Trygheden – er vores stærkeste konkurrenceparameter

Nyhedsbrev uge 17 2025

Nu ser vi for alvor Trumps hel utilregnelige administration og ulogiske planer. Ja, her på det seneste har Trump forsøgt at fyre den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell. Det er helt uhørt og vil igen gå hårdt ud over tilliden til den amerikanske økonomi.

Dertil ligger Trump pt. i politisk slagsmål med verdens mest prestigefyldte universitet Harvard University. Det er i øvrigt er verdens rigeste universitet og er netop gået til modangreb på Trump og sagsøger den amerikanske regering for at fremsætte ulovlige og forfatningsstridige krav til universitetet.

Yoyo-marked 

Summen efter Trumps relative korte tid som præsident og hans tumultariske toldcirkus er, at vi i dag står i en mere uforudsigelig verden med større økonomisk usikkerhed. Vi oplever større globale spændinger og fortsat krige i Ukraine og Gaza. Og vi ser et aktiemarked i ren yoyo-tilstand efter alle de vilde ulogiske udmeldinger fra Det Hvide Hus. Internt i USA må den enkelte amerikaner nu også opleve prisstigninger på dagligvarer. Spørgsmålet er, hvor længe de vil finde sig i det?

Vi har brug for tryghed

Tilbage i Danmark og tilbage i Køge går det dog fortsat godt. Jobskabelsen er stadig god, og erhvervslivet er i fuld vigør. Jeg fornemmer dog en snigende usikkerhed hos erhvervslederne på, hvad fremtiden vil bringe af konsekvenser for dem ud fra alt det uforudsigelige, som sker under Trumps ledelse.

Spørgsmålene til mig går meget på, hvordan den enkelte virksomhed gør sig robust og stærk i en tid med ydre trusler og krav om oprustning. Alt sammen meget rigtigt og relevante emner, som vi heldigvis har gode svar på og kan anvise hjælp til at få arbejdet målrettet med. Du er også velkommen til at ringe på tlf. 3083 1077, hvis vi skal tage en sparring om dette.

Vores sammenhold og samfund gør os stærke

Jeg oplever også alle steder og hele vejen rundt på mine mange virksomhedsbesøg, at der er fuld opbakning og tillid til den danske samfundsmodel. Erhvervslivet lever godt af stabilitet og trygheden. Og netop her, I Danmark – og i Køge – har vi noget særligt. Et stærkt fællesskab, høj tillid, stabile institutioner og en grundlæggende respekt for samspillet mellem offentlige og private aktører. Det er ikke bare hyggeligt – det er tryghed og et kæmpe konkurrenceparameter.

Jeg er derfor optimistisk på Køges og Danmarks vegne, og i denne tid kan vores motto være: Hvad vi udadtil må tabe på usikkerhed, kan vi indadtil vinde på sammenhold og tryghed. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi:

  • Fastholder den gode dialog mellem erhvervsliv og kommune
  • Skaber forudsigelighed i sagsbehandling og planlægning
  • Styrker de lokale netværk og samarbejder

Vi skal turde at tale om løsninger – ikke bare udfordringer. Tør forvente noget af hinanden. Hos Connect Køge arbejder vi hver dag for at styrke netop det. Vi tror på, at tryghed skaber mod, og at mod skaber vækst. Sammen skaber vi succes – ved at spille hinanden stærke – og skabe vækst med vilje og værdier.

Læs andre nyheder fra Connect Køge her!