fbpx

Lærlingenetværk får eksklusiv rundvisning på en af Sjællands absolut største byggepladser

Super sygehus region sjælland

Lærlinge på erhvervsuddannelser i Køge kommune har gavn af et socialt og lokalt netværk. Derfor inviteres Lærlingenetværket til en eksklusiv rundvisning bag hegnet til byggeriet af det nye Supersygehus i Køge.

Lærlingenetværket blev oprettet i 2022 og har tidligere inviteret til bowlingaften og aktivitetsdag i Køgehallen. Nu går turen til en af Sjællands absolut største byggepladser, hvor formålet er at få lærlingene rystet bedre sammen – på tværs af håndværk og brancher. 

”Det er ikke tilfældigt, at valget netop er faldet på Sjællands Universitetshospital, Køge. Det er et omfattende byggeri, hvor en masse faglige kompetencer er i spil. Lærlingene der er med på rundvisningen får indblik i flere spændende processer – lige fra et kæmpe hul i jorden til et 8-etagers superbyggeri. Dette er et godt billede på, hvad der er muligt at udrette, når alle arbejder godt sammen. Præcis som vi ønsker for de unge i Lærlingenetværket, hvor alle kan bidrage positivt til fællesskabet,” udtaler Allan Munch, direktør i Connect Køge.

Sidste år i 2022 var der rekordlavt optag på erhvervsuddannelserne, hvor de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af elever som påbegyndte en erhvervsuddannelse er faldet til 64.000. 

Med udsigterne til mangel på faglært arbejdskraft i hele landet har Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd et særligt fokus på dette indsatsområde.

”I tæt samarbejde med Connect Køge har vi etableret Lærlingenetværket, som er et forum, der skal gøre læretiden sjovere og give et stærkt netværk på tværs af fag. Det er vigtigt, at vi sørger for at skabe de bedste sociale rammer for elever og lærlinge i Køge kommune, så vi forhåbentlig kan være med til at mindste frafaldet så flest muligt gennemfører deres erhvervsuddannelse. Lærlingenetværket er desuden en oplagt mulighed for at skabe sociale relationer, som uden tvivl er brugbare i de unges videre arbejdsliv,” siger Mette Wigand Bode, formand for Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd.

Aktiviteterne i lærlingenetværket er finansieret af Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd, og udføres af Connect Køge. 

Viden og netværk 

En af de virksomheder der har valgt at tilmelde deres lærlinge til arrangementet er El- og VVS-virksomheden Finn L. & Davidsen. De har tilmeldt 16 lærlinge og glæder sig over muligheden for at give dem en dag med både fagligt og socialt indhold.

”Vi er naturligvis interesseret i, at vores lærlinge kontinuerligt opgraderer deres viden. Supersygehuset er et kæmpe byggeri, og det vil vi gerne give vores lærlinge mulighed for at opleve på tæt hold. At arrangementet også har social karakter, og at de kan hygge sig og netværke lokalt er kun et stort plus. For ja, det koster nogle arbejdstimer at sende dem afsted, men vi synes virkelig, vi får dem tifoldigt tilbage med fornyet energi og en større faglig nysgerrighed,” fortæller Louise Houengaard, Marketing- og Udviklingschef hos Finn L. & Davidsen.

Arrangementet for Lærlingenetværket afholdes fredag d. 17. november 2023 fra kl. 13.00 – 15.30. Tilmeld dig arrangementet her

Om Lærlingenetværket 

Lærlingenetværket har til formål at styrke lærlingenes netværk til hinanden på tværs af praktiksteder og fag. Lærlinge fra hele Køge kommune inviteres til fælles arrangementer med fagligt og socialt indhold.

Lærlingenetværket støttes økonomisk af Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd, hvor Connect Køge står for udførelsen og facilitering af konkrete initiativer.

Lærlingenetværkets møder kan afholdes på en virksomhed eller på andet udvalgt sted. Der forventes afholdt to til fire møder årligt med deltagelse af ca. 30 – 70 elever og lærlinge pr. arrangement.