Oplev Grundtvigs vilde billedsprog på Grundtvigs Kulturfestival 2021

Teologen, forfatteren, digteren, filosoffen, historikeren, filologen, præsten, skolemanden, titulærbiskopen, debattøren og politikeren Nikolai Frederik Severin Grundtvig er omdrejningspunktet for en kulturfestival, der går i dialog med de idéer om oplysning, (ud)dannelse, frihed og ligestilling, som har været med til at forme dansk kultur. I år udfoldes Grundtvigs vilde billedsprog visuelt i selskab med kunstner Jim Lyngvild.
Grundtvigs Kulturfestival 2021 afholdes i de unikke historiske omgivelser på Gammel Kjøgegaard den 11. september. Og netop Gammel Kjøgegaard er den oplagte ramme, da Grundtvig her mødte sit livs kærlighed Marie Toft, og siden blev begravet ved hendes side, på Carlsen-Langes familiegravsted Claras Kirkegård på godsets jord lige i udkanten af Køge by. I øvrigt den samme Clara, som har givet navn til de dejlige Clara Frijs pærer.
Grundtvig er en af Danmarks helt store historiske personligheder. En mand af mange talenter og med stor appetit på livet og kærligheden (han nåede at være gift tre gange – og fik sit sidste barn som 75-årig). Grundtvig var således en farverig og kontroversiel skikkelse med et passioneret følelsesliv, som provokerede sine samtidige fæller i dansk ånds- og samfundsliv.
Fra en provokatør til en anden
Sammen med en nutidig provokatør, multikunstneren Jim Lyngvild, sætter Grundtvigs Kulturfestival 2021 fokus på fortællekunsten i Grundtvigs omfattende produktion af sange og salmer. I et samarbejde med Center for Grundtvigforskning ved Aahus Universitet arbejder Jim Lyngvild netop nu på en illustreret Grundtvig salmebog, som skal sætte vilde billeder til Grundtvigs vilde billedsprog. Grundtvig brugte nemlig en billedrig fortællestil i sine salmer for at oplyse folket om det kristne budskab.
Et billedsprog man ellers nemt kan overse, når man synger sig gennem velkendte salmetekster, hvis indhold man måske ikke tænker nærmere over. Tænk eksempelvis på de vilde, fantasy-agtige historier i det kristne forestillingsunivers som Fønix fuglene, enhjørningerne, havfruerne og sfixerne. Jim Lyngvild tager flere af disse illustrationer med på dagen, hvor de kan opleves i en særudstilling i Stiftelsens bibliotek.
Dagens højdepunkt er årets traditionelle samtalesalon, der i år er mellem centerleder af Center for Grundtvigforskning Katrine Frøkjær Baunvig og Jim Lyngvild om deres samarbejde om den kommende salmebog. Den illustrerede Grundtvig salmebog forventes at udkomme op mod jul.
Træd ind i historien
Grundtvigs Kulturfestival 2021 giver med et tæt pakket heldagsprogram en stribe smagsprøver på, hvordan Grundtvig gennem sit virke og sin særlige fortællestil gjorde sine idéer og tanker vedkommende og relevante for sin generation. Gennem udstilling, oplysning og debat undersøges, hvordan man også kan gøre det i vores samtid. Og kulturfestivalen åbner med aktiviteter for børn og unge, der udfordrer krop og sjæl.
I samarbejde med Carlsen-Langes Legatstiftelse arrangeres rundvisninger i den smukke hovedbygning, med fortællinger om stedets mangeårige historie, og anekdoter om Grundtvigs tilknytning til familien. Der bliver ligeledes mulighed for gåture ud til gravstedet Claras Kirkegaard, hvor Grundtvigs ornamenterede egetræskiste kan ses i krypten, og giver den historiske person et fysisk nærvær og manifestering. Ved graven fortæller lokale historikere om Grundtvig og de to af hans koner, der er stedt til hvile samme sted.
Programmet byder ligeledes på lyden af Grundtvig gennem fortolkninger af hans sange og salmer, hvor unge musiktalenter skaber en række pop-up musikoplevelser i løbet af Kulturfestivalen. Og som optakt til samtalesalonen spilles op til fællessang med ægte højskolestemning – lige i Grundtvigs ånd.
Læs mere om Grundtvigs Kulturfestival 2021 og køb billetter på LOF hjemmeside her
FAKTA:
Om Grundtvigs Kulturfestival
I anledning af N.F.S. Grundtvigs fødsel og død (henholdsvis den 8. september 1783 og den 2. september 1872) afholdes nu for anden gang Grundtvigs Kulturfestival primo september, der fejrer samt fortæller og skaber debat om Grundtvigs liv, tanker og store indflydelse på Danmark.
Grundtvig er en unik perle i dansk kulturarv, og det er ambitionen at opbygge et folkeligt oplevelsesunivers omkring ham og hans liv – samt tilhørsforholdet til Køge. Vi ønsker at gøre Grundtvigs tanker og betydning for udviklingen af det samfund, vi har i dag, tilgængelig for et bredt publikum.
Carlsen-Langes Legatstiftelse og oplysningsforbundet LOF Kursuscenter Øst samt Connect Køge udgør i fællesskab projektorganisationen bag initiativet Grundtvigs Kulturfestival.
Læs mere om Grundtvigs Kulturfestival 2021 og køb billetter på lof.dk/oest
Årets program
10:00-14:00 | Grundtvigs ånd og læring – for børn og deres familier
Aktiviteter for børn og barnlige sjæle ved Køgespejderne, der udfordrer krop og sjæl og giver læring i Grundtvigs ånd.
12:00-18:00 | Udstilling af Jim Lyngvilds foto-illustrationer af et udvalg af Grundtvigs salmer
Jim Lyngvild illustrerer i samarbejde med Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet en ny udgivelse af et udvalg af Grundtvigs salmer. Jim Lyngvild skal med sin fotokunst visuelt fortolke billedsproget og formidle det kristne billedsprog i Grundtvigs salmer. Jim Lyngvild har til Kulturfestivalen udvalgt en række motiver fra den kommende salmebog, som vises i en særudstilling i Stiftelsens bibliotek på Gammel Kjøgegaard.
12:00-18:00 | Højskolestemning og ”folkemøde”
I samarbejde med nationale og lokale aktører med indgående kendskab til Grundtvig, arrangeres mindre sessions med en række emner, der skal vække nysgerrighed, give læring og skabe nysgerrighed og debat om Grundtvig og hans betydning for samtiden.
– Ny højskolesession starter hver hele time.
12:00-18:00 | Rundvisninger på Gammel Kjøgegaard
Rundvisninger i den smukke hovedbygning med fortællinger om stedets mangeårige historie og anekdoter om Grundtvigs tilknytning til familien Carlsen-Lange.
– Ny rundvisning starter hver hele time.
12:00-18:00 | Besøg Grundtvigs grav
Der bliver ligeledes mulighed for gåture ud til Carlsen-Langes familiegravsted Claras Kirkegaard, hvor Grundtvigs ornamenterede egetræskiste kan ses i krypten og giver den historiske person et fysisk nærvær og manifestering. Ved graven fortæller lokale historikere om Grundtvig og de to af hans koner, der ligger samme sted.
– Ny fortælling begynder hver hele time.
12:00-18:00 | Pop-up musikoplevelser og fællessang
I løbet af Kulturfestivalen kan publikum opleve fortolkninger af Grundtvigs salmer i samarbejde med Køge Musikskole, hvor skolens unge musiktalenter skaber en række pop-up musikoplevelser. Og som optakt til samtalesalonen spilles op til fællessang med ægte højskolestemning.
– Ny musikoplevelse starter hver hele time.
17:00-19:00 | Picnic-tid
Udlevering af forudbestilt mad (bestilling og betaling på lof.dk/oest). Man er velkommen til også at medbringe egen mad og tæppe, og nyde det på græsset eller en bænk. Drikkevarer kan købes på stedet.
18:00-18:30 | Fællessang
Udvalgte sange og salmer fra den danske salmebog og højskolesangbogen.
19:00-21:00 | Samtalesalon med Jim Lyngvild og Katrine Frøkjær Baunvig
Et af højdepunkterne på Kulturfestivalen bliver samtalesalonen mellem multikunstner Jim Lyngvild og leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig.
Samtalesalonen undersøger teologiske og filosofiske tanker hos Grundtvig og hans forhold til det guddommelige – og hvordan han brugte en billedrig fortællestil i sine salmer for at oplyse folket om det kristne budskab. Der lægges op til involverende dialog og debat med publikum.
Samtalesalonen bliver modereret af journalist Jesper Friis, der tidligere bl.a. har været chefredaktør på TV2 Øst og nyhedsredaktør m.m. på Politiken.