Business Club Medlem

K.N. Energy Group

Fra 70’ernes olietanke til fremtidens højteknologiske energiløsninger

Vi byder velkommen til et nyt medlem, der i sandhed har formået at genopfinde sig selv. KN Energy Group A/S startede i 1975 som en traditionel smedeforretning. Dengang i 70’erne ”spyttede” de simple olietanke ud ad døren, men i dag er billedet et helt andet. Virksomheden har transformeret sig til en moderne, højteknologisk videns virksomhed, der leverer avancerede totalløsninger i hele Skandinavien på tanke og beholdere til opbevaring af væsker og til varme-/køleanlæg, især til tekniske installationer i byggeri, industri og landbrug.

 

Nye markedsmuligheder opstår ofte gennem direkte forespørgsler eller i tæt samarbejde med faste partnere.

 

KN Energy Group har fundet deres niche i det, der kræver tunge ingeniørberegninger og høj faglig stolthed. De er i dag specialister i alt fra komplekse anlæg til vand og køling til “farlige væsker”. En af deres store succeser er produktionen af komplette, flytbare tankstationer, som de eksporterer i stor stil til det svenske og norske marked.

 

Virksomheden drives i dag i et stærkt partnerskab mellem brødrene Kasper og Kenneth Nielsen. Selvom de deler efternavn, bidrager de med hver deres unikke profil til virksomhedens vækst.

 

Kasper er hjernen bag de interne linjer. Med en baggrund i Supply Chain Management har han fokus på procesoptimering, produktion og ny teknologi. Kasper er drevet af at gøre virksomheden endnu skarpere, hvad enten det gælder digitalisering eller implementering af AI i tilbudsgivningen.

 

Kenneth er virksomhedens udadvendte “supersælger”. Han trives bedst på landevejen, hvor han plejer de tætte relationer til store samarbejdspartnere i både Danmark, Norge og Sverige.

 

 

KN Energy Group er mere end bare en arbejdsplads – det er en “firmafamilie”.

Når man træder ind hos KN Energy Group på Hjørnegårdsvej, møder man en særlig ”firmafamilie” kultur. Her løfter alle i flok, og der er en enorm loyalitet blandt medarbejderne – hvilket understreges af, at de for nylig kunne fejre et 50-års jubilæum. Samtidig tager de et stort socialt ansvar ved at hjælpe lærlinge og unge mennesker godt i gang med deres karriere.

 

Vi glæder os utroligt meget til at få Kasper, Kenneths og resten af virksomhedens erfaringer med transformation og skandinavisk eksport ind i vores Business Club.