Verden har kurs mod en katastrofal temperaturstigning
Direktørens hjørne
Jeg er ikke typen, som maler fanden på væggen, og er af natur optimist. Men det er voldsom læsning i seneste dyster klimarapport, der er lavet op til næste uges COP28 i Dubai. Rapporten viser med al tydelighed, at der skal gøres meget, meget mere i den grønne omstilling for at nedbringe CO2 udledningen og afværge en klimakatastrofe. Fakta er, at verden er på vej mod en temperaturstigning på 2,9 grader i 2100, lyder det i rapporten, som hvert år sammenligner to ting. 1. Hvor meget verdens lande har aftalt, at temperaturen maksimalt må stige – nemlig 1,5 grader. 2. hvor meget temperaturen står til at stige med de nuværende klimatiltag.
Skal vi undgå en klimakatastrofe, skal der sættes meget mere turbo på den Grønne Omstilling. Eksperterne oplyser, at skal vi i mål, skal verdens udledninger af klimaskadelige drivhusgasser falde med 42 procent inden 2030. Det er en ret voldsomt reduktion af klimagasser med 42 procent på seks år. Og det er en KÆMPE opgave for en verden, der kun én gang for alvor har formået at få kurven for udledte drivhusgasser til at pege ned ad – nemlig under coronapandemien.
Jeg kan kun opfordre alle til, at nu skal der handles. Ikke flere festtaler og politiske mudderkastning. Det handler om at handle for at undgå, at sætte fremtidige generationers velfærd på spil. Det her handler om vores børn, vores børnebørn og alle fremtidige generationer. Vi har en forpligtelse på ethvert plan til at handle nu – og vi ved, hvad der skal til. Teknologierne er til stede og til fornuftige penge. Der er ingen undskyldninger. Det kræver MODIGE og HANDLEKRAFTIGE politikere, og målet er at udfase samtlige fossile brændstoffer inden for 6 år.
Det vi overordnet skal gøre er en tredobling af nuværende vindmøller i Danmark. Det kræver, at borgere ikke giver bøvl og mas med opsætning af vindmøller. Vi skal også have mange flere til at tage bus og tog. Vi skal også minimere forbruget af kød. Og vi skal have meget bedre isoleret boliger.
Du og jeg kan selv også gøre meget. Det ved vi godt, ellers læs her om mulige tiltag. Selv skal min dieselbil udskiftes snarest muligt, og jeg har ikke købt nyt tøj i indeværende år.
På virksomhedsplanen kan vi gå efter, at SAMTLIGE virksomheder i Køge kommune får lavet sig et CO2-regnskab – også kaldet for klimaregnskab. Det er en altafgørende faktor for fremtidens succesfulde virksomheder, der ønsker at kvantificere og reducere deres klimapåvirkning.
Ring til os i Connect Køge på tlf. 3083 1077, og vi hjælper dig på vej med udarbejdelse af et klimaregnskab.
Husk, selv små handlinger tæller. Og i min familie har vi aftalt, at julegaverne i år er fortrinsvis genbrugs ting. Det bliver helt sjovt.
De bedste hilsner
Allan Munch – Direktør hos Connect Køge