Find modet til at sætte i værk: Deltag i årets iværksætterevent i Køge

Drømmer du om at starte din egen virksomhed, eller går du med en spirende idé i maven – så er det nu, du har muligheden for at sætte i værk!

Onsdag den 28. maj afholdes årets største iværksætterevent “Sæt i Værk” på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi i Køge, hvor både nye og erfarne iværksættere kan hente inspiration, netværk og konkrete værktøjer til at forvandle idéer til succes.

Inspiration fra erfarne iværksættere og investorer

Programmet byder på oplæg fra en række markante profiler, blandt andre investor Jan Lehrmann, kendt fra Løvens Hule, og Nick Traulsen, co-founder af The Marketing Guy. Begge har et brændende engagement for iværksætteri og deler ud af både erfaringer og konkrete råd.

”Jeg er vild med iværksætteri og har både oplevet store succeser og begået fejl. De Do’s and don’ts vil jeg gerne give videre,” fortæller Jan Lehrmann og pointerer, at en klar kompaskurs, og at kende sine tal er afgørende for at lykkes.

Jan Lehrmann tror på, at det er engagement og viljen, der skaber resultater. Han håber, at deltagerne går hjem med inspiration og konkrete redskaber til at gøre deres iværksætterprojekt til en stor, succesfuld virksomhed.

”Work hard – play hard! Den mest nærliggende måde at vinde på som iværksætter er at være klar til at gøre en større indsats end dine konkurrenter,” fastslår han.

Nick Traulsen deler samme passion og peger på, at iværksætteri for ham handler om frihed og meningsfuldhed:

”Jeg elsker iværksætteri og er dybt afhængig af at skabe nye virksomheder – det er det sjoveste i verden. Jeg synes, det er helt fantastisk, når folk har lyst til at springe ud i det og vil starte noget selv. Det er noget af det bedste, vi kan gøre for samfundet,” udtaler Nick Traulsen og fortsætter:

”Jeg har været selvstændig i 10 år og kommer aldrig til at tage et normalt job. Vi bruger en stor del af vores vågne timer på arbejde, så det giver mening, at det skal føles meningsfuldt, det man beskæftiger sig med.”

 

Netværk og værdi for alle iværksættere

Dagens program spænder bredt med oplæg, workshops og personlige fortællinger fra både landskendte og lokale iværksættere.

Deltagerne får mulighed for at høre oplæg fra eventyrer og tv-vært Morten Kirckhoff, blive klogere på markedsføring fra bl.a. Nick fra The Marketing Guy, og få introduktion til brugen af kunstig intelligens i opstarten ved Karsten Nygaard.

Derudover deler lokale iværksættere som Linné Sommer, Peter Dahlgaard og Tanja Nystrup deres egne op- og nedture på iværksætterrejsen.

Bag arrangementet står Censea Consulting og Connect Køge, der med eventet ønsker at give mod, energi og nye perspektiver til både nystartede og potentielle iværksættere.

”I Connect Køge ser vi mennesker som det vigtigste omdrejningspunkt for udvikling og vækst i erhvervslivet. Derfor er netværk, videndeling og gensidig inspiration helt centrale elementer i Sæt i Værk,” siger Allan Munch, direktør i Connect Køge.

Læs mere om ”Sæt i Værk” og tilmeld dig her…