12. dec 2025

Sæt det lange lys på i 2026

2026 nærmer sig med hastige skridt, og meget tyder på, at det bliver året, hvor vi skal øve os i at tænde det lange lys.

Tempoet i vores hverdag stjæler ofte opmærksomheden fra det, der virkelig betyder noget. Jeg møder mange, der følger de hurtige bevægelser tæt. Trends på sociale medier, den næste AI-release, eller tidspunktet for næste rentestigning. Alligevel sidder mange med følelsen af at blive løbet over ende. Ikke fordi de ikke følger med – men fordi tempoet i det nære overdøver de dybe bevægelser, som langsomt flytter de store brikker.

Når verden føles uforudsigelig, griber vi efter det, der kan måles her og nu. Likes på et opslag, p-pladser i byen, budgetter til julebelysning, små ændringer i brugeradfærd. Det er forståeligt – men faren er, at vi binder al energi op i det korte sigte, og dermed mister udsynet mod det, der virkelig former vores fremtid: Demografi. Sociale og kulturelle strukturer. Infrastruktur. Kompetencebehov. Tillid og samarbejde. Lovgivning og teknologiens dybe kurver.

Det er som at køre i mørke med kun nærlys tændt. Man ser næste sving, men ikke bakkekammen, hvor vejen deler sig. Fremsyn hjælper os med at tænde det lange lys. Ikke for at forudsige én rigtig eller forudbestemt fremtid, men for at holde flere plausible billeder i hovedet på samme tid og træffe bedre valg i dag baseret på dybere tendenser.

Pointen er ikke at overkomplicere tingene, men i højere grad at undgå at blive fastlåste eller ensporede i vores forventninger om, hvad der kan ske.

Mange tror, at fremsyn er en luksus, man tager sig tid til, når driften er på plads. Jeg tror det modsatte. Fremsyn gør driften klogere. Når vi ser længere, starter vi tidligere på dét, der tager tid – opbygger kompetencer, tager styring af data, opbygger partnerskaber, og arbejder for relationer og tillid.

Lad 2026 være året, hvor vi øver os i at løfte blikket, og sætter det lange lys på dét, som på sigt betyder noget og giver værdi.