Ja, Kina fylder bare meget i dag, og vil sikkert gøre det endnu mere i fremtiden… Og det er noget, vi alle må tage bestik af. Kina står i dag for omkring en tredjedel af verdens fremstillingsvirksomhed – uden sammenligning den største globale andel. Altså hvert tredje produkt, du ser omkring dig, er med kinesisk ophav. For få år siden sagde vi, at i vesten innoverer vi, mens de i Kina kopierer. Det gælder bestemt ikke længere.
Fx må den danske vindgigant Vestas, der indtil 2021 var verdens største producent af vindmøller, i dag se sig henvist til en fjerdeplads, overgået af tre kinesiske producenter. Kineserne tager pt. frugten af en massiv satsning på den grønne omstilling. I 2022 investerede Kina mere end resten af verden til sammen i vind og solenergi. Og i 2023 var det dobbelt så meget som hele verden tilsammen. Det er fuldstændig vildt, og det begynder man at kunne se i det kinesiske samfund, hvor fremtiden ser grøn ud og himlen blå over Beijing.
To andre eksempler på kinesernes innovationskraft er dels, at de arbejder intens med at skabe fusion-energi og satte verdensrekord primo 2025 med test af en fusionsreaktor. Ja, kineserne er tætte på at ”bringe solen” ned på jorden, og der er helt enorme energi perspektiver i det, hvis de forstår at tæmme den kraft. Dels er Kina ved at overhale os på er på AI. Børsen skriver i dag, at ny kinesisk AI-model er angiveligt bedre og billigere end ChatGPT. Vildt.
Den kinesiske samfundsmodel, som jeg dog ikke hylder på det menneskelige plan, ser ud til at have nogle erhvervsmæssige fordele. Forskellen mellem det liberale Vesten og det statskapitalistiske Kina, er kinesernes evne til at tænke langsigtet og strategisk. Børsnoterede vestlige virksomheder kigger frem mod næste kvartal, vestlige politikere kigger frem mod næste valg, mens Kina arbejder i fem- og tiårsplaner og konstant opererer indenfor en langsigtet industripolitik.
I Danmark tager det op til 5 til 10 år at blive enige om placering og opførelse af vindmøller, mens det kun tager 2 – 3 år i Kina. Det giver bare Kina en maga fordel. Vores modstykke er vores evne til videndeling, dialog og samarbejde. Og netop her ser jeg optimistisk på fremtiden når det gælder Køge, Danmark og EU.
Omkring AI, så ruller det afsted, og mange er optaget af det – uden helt at vide, hvad man skal gøre. Jeg møder mange spørgsmål som, hvordan kommer man i gang med AI. Hvad med en AI-strategi for virksomheden osv.? Det er nyt og spændende, og samtidig udfordrende. Fra Connect Køges side vil vi løbende afvikle AI temamøder og klæde jer godt på. Dertil vil jeg anbefale, at du også får lavet et AI – tjek af din virksomhed. Husk i den forbindelse at udnytte de gode muligheder for tilskud til rådgivning og ansættelse af kompetente AI-kyndige medarbejdere.
ESG er det sidste emne, som efter en dvaleperiode igen er ved at presser sig på hos ledelsen. Jeg hører, at flere gerne vil arbejde mere med ESG i 2026. Særligt på det grønne felt i E’et og de menneskelige værdier i S’et. Udgangspunktet er, at et ESG-fokus styrker forretningen hos små og mellemstore virksomheder, og dertil sætter den finansielle sektor stigende krav til virksomhedernes bæredygtighed ved belåning. Alt dette vil Connect Køge sætte fokus på, og vi vil primo 2026 udbyde Start, parat til ESG. Du kan allerede nu udnytte to tilskudspuljer, der netop er åbnet: få op til 450.000 kr. til grønne investeringer. Læs mere her