28. maj 2026

Køges styrke er ikke held – det er fællesskab og mod

Modet til at træffe beslutninger, der ikke altid er populære i dag, men som viser sig rigtige om ti år.

Det kræver noget mere end den gode beliggenhed, infrastruktur og erhvervsarealer. Det kræver vilje. Modet til at træffe beslutninger, der ikke altid er populære i dag, men som viser sig rigtige om ti år.

Jeg tror på, at Køge har den vilje og det mod.

Alene i 2025 blev der skabt 923 nye private jobs i Køge kommune. Tæt på halvdelen af samtlige nye private jobs i hele Region Sjælland. Det er ikke et tilfælde. Det er resultatet af år med fremsynede beslutninger om byudvikling, erhvervsudvikling og en fælles retning.

Men tallene fortæller kun en del af historien.

Bag dem ligger borgere og politikere, der har turdet sige ja, til nye projekter, til forandring, til ambitioner der rakte længere end næste valgperiode. Det er den slags mod, der sjældent fejres nok. Køges største udfordring lige nu er paradoksalt nok, at det går for godt.

Virksomhederne har opgaverne. Ordrebogen er fuld. Men hænder og hoveder mangler. Den brændende platform hedder ikke recession, den hedder talent. At tiltrække og fastholde de dygtige mennesker, der skal løfte udviklingen de næste ti år.

Det kan ingen virksomhed løse alene. Og heller ikke nogen kommune. Det kræver en fælles indsats mellem kommune og erhvervslivet, og en kommune der tør investere i fremtidens samarbejde og udvikling sammen med det lokale erhvervsliv.

Det er mere end basal lokal erhvervsservice og rangering i årlige erhvervsanalyser. Det handler om i forpligtende fællesskaber at se fremtidens muligheder og have modet, viljen og lysten til i et tillidsbaseret samarbejde at magte de opgaver, der forløser områdets potentialer.

Vi skal tiltrække investeringer til nye erhvervsområder. Investeringer til nye boligområder, der tiltrækker nye borgere og arbejdskraft. Investeringer i infrastruktur, der gør det attraktivt at slå sig ned. Investeringer i et økosystem for erhvervsliv, der er så godt sammenbundet, at det i sig selv bliver en grund til at blive.

 

Vi skal også gøre os klar til Femern Bælt-forbindelsen. Den åbner ikke bare en tunnel. Den åbner et vindue for Køge, og vi skal være klar til at udnytte vores placering. Ikke af nød, men af ambition. Samme skal vi sætte kursen mod et område, der er klar til de næste 20 år, med nye borgere, nye virksomheder og nye muligheder.

Det kræver en erhvervsvenlig kommune. Det kræver netværk der virker. Og det kræver, at vi – virksomhederne, kommunen, organisationerne – trækker i samme retning. Det er præcis derfor Connect Køge er til. Ikke kun for basal erhvervsservice og vejledning til de enkelte virksomheder. Men for at samle kræfterne i Køgeområdet, når det gælder. Uden sammenhængskraft på tværs af geografi og sektorer er jeg overbevist om, at Køge mister muligheder, velstand og ikke formår at udnytte fremtidens muligheder bedst.

Jeg tror på, at vi har viljen til det. Nu skal vi bruge den.

Seneste nyheder