Vores team sidder klar til at assistere dig med erhvervsmæssig vejledning, så du kan navigere trygt gennem hverdagens små og store udfordringer.
Vi bygger forbindelser – lokalt og globalt
Køge Havn er mere end en havn. Stedet har altid været centralt for Køgeområdets udvikling og en port til verden. Med base i hjertet af Østdanmark og tæt sammenkoblet med Skandinavisk Transport Center (STC), forbinder Køge Havn det lokale erhvervsliv med internationale forsyningskæder – og leverer løsninger på nutidens og fremtidens logistiske og miljømæssige udfordringer.
Direktør Thomas Kampmann har stået i spidsen for transformationen af havnen fra traditionel kommunal havn til en selvfinansieret og fremtidsorienteret logistikhub for hele Østdanmark, som kun bliver forstærket med kommende Femern Bælt forbindelse.
I begyndelsen af 2000’erne var målet klart for omdannelsen af Køge Havn at skabe nye arbejdspladser og tiltrække moderne logistik og industri efter store industrinedlæggelser i byen.
Konkret blev der i 2002 besluttet at udvikle en ny, stor erhvervshavn i Køge med etableringen af Køge Jorddepot. Det gav virksomhederne i Søndre Havn mulighed for at flytte til nye og bedre faciliteter i havnen nord for byen – og hele Søndre Havn blev dermed omdannet fra havneindustriområde til byudviklingsprojektet Køge Kyst med kultur, boliger, grønne områder mm.
I dag er målet mere end nået – og visionen fortsætter
Aktuelt fungerer Køge Havn som hjemsted for en lang række virksomheder inden for affaldshåndtering, biomasse, fødevarelogistik og grøn teknologi. Her håndteres skrot, husholdningsaffald fra Europa, bioaske og råstoffer, og havnen spiller en nøglerolle i den cirkulære økonomi.
“Hvis Køge Havn har det godt, så har Køge det også godt.” Udtaler Thomas Kampmann, direktør for Køge Havn
Køge Havn spiller fortsat en stor rolle for hele byen, fordi havnen skaber erhverv og lokale arbejdspladser og understøtter grøn omstilling og cirkulære løsninger. Med den kommende Femern Bælt forbindelse forstærkes havnens potentialer som knudepunkt for det regionale og globale marked.
Havnen og STC er i dag næsten begge fuldt udbyggede, og planerne for fremtiden peger mod yderligere udvidelser – muligvis ud i Køge Bugt – samt nye samarbejder om grøn innovation, CO₂-lagring og energirelateret produktion.
Her er der højt til loftet – også når det gælder ambitioner
Køge Havn står i dag som et levende bevis på, hvad der kan ske, når vision, vilje og strategisk planlægning går hånd i hånd – til gavn for både erhvervsliv, miljø og byens borgere.