Xnovo Technology: Teknologisk innovation med mennesket i fokus

Med en kombination af faglighed, fleksibilitet og et stærkt socialt fællesskab skiller Xnovo sig ud som en attraktiv deep tech-arbejdsplads, hvor diversitet og individualisme har særlig høj prioritet.
At rekruttere og fastholde kompetent arbejdskraft er en af de største udfordringer for mange teknologivirksomheder, men hos Xnovo har direktør Erik Lauridsen skabt en virksomhedskultur, der både tiltrækker og engagerer højt specialiserede medarbejdere.
”I Xnovo har vi en international medarbejderstab med 12 nationaliteter blandt virksomhedens 30 ansatte. For mig er det en stor styrke, at vi kan rekruttere dygtige medarbejdere fra hele verden. I sidste ende handler det om faglighed. Det er det, man bliver bedømt på hos os. Det betyder, at der er plads til alle personligheder og baggrunde,” udtaler Erik Lauridsen.
Som gammel Køge-dreng ligger det direktøren meget på sinde aktivt at være med til at skabe arbejdspladser i lokalmiljøet og bringe højteknologisk viden og udvikling til området.
Xnovo opererer i en niche, hvor de fleste medarbejdere har en ph.d.-grad. For at tiltrække de bedste talenter samarbejder virksomheden tæt med universiteterne.
“Vi er værter for ph.d.-studerende og har universitetsprofessorer, der jævnligt holder foredrag. Det sikrer, at vi holder os ajour med den nyeste viden – og samtidig har vi øje på talentrekruttering.”
En kultur af innovation og socialt fællesskab
For Erik Lauridsen er medarbejdernes trivsel afgørende, hvor innovativ tilgang til arbejdsopgaverne har de bedste forudsætninger i kreative og uformelle rammer – noget man i Xnovo er meget opmærksom på.
”Xnovo’s filosofi er baseret på tre nøgleprincipper: Aim high, be curious, act responsible. Vi vil være ambitiøse, vi vil være nysgerrige, og vi vil tage ansvar – både over for hinanden, vores kunder og samfundet omkring os,” udtaler Erik Lauridsen og fortsætter:
“Mit mål er, at det skal være 80% sjovt at arbejde i Xnovo og 20% pligt. Hvis en medarbejder oplever, at det tipper den forkerte vej, vil jeg have, at de kommer til mig, så vi kan finde en løsning.”
Frihed under ansvar er en central del af virksomhedens kultur, hvor der er stor fleksibilitet i hverdagen, men samtidig også er en klar forståelse af blandt medarbejderne, at der også skal leveres.
Det sociale fællesskab i Xnovo spiller også en stor rolle i virksomheden, hvor diversiteten på mange måder er med til at samle medarbejderne uanset alder, køn og nationalitet.
“Vi ser, at medarbejderne mødes uden for arbejdstiden – til brætspilsaftener, kunstudstillinger og andre aktiviteter. Det sker helt naturligt, og det er især vigtigt for vores internationale medarbejdere, der har brug for et socialt netværk, når de flytter hertil.”
Erhvervslivet i Køge samles om videndeling og vækst
Som medlem af Connect Køge Business Club er der to primære årsager til, at Erik Lauridsen har valgt at være en del af det faglige fællesskab.
”For det første. Vi er fra Køge, og vi bliver i Køge – også selvom vi for nylig er blevet en del af en tysk-ejet koncern. Vores virksomhed opererer med 95% eksport, og selvom vi ikke har mange kunder i Danmark, er den lokale forankring i Køge vigtig for os. Medlemskabet af Connect Køge Business Club giver os indsigt i, hvad der sker i kommunen og blandt de andre virksomheder i området,” udtaler Erik Lauridsen, der ser stor værdi af sparring på tværs af brancher.
”For det andet. Selvom vi er forskellige typer virksomheder, har jeg efterhånden lært, at når man graver virkelig ned, er det de samme elementer – de samme udfordringer, vi står overfor som virksomhedsledere. Det er netop den åbne dialog og muligheden for at få nye inputs, der gør medlemskabet værdifuldt. Det er kun sundt at komme ud og blive udfordret.”