16. apr 2026

Forsyningssikkerhed er fundamentet for Køges fortsatte erhvervsvækst

Vi kan alle kun være glade for erhvervslivet og de gunstige muligheder, der er i Køge kommune for vækst. Ja, Køge ligger i dag i et erhvervsmæssigt smørhul. Virksomheder har relativt nem adgang til effektiv transport- og logistikinfrastruktur, stabil vandforsyning, et stærkt arbejdsmarked i pendlerafstand og – indtil videre – adgang til el.

Netop dette samspil har gjort Køgeområdet attraktiv for både produktionsvirksomheder, logistik, fødevarer, byggeri og serviceerhverv. Men det er også her, at udfordringen ligger. For dét, som fungerer i dag, kan hurtigt blive en flaskehals, hvis vi ikke handler i tide.

Fremtidens vækst kommer ikke af sig selv, og det er ikke en naturlov, at Køge holder den stærke position som Sjællands vækstlokomotiv. I den sammenhæng er det et must, at vi tager forsyningssikkerhed alvorligt – og arbejder målrettet og fælles for at sikre den. I praksis handler det om tre helt centrale forsyningskilder, som tilsammen udgør rygraden i Køge kommunes konkurrencekraft: El, vand og arbejdskraft.

 

Fremtidens El: Fra basal forsyning til afgørende konkurrenceparameter

El er ikke længere bare strøm i stikkontakten. Det er forudsætningen for elektrificering af produktion, automatisering, digitalisering og vores grønne omstilling. I dag har Køgeområdet en egenproduktion på 7% af den strøm, der forbruges i kommunen. Vi skal derfor være skarpe på, hvad fremtidens forventede behov for strøm er. Hvor kan den fremstilles, og hvordan får vi strømmen ud i kontakterne.

Fakta er, at vi i dag ser et markant misforhold mellem ambitionerne om grøn omstilling, og tempoet i udbygningen af elforsyningen i Køge og Danmark. Forsinkelser i netudbygning, lange sagsbehandlingstider og manglende kapacitet rammer ikke kun energisektoren – det rammer virksomhedernes mulighed for at investere, vokse og omstille sig.

 

Fremtidens vand
Vand er ofte den mest oversete forsyningskilde – lige indtil den mangler. Eller lidt længere ned i forsyningskæden: at vi ikke kan komme af med vores spildevand. For produktionsvirksomheder, fødevarer, byggeri og grønne teknologier, er adgang til rent vand og robust vandinfrastruktur en forudsætning for drift og vækst. Klimaforandringer, øget forbrug, forureningskilder og skærpede miljøkrav betyder, at også vandforsyningen skal tænkes langsigtet og strategisk.

 

Fremtidens dygtige medarbejder

Ingen virksomheder uden mennesker. Adgang til kvalificeret arbejdskraft er – og bliver – en af de mest afgørende faktorer for erhvervsudvikling. Heldigvis har Køgeområdet et stort rekrutteringsopland, gode transportforbindelser og et varieret erhvervsliv med stærke uddannelses- og samarbejdsmuligheder.

 

Men også her kræver det en fælles indsats at fastholde og udbygge (arbejds)styrken. Connect Køge understøtter i dag Uddannelsesalliancen Køge Bugt, og samarbejder med virksomhederne og Campus Køge om at tiltrække flere uddannelser til Køgeområdet. Det sker fordi, vi tror på, at lokale uddannelser og kompetenceudvikling gør det nemmere at fastholde dygtige medarbejdere i lokalområdet. Ja, fremtidens arbejdskraft er ikke en selvfølge – det er en strategisk ressource.

 

Mit budskab er, at forsyningssikkerhed er lige så vigtig for erhvervslivet, som for alle øvrige borgere i Køge Kommune. Og den kan ikke løses af én aktør alene. Det kræver en vedvarende dialog, transparens og aktivt samarbejde mellem kommune, forsyningsselskaber og erhvervsliv. Ja, forsyningssikkerhed er ikke et givet gode – det er et aktivt valg. Og Connect Køge spiller meget gerne sammen med alle interesserede i at holde Køge Kommune på forkant.