Erhvervslivet i stor vækst: Køge slår Gazelle-rekord igen

gazelle fejring

Endnu en gang har et rekordantal virksomheder i Køge kommune modtaget den eftertragtede ”Børsen Gazelle”. Hele 45 virksomheder i Køge kan kalde sig Gazelle 2024, og den flotte vækst og præstation skal fejres!

”At få titlen som Børsen Gazelle er en præstation, der kræver noget ud over det sædvanlige” beskriver Dagbladet Børsen. I 29 år har de kåret og hyldet fremgang i det danske erhvervsliv, og Køge formår igen i år at slå sin egen rekord, der i 2023 bød på 35 Gazeller.

For at blive kåret som Gazelle skal du som virksomhed opfylde hele seks kriterier f.eks. fordobling af omsætning og strenge krav til 4. regnskabsår. Den store fremgang af virksomheder i Køge kommune der opfylder alle disse kriterier, viser vejen for fremtidens erhvervsliv i Køge og netop derfor skal de hyldes for deres mod og evner til at gå forrest.

Det sker onsdag d. 11. december 2024 kl. 16.00-17.30, hvor Borgmester Marie Stærke sammen med Connect Køge inviterer til fejring og hyldest på Køge Rådhus.

Fejring af nye og erfarne Gazeller

Årets Gazellefejring samler både nye og erfarne Gazeller. Virksomheden Cematech ApS har for 5. gang modtaget den fine titel, og det glæder Christian Enger, direktør og indehaver af fiberinstallationsvirksomheden.

”At modtage Børsen Gazelle hele fem gange betyder utroligt meget for os og er et ekstra skulderklap. Vi tror på, at vores klare mål og tilgang til kunderne er med til at skabe vores vækst – og det gør os ekstra stolte, når vores arbejde bliver anerkendt på denne måde. Gazelle-statuetterne står som en synlig påmindelse om vores rejse, og især når tingene er svære, giver de os styrke og motivation til at fortsætte. Internt har priserne styrket stoltheden og sammenholdet i vores team, imens de udadtil har givet os øget synlighed og troværdighed blandt kunder og samarbejdspartnere.”

Christian Enger deltager d. 11. december på Køge Rådhus med dele af sit team, hvor der både vil være tale fra borgmesteren samt oplæg fra tidligere og nuværende Gazeller.

Mit dream team: Gazelle for første gang 

En af de virksomheder der i år har fået en Gazelle for første gang, er hudplejeklinikken face2face. Deres vækstrejse har i de senere år været imponerende og indehaver Lina Holm er meget beæret over tildelingen af denne flotte titel.

”Mit dream team og jeg er meget stolte over at have modtaget en Gazelle. Dette kan kun lade sige gøre med stor flid, dyb passion og rigtig god service. Det er et stort skulderklap til det stykke arbejde, vi leverer hver dag, og vi er meget taknemmelige over den store tilstrømning af nye kunder hver uge – og ikke mindst de mange anbefalinger, som er noget af det mest fantastiske.”

Face2face deltager ligeledes i fejringen af Køges flotte Gazelle-resultat på Rådhuset, hvor vi ser frem til at hylde Lina og hendes dedikerede team.

Cematech

Christian Enger, direktør og indehaver af Cematech ApS

Face2Face

Teamet hos face2face

Face2Face linnea

Lina Holm, indehaver face2face