliggende i Bjæverskov ved Køge, mens produktionen foregår i Nr. Snede.
Økonomi og Regnskab

PartnerFinans

Der er altid et menneske bag tallene: Vi byder PartnerFinans og en af indehaverne, Charlotte Bohnsen, velkommen som medlem af Business Club.   PartnerFinans yder kunderne uvildig økonomisk rådgivning og hjælp til at sikre overblik og struktur på økonomiske forhold. Det gælder såvel økonomitjek, optimering og fokus på besparelser som f.eks. når boligrenterne viser sig gunstige for omlægning af lån eller når livet byder på de helt store forandringer, som boligkøb, skilsmisse, bankskifte, virksomhedssalg eller -opstart og andre større begivenheder, der særligt kalder på behovet for kyndig rådgivning omkring økonomien.   En opgave for en kunde indledes altid hos PartnerFinans med et introduktionsmøde, med en grundig afdækning af kundens egne prioriteter og ønsker til livet. For ifølge Charlotte Bohnsen er det helt afgørende at tage udgangspunkt i mennesket bag sammenhængen af de mange tal for at kunne pege på de mest effektfulde løsninger, der skaber merværdi for kunden.   ”Når du skal rådgive kunden om økonomiske forhold, eller måske finde nye veje til økonomiske løsninger, er du nødt til at være knivskarp på, at det er i tråd med mennesket bag alle de tal, der udgør det samlede billede. Det sker ved at møde kunden som en nærværende partner og være en dygtig lytter. Afklare, hvem de er, hvad de vil i livet, hvad der betyder noget, og hvad der måske betyder knapt så meget. Med andre ord, finde ind til de prioriteter og værdier, der betyder mest for den enkelte. Først når vi har helt styr på det, mener vi, der kan arbejdes på løsninger og udarbejdes en plan, der kan skabe mærkbare resultater,” fortæller hun.   Som udgangspunkt tilbydes kunden ”No Cure – No Pay”, hvilket dækker over, at PartnerFinans arbejder gratis, hvis de ikke lykkes med den aftalte opgave. Og i de tilfælde det ikke kan lade sig gøre, oplyses kunden om det, for det prioriteres højt, at kunden altid kan stole på, hvad de får, og hvad de betaler for.   PartnerFinans har afdelinger flere steder i landet, og Charlotte Bohnsen er partner og rådgiver i afdelingen i Køge. Kunderne er såvel private personer som mindre virksomheder med behov for en økonomisk sparringspartner. Dertil kommer i stigende grad kommuner, der bruger PartnerFinans til borgerrådgivning i enkelttilfælde, hvor det vurderes at have en god effekt og kan gøre en markant forskel for den enkelte at få økonomisk rådgivning.
Rådgivning og Konsulenter

ProcesCoach

Bliv den bedste udgave af dig selv: Vi byder ProcesCoach og ejer Liselotte Pedersen velkommen som medlem af Business Club.   ProcesCoach hjælper gennem coaching, lederudvikling og undervisning sine kunder, som er virksomheder, organisationer og privatpersoner, med at udvikle det enorme potentiale det enkelte menneske besidder som person. Arbejdet foregår med stor dedikation, og for Liselotte er det vigtigt, at der altid tages udgangspunkt i det, der i forvejen virker. Det sker for at sikre processen, så stærkt et fundament som muligt, og bygge videre på det gode.   I al sin enkelthed handler det om at finde frem til den bedste udgave af sig selv og blive så bevidst om den, at man er fuldstændig klar over sine egne helt særlige styrker.   Og for Liselotte Pedersen ligger der en stor værdi i at finde ind til den bedste udgave af den enkelte, for det er, når man når derind, at personen er allerbedst rustet og motiveret til at udvikle sig, og bidrage til at opnå bedre resultater, øge sin trivsel og få en massiv energiopladning.   ”Jeg tror meget på, at det fremover bliver en kæmpe kapital på arbejdsmarkedet, at evaluere og kortlægge de sociale og personlige kompetencer. For vi besidder alle sammen meget mere, end vi umiddelbart går rundt og tror. Vi vil kunne meget mere, hvis vi finder frem til den bedste udgave af os selv,” siger hun.   Hvad enten der er tale om individuelle forløb eller arbejder med grupper i organisationer, og om det handler om teamudvikling, kommunikation eller ledelse, består processen for Liselotte altid af en grundig analyse og efterfølgende dialog, samtaler og træning, både 1:1 og i plenum grupper. Det er nemlig for hende helt vitalt, at den øgede bevidsthed om sig selv, bruges aktivt for at manifestere sig hos den enkelte og vinde over mindre gode strategier og indgroede mønstre.   Med andre ord: Med et udviklingsforløb hos Proces-Coach, er vejen banet for en interessant udviklingsrejse for den enkelte person eller organisation.   Foruden at arbejde med udvikling af den enkelte og af grupper, fungerer Liselotte Pedersen også som professionelt bestyrelsesmedlem samt facilitator ved workshops og events. I den sammenhæng kommer Liselottes særlige evne til at fastholde deltageren og sikre, at alle føler sig som aktive deltagere, særligt til udtryk.   Kunderne spænder fra de helt store til mindre virksomheder og organisationer i hele landet.
Produktion og Industri

Smurfit Westrock

Udsigt til kraftigt vokseværk: I Connect Køge byder vi velkommen til vores nye Business Club medlem Smurfit Westrock og afdelingen i Herfølge, der er en del af den verdensomspændende koncern.   Smurfit Westrock er globalt set førende producent af papirbaseret emballage. Fra afdelingen i Herfølge produceres der døgnet rundt ordreproduceret bølgepap i alle afskygninger.   Efter en markant investering i fornyelse og udvidelse af både produktionsapparat og bygninger på matriklen, forventes den øgede kapacitet og modernisering at føre til kraftigt vokseværk hen over de kommende år.   En væsentlig del af vejen til at vækste omhandler naturligvis de muligheder som udvidelsen og moderniseringen direkte åbner op for, og samtidig anser Stefan Lindskov medarbejderne som særdeles betydningsfulde i den samlede ligning.     ”Vores medarbejdere, som er yderst loyale og højt specialiserede, er klart et vigtigt aktiv. Mange har været hos os i adskillige år. Vi værner om deres trivsel og ikke mindst de sikkerhedsforanstaltninger, der er forbundet med produktionen, hvor vores store fokus er det gode arbejdsmiljø og en målsætning om helt at undgå arbejdsulykker,” fortsætter Stefan Lindskov.   Bæredygtighed er en vigtig del af den daglige praksis hos Smurfit Westrock. Det betyder, at den grønne tankegang er en fast del af agendaen, der bl.a. omhandler mulige planer om investering af solceller på taget og intelligent belysning i produktionshallerne.   Smurfit Westrock har på verdensplan +500 afdelinger og mere end 100.000 ansatte fordelt på 40 lande.   Herfølge-afdelingen har 30 ansatte i administrationen og ca. 120 i produktionen, hvor der årligt produceres hele 70 mio. m2 bølgepapemballager.   På billedet ses fra venstre Corrugator Manager Simon Madsen, Converting Manager Heidi Mølbak, Planning Manager Lasse Rye Nielsen, Finance Controller Robin Hellberg, Sales Manager Lars Jensen, Plant Manager Stefan Lindskov, H&S Manager Maria Petersen, Technical Manager Michael Damgaard & HR Business Partner Michelle Kjøller Barnechow.
Byggeri og Håndværk

Colas Gruppen

Nytænkning baner vejen for Colas’ succes: I Connect Køges Business Club er vi glade for at byde velkommen til Colas Gruppen og Business Developer Kristian Møller Petersen.   Colas Gruppen er en global markedsleder indenfor udvikling, udførelse og vedligeholdelse af infrastruktur, som er ejet af Bouygues Group, hvis hovedaktiviteter er byggeri, energi og forsyning samt medie- og telekommunikation.   Colas Gruppens hovedsæde ligger i Paris og ejer verdens største vejlaboratorium.   Koncernen udfører teknisk ekspertise og transportinfrastruktur-løsninger, herunder vedligeholdelse og reparation af veje, lufthavne og jernbaner over hele verden.   Siden koncernen blev grundlagt i 1929, har man investeret i ny forskning og udvikling, der fortsat er med til at sikre, at Colas forbliver en af de førende aktører i branchen.   ”Med fokus på kvalitet og bæredygtighed har vi hos Colas tilpasset os de skiftende behov i samfundet og industrien. Vi udfordrer vores kunder og samarbejdspartnere, hvor vi introducerer nye materialer, teknologier og metoder, der forbedrer effektiviteten, holdbarheden og tager miljømæssige hensyn,” siger Kristian Møller Petersen, Business Developer hos Colas Danmark.    Colas Danmarks hovedkontor ligger i Glostrup. Virksomheden har på landsplan ca. 550 medarbejdere.   Colas Danmarks kerneområder er:   Anlæg Asfalt, herunder produktion på egne asfaltfabrikker Sealing Råstoffer og industri   ”Som ansvarlig virksomhed har det stor betydning for os at yde professionel rådgivning indenfor vores kerneområder. Vi lægger vægt på CO2-reducerende løsninger og brug af genbrugsmaterialer – noget vi bl.a. vejleder flere kommuner og private firmaer om,” fortæller Kristian Møller Petersen.
Rådgivning og Konsulenter

Senva ApS

Alle virksomheder bør være klar til at kunne blive solgt i morgen: Hos Connect Køge er vi glade for at byde Senva ApS, med sin rådgivende partnerkreds, velkommen som medlem af Business Club.   Som konsulenthus hjælper Senva ledere og virksomheder med at opfylde deres behov og ambitioner og rådgiver omkring strategi, forretningsudvikling, fremtidssikring og organisations- og rekrutteringsprocesser.   Det prioriteres at møde kunderne på deres niveau, lytte og forstå deres behov samt få et 360 graders helhedsbillede af virksomheden for at identificere uudnyttet potentiale. Dette gøres før der udarbejdes skræddersyede handlingsplaner og holdbare løsninger, der fremmer både den menneskelige og forretningsmæssige sammenhængskraft.   “Det er vigtigt for os, at man som kunde føler sig hjulpet og støttet gennem hele processen. Vi hjælper derfor også med eksekveringen, hvor der viser sig behov,” fortæller partner Claus Olsen, stifter af Senva.   De dedikerede partnere hos Senva har alle mange års erfaring og har selv drevet forretning både som iværksætter, ejer eller direktør af mellemstore virksomheder. De har derfor oplevet både med- og modvind på egen krop og kender til de mange udfordringer, der følger med at drive forretning i en omskiftelig verden.   Et af husets særlige specialer er sparring og rådgivning omkring fremtidssikring. Her tilbydes både optimering af kundens eksisterende forretning og anbefalinger til handlinger, der styrker deres position i mødet med fremtiden – uanset om det drejer sig om at håndtere forandringer eller forberede virksomheden på et kommende ejerskifte.   “Vi stiller gerne kunden spørgsmålet: ‘Er din virksomhed klar til at kunne blive solgt i morgen?’ Jo bedre man kender sig selv og er forberedt på fremtiden, jo stærkere står man,” udtaler Claus Olsen.   I dag opereres der fortrinsvis i samarbejde med kunder på Sjælland, men det er ambitionen, at forretningen skal udvikle sig, så der også bydes velkommen til kunder fra resten af landet.
Produktion og Industri

Berlin Packaging Denmark A/S

Under hver kapsel er en flaske: Berlin Packaging Denmark A/S, med COO Hanne Zinck og fabrikschef Helle Friis, bydes velkommen som medlem af Connect Køge Business Club.   Som en af landets førende producenter af et bredt sortiment af plastemballage, er kunderne fødevareproducenter og andre, hvis produkter skal sikres opbevaring mens de forbruges. Vi møder derfor alle deres produkter i hverdagen, når vi handler dagligvarer og forbrugsprodukter i butikkerne.   En imponerende vækstrejse tog sin begyndelse i 2008, da ejerne CEO Bjarke Arlø og Hane Zinck lagde en ambitiøs plan, der skulle bringe forretningen op på et helt nyt niveau.   Efter mottoet ”Under hver kapsel er en flaske” blev sortimentet, der dengang mest bestod af plastkapsler, udvidet betydeligt, og samtidig blev der investeret i automatisering af maskinparken, der har været med til at sikre en væsentlig øget kvalitet af slutproduktet.   Siden da har hvert eneste år budt på vækst, og i 2020 blev virksomheden en del af noget meget større, da man indtrådte i Berlin Packaging-familien, med afdelinger i mange europæiske og sågar oversøiske lande.   Selskabet i Danmark er dog det eneste, der kan bryste sig af at have egen produktion, og dermed indtages en nøgleposition i koncernen, idet der også produceres til søsterselskaber verden rundt.   COO, Hanne Zinck, er ikke et øjeblik i tvivl om hvor årsagen til den markante vækst skal findes:   ”Forklaringen på vores succes hænger naturligt sammen med et udvidet sortiment, der ramte markedet på det helt rette tidspunkt. Men, den klart vigtigste kilde til den flotte vækst vi har præsteret gennem årene, er uden tvivl vores dedikerede medarbejdere. Uden deres brændende engagement var vi ikke nået så langt, som vi er i dag.”   Hos Berlin Packaging Denmark er social ansvarlighed og fokus på diversitet en helt fast del af hverdagen. Organisationen består således også af ansatte, som er udfordret på den ene eller anden vis. Ifølge Hanne Zinck er det et klart bevis på, at man ikke behøver at være afskåret fra at være i job, selvom man kan være udfordret.   ”Det handler om at møde alle og blive mødt med respekt og empati – og føle man er en vigtig del af et team. Det oplever vi en stor opbakning til hos samtlige medarbejdere, fra høj til lav,” forklarer Hanne Zinck videre.
Økonomi og Regnskab

Nykredit Spar Nord

  Lokalt og ejet af kunderne – to ting der går hånd i hånd, for ingen lokal bank uden det lokale erhvervsliv   Poul Rothmar er den nye frontfigur for Nykredit Spar Nord i vores erhvervsnetværk. Poul er måske nok ny i klubben, men han medbringer over 20 års solid erfaring fra den finansielle sektor og en brændende passion for det lokale erhvervsliv.   Poul beskriver sig selv som den nye ”Køge-dreng”, og selvom han lige nu bor i Glostrup, har han allerede tabt sit hjerte til Køge – både de historiske bygninger, de lokale caféer og den helt særlige ånd, der minder ham om de bornholmske rødder.   Hvorfor Nykredit Spar Nord? Efter sammenlægningen står banken stærkere end nogensinde på tre ben: det lokale, det foreningsejede og de stærke ildsjæle. Poul er her ikke for at være et ”dødt skilt” på facaden; han drives af det lokale engagement og ønsker at skabe ægte værdi gennem nærvær og personlig rådgivning.   Hvad kan I forvente af Poul? Menneskelig indsigt og nye relationer: Poul tror på, at investering i nye relationer, sammen med nye indsigter, er vejen til større kompetencer til gavn for kunder, Køge og partnere. Aktiv deltagelse: I vil møde både Poul og hans dygtige lederkolleger til vores arrangementer der samler netværket, f.eks. Business Breakfeast og ”Bag om virksomheden”, han prioriterer nemlig det aktive medlemskab højt. En stærk sparringspartner: Med mere end 12 års ledererfaring er han klar til at tage de dybe snakke om alt fra ledelse, partnerskaber og vækst til kulturintegration.   Poul glæder sig til at lære de mere end 120 medlemsvirksomheder bedre at kende og bidrage til den viden og de synergier, der gør Køge til et unikt sted at drive forretning. Tag godt imod ham, når I mødes derude til en kop kaffe eller det næste netværksmøde!
Mad og Drikke

Moccatime ApS

Alle fortjener en god kop kaffe: I Connect Køge Business Club byder vi velkommen til direktør Thomas Baggesen, som ejer Moccatime ApS.   Hos Moccatime er kaffebønnerne altid friskristet fra leverandøren Mokaflor, et familieejet risteri i Firenze, der handler direkte med nøje udvalgte kaffeplantager rundt om i verden.   Den personlige service er et af forretningens vigtigste grundparametre. Det betyder, at alle faste erhvervskunder tilbydes en gratis supportaftale, der sikrer dem hurtig hjælp, hvis uheldet er ude.   ”Jeg brænder for de gode relationer og værdsætter at handle med mennesker, hvor vi har et tæt partnerskab. Ingen kunde skal efterlades uden en kaffeløsning, og skulle det ske, kommer vi gerne forbi og opstiller en låneløsning, mens kundens egen maskine repareres,” siger Thomas Baggesen, som sætter stor pris på den tillid, de mangeårige og nye kunder udviser.   Hos Moccatime er det holdningen, at den gode og smagfulde kaffe i den grad bør prioriteres både på arbejdspladsen og hjemme i privaten. Derfor gøres der en særlig indsats for at sikre, at alle husets erhvervskunder samtidig kan tilbyde deres egne medarbejdere, at de opnår særlige vilkår fra Moccatime med bl.a. gode rabatter. Dermed kan de som private kunder glædes over at kunne nyde gourmetkaffe derhjemme i fritiden.   Moccatime leverer sublime kaffeløsninger til kunderne i form af et bredt udvalg af espressomaskiner af høj kvalitet som f.eks. af mærket Jura og et sortiment af tre forskellige linjer af gourmetkaffe – Chiaroscuro, Mokaflor og Moccatime.   Kunderne findes i hele landet og er særligt erhverv, men også private kunder får i stigende grad øjnene op for, hvad Moccatime kan. I det lækre showroom på adressen i Køge kan kunderne ved selvsyn opleve hele sortimentet af espressomaskiner og samtidig dufte og smage sig frem til sin favorit i stedets kaffesortiment.
Produktion og Industri

Fomaco A/S

Sætter positivt aftryk over hele kloden: I Connect Køge er vi glade for at byde velkommen til Fomaco A/S og COO Jens Zangenberg som medlem af Business Club.   Fomaco er blandt verdens førende producenter af maskiner til marinerings- og saltningsprocesser inden for kød, fjerkræ og fisk i fødevareindustrien. Med en højteknologisk produktionsproces, der omfatter anvendelse af robotteknologi, sikrer Fomaco ensartet kvalitet og præcision samt effektiv håndtering af gentagne bevægelser, hvilket erstatter manuelt arbejde.   “Det er den høje kvalitet af vores produkter og vores innovative tilgang til produktudvikling, der har positioneret os som en af de førende virksomheder på verdensmarkedet inden for vores felt. Vores ambition er tydelig: Vi stræber efter at være blandt de mest respekterede leverandører af marineringsteknologi med en positiv indvirkning på kødforarbejdning i slagteribranchen,” udtaler COO Jens Zangenberg.   Fomaco ser kvalitet og udvikling som centrale elementer i deres bæredygtighedsstrategi. Deres maskiner er designet til at kunne vedligeholdes med udskiftelige reservedele, hvilket forlænger levetiden og reducerer behovet for udskiftning. Dette bidrager markant til bæredygtighed.   Hos Fomaco værnes der i høj grad om medarbejderne, der ses som virksomhedens absolut vigtigste ressource. En synlig og involverende lederstil og klare linjer for kommunikation ledsages af et skarpt fokus på at sikre et højt sikkerhedsniveau i produktionen. Dertil kommer, at der er tilbud om et årligt udvidet sundhedstjek til alle medarbejdere i organisationen.   Fomaco har mere end 47 års historie med sine 130 medarbejdere. Deres maskiner afsættes gennem et forhandlernet over hele verden.
Uddannelse og Kurser

Køge Handelsskole

Uddanner mennesker til alle steder i livet: Køge Handelsskole og direktør Stig Johansen bydes velkommen som medlem af Connect Køge Business Club.   Køge Handelsskole er sat i verden for at uddanne og danne mennesker til at komme godt videre i fremtidens merkantile erhvervsliv. Som en af de største uddannelsesinstitutioner inden for det merkantile område, uddanner skolen med omkring 200 ansatte unge på ungdomsuddannelserne Handelsgymnasiet HHX, EUX Business og EUD Business.   Skolens KHS Kompetence tilbyder desuden et bredt udvalg af kompetenceudviklende kurser til voksne. Uddannelser og kompetencer, der bidrager til udviklingen af både mennesker, erhvervsliv og samfund.   På Køge Handelsskole er der et særligt fokus på at udvikle det hele menneske. Elever og kursister udstyres med viden og nye kompetencer ud fra skolens merkantile profil, som er kernekompetencer inden for økonomi, sprog, handel og iværksætteri. Disse færdigheder er direkte anvendelige i hverdagen, hvad enten det drejer sig om unge, der forberedes til voksenlivet gennem en ungdomsuddannelse, eller voksne, der ønsker at vedligeholde og udbygge deres kompetenceniveau.   Desuden lægger Køge Handelsskole vægt på et tæt samarbejde med erhvervslivet for at sikre, at uddannelserne er så praksisnære som muligt.   ”Vores vigtigste ressource er vores dygtige medarbejdere, som med stor dedikation hver dag spiller sammen på tværs som i et tandhjul. Vi stræber efter at give de studerende det absolut bedste slutprodukt, en værdiskabende kompetenceudvikling og en oplevelse af at blive mødt som menneske,” understreger Stig Johansen.   Som 2030-verdensmålsskole vægter bæredygtighed højt på Køge Handelsskole. Fokus er ikke kun på målbare aspekter som madspild, energiforbrug og CO2-regnskaber med videre – men også på vigtigheden af at skabe et læringsmiljø, hvor der er fokus på at møde omverdenen med respekt og empati samt en oprigtig vilje til at bidrage til at alle trives.
Kultur, Sport og Fritid

Vallø Golf

Team op i det grønne: I Connect Køge Business Club ser vi frem til samarbejdet med Vallø Golfcenter under ledelse af direktør og baneejer Kirsten Winther-Olsen.   Beliggende tæt på Tryggevælde Å lige syd for Vallø By tilbyder Vallø Golf en idyllisk og naturskøn ramme, hvor dyrelivet side om side trives med golfentusiaster på den 70 hektar store golfbane.    En af Vallø Golfs stærke værdier igennem nu 20 år er at tilbyde golfspillere og samarbejdspartnere en uhøjtidelig atmosfære.    Med en dyb forståelse for både forretning og golfverdenen stræber Kirsten Winther-Olsen efter at skabe rammerne for en klub, der ikke blot er et sted for golfsport, men også et oplagt sted for virksomheder at afholde møder og prøve golf som en teambuilding aktivitet.    ”Som direktør er det vigtigt for mig at udvise engageret lederskab, hvilket også er årsagen til at vi her på stedet har indført hilsepligt blandt personalet, medlemmer og gæster for at sikre, at alle føler sig velkomne og værdsat. Her er vi alle lige – uanset om man ankommer hertil på cykel eller i sin Porsche,” siger Kirsten Winther-Olsen.   Vallø Golf, der stolt kan fejre 20-års jubilæum i år, er hjemsted for både en 18-huls bane og en 9-huls Pay & Play bane. Banerne er designet som innerlinks baner af den skotske banearkitekt Chris Haspel. Her kommer både rough, vind, vand og hurtige greens i spil. Her er udfordringer for både erfarne golfspillere og pay & play spillere, der ikke har prøvet golf før.   Vallø Golf er, igennem de snart seks år Kirsten har været direktør, vækstet med ca. 65% på antal medlemmer og gæster fra 2018 til i dag. ”Da jeg startede havde vi en juniorspiller, men nu har vi med stor hjælp fra frivillige og vores træner en junior klub på hele 40-50 medlemmer i alderen 3-18 år.”    Takket være dedikationen fra direktør Kirsten Winther-Olsen, hendes familie, det fantastiske team af medarbejdere, samarbejdspartnere, klubbens medlemmer og frivillige, ser Vallø Golf ind i en lys fremtid præget af nytænkning og udvikling.   “Det der driver mig er, at der hele tiden sker noget nyt. Siden vi købte golfbanen 1.7.18 er vores strategi, at vi vil investere i en ny ting i Vallø Golf hvert år, så alle kan se, vi er en golfbane i udvikling og ikke i afvikling. Det har vi mere end levet op til. Men det er også kun muligt, så længe vi vækster,” udtaler den entreprenante direktør.   Vallø Golfcenter er det ideelle valg for forretningsmøder og konferencer kombineret med golf. Med lækre mødefaciliteter og en bred vifte af muligheder – uanset om det er en lille gruppe eller et stort arrangement – er det det perfekte sted at kombinere forretning i inspirerende på den tidligere brostensbelagte gård midt ude i naturen.