Tag med på VisitKøges byvandringer rundt i skønne Køge
VisitKøge udbyder nu igen spændende byvandringer for både børn og voksne – heriblandt også en ny byvandring om Konger og Krige. Billetterne bliver sat til salg fra mandag den 26. april og kan bestilles hos VisitKøge. Den første byvandring finder sted onsdag den 19. maj.
Sommeren står for døren og efter en lang periode, hvor hele Danmark har været nedlukket og mange har holdt sig hjemme, er det nu endelig muligt at komme ud at nyde smukke Køge og det gode vejr igen. En god måde at gøre det på er at gå med på en guidet vandring rundt i Køge – hvor der selvfølgelig er taget højde for de gældende coronarestriktioner.
Helt frem til november tilbyder VisitKøge 10 planlagte guidede ture under temaerne: ”Byvandring” – en vandring med fortælling om, hvordan Køge fik sine købstadspriviliegier, ”Køges gårde” – en vandring rundt i Køges hyggelige baggårde. ”Byvandring med vægterindslag” – en vandring med fokus på livet som vægter i Køge og med indslag med vægtersange. ”Mørketur for børn + forældre” – en tusmørkevandring rundt i Køge. ”Mørketure med vægterindslag” – en vandring med særligt fokus på tiden under hekseprocessen og med vægtersange. Og den helt nye byvandring ”Konger & Krige” – en vandring med fortællinger om kongernes indvirkning på Køges historie, og hvor man vil få udpeget nogle af de steder, hvor der er tegn efter kongerne.
Alle ture finder sted på hverdage og varer ca. 1½ time. Datoerne og temaerne for de guidede ture finder man på www.visitkoege.dk eller på www.billetto.dk (søg på ”Køge”). Man kan også kigge ind hos VisitKøge på Vestergade 1 og høre, hvornår der er plads.
Bestil din egen tur
Har man ikke mulighed for at gå med på en af de planlagte vandringer, og er man en større gruppe, som for eksempel hvis man skal holde fødselsdag eller sommerfest for vennerne eller er en gruppe medarbejdere, kan man med fordel bestille en guide til sin egen byvandring. Her kan man også selv ønske ugedag og tidspunkt. Turene kan bestilles året rundt.
Bestilling og priserne
Fra den 26. april kan billetterne købes hos VisitKøge eller på www.billetto.dk (søg på ”Køge”). Prisen er 65,-, og guiden på vandringerne er tidligere turistchef Lars Nielsen.
FAKTA
Datoer for vandringer i 2021:
Onsdag den 19. maj kl. 19.00: Byvandring
Tirsdag den 8. juni kl. 19.00: Køges gårde
Onsdag den 21. juli kl. 20.30: Byvandring med vægterindslag
Torsdag den 5. august kl. 20.30: Byvandring med vægterindslag
Onsdag den 25. august kl. 19.00: Byvandring
Tirsdag den 14. september kl. 19.00: Køges gårde
Torsdag den 16. september kl. 19.00: Konger & Krige
Tirsdag den 19. oktober kl. 17.00: Mørketur for børn + forældre. Denne tur koster kr. 35,- for børn, og kr. 30 for voksne/forældre ifølge med børn.
Tirsdag den 26. oktober kl. 19.00: Mørketur med vægterindslag
Onsdag den 17. november kl. 19.00. Mørketur med vægterindslag
Om VisitKøge
VisitKøge er en del af erhvervsfonden Connect Køge, som arbejder fokuseret på at styrke erhvervsudviklingen og turismen i Køgeområdet og vise nye aktører fra ind- og udland de mange muligheder, der findes i Køge kommune. Hos VisitKøge er der fokus på turisten, og her lægges der vægt på den personlige betjening og hjælp, så turister og andre besøgende kan få den bedst mulige oplevelse under deres besøg i Køgeområdet.