fbpx

Manglen på arbejdskraft bremser vækst og udvikling

Billede af Chefkonsulent fra DI Anders Hjort-Jensen

Tirsdag den 2. november afholdt Køge Erhvervsudviklingsråd (KEUR) deres efterårsmøde. De var samlet for at drøfte det lokale erhvervsklima og fremtidens erhvervsudvikling. Ved samme lejlighed blev medlemmer til Fonden Connect Køges bestyrelse udpeget.

Temaerne for efterårsmødet var erhvervsvenlighed og den fremtidige erhvervsudvikling. I den forbindelse var chefkonsulent fra DI Anders Hjort Jensen inviteret for at komme bag om tallene i DIs seneste rangliste over kommunernes erhvervsklima. Og Køge Kommunes direktør for teknik og miljø Stig Werner Isaksen præsenterede kommunens arbejde med at etablere én indgang for erhvervslivet. Medlemmerne havde dog inden temadrøftelserne en gensidig orientering om nyt fra deres bagland og hverdag, hvor aktuelle udfordringer vendes.

– Vi har som fast punkt på den ordinære dagsorden en åben snak om, hvordan landet ligger i de forskellige brancher og sektorer. Og hele vejen rundt oplever man en akut og alvorlig mangel på arbejdskraft, der aktuelt bremser væksten i vores lokale virksomheder, fortalte formand Søren Evald Jensen og uddyber:

– I tillæg til de voldsomme globale prisstigninger og massive leveringsproblemer på varer og råstoffer går vi både som virksomheder og samfund en usikker tid i møde. Det bliver derfor ekstra vigtigt, at de lokale rammevilkår er i orden. Og at vi kan finde fælles fodslag omkring fremtidens behov og løsninger.

Lokal erhvervsvenlighed under lup

Efter den ordinære del af mødet præsenterede chefkonsulent Anders Hjorth Jensen i Dansk Industri hovedresultaterne fra DIs seneste undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed. Køge Kommunes placering på dette års rangliste betød et markant fald i forhold til tidligere års gode resultater.

– Det er især udtryk for de adspurgte virksomheders (u)tilfredshed med sagsbehandling samt information og dialog med kommunen. Set i forhold til de traditionelle højdespringere blandt de jyske kommuner, så er de virksomheder i Køgeområdet, som Dansk Industri repræsenterer, generelt mindre tilfredse med kontakten til kommunen, forklarede Anders Hjordt Jensen.

Vilkårene for den gode kontakt og dialog – erhvervslivet og kommunen imellem – blev ivrigt drøftet, og konklusionerne var blandt andet, at nye virksomheder skal opleve sig bedre modtaget med information vedrørende mulighederne for dialog og sparring om deres ønsker og ambitioner for udvikling. Her er der behov for en højere grad af indledende forventningsafstemning om forløbet af sager, når en virksomhed henvender sig til kommunens forvaltninger. Og endelig var der en opfordring til, at kommunens politikere tog på flere besøg rundt om på de lokale virksomheder – gerne som en del af deres udvalgsarbejde.

Oprustning hos Køge Kommune

Køge Kommunes direktør for teknik og miljø Stig Werner Isaksen kvitterede for input og redegjorde for arbejdet med at realisere Byrådets beslutning ved budgetforliget om at styrke netop servicen overfor de virksomheder, der henvender sig med mere komplekse sager, der skal myndighedsbehandles i flere afdelinger. Der ansættes således en koordinerende medarbejder, der kan sikre den tværgående dialog – En indgang. Denne funktion udrulles i light udgave inden december i tæt samarbejde med Connect Køge. Og i start 2022 er den oppe i fuldt gear.

Teknik og miljøforvaltningen er også ved at lægge sidste hånd på Kommuneplan 2021-2023, hvor man allerede nu planlægger at lave et tillæg, der indarbejder den kommende erhvervspolitik, som man forventer, at det nye byråd vedtager i midten af 2022.

Kontinuitet i Connect Køges bestyrelse

På den ordinære del af mødet genudpegede rådsmedlemmerne med fuld opbakning følgende fire medlemmer og deres personlige suppleanter til Connect Køges bestyrelse:

Michael Buhl – suppleant: Per Jensen
Jørn O. Stryger – suppleant: Søren E. Jensen
Jesper Køster – suppleant: Søren Storgaard
Linné Sommer – suppleant: Keld Olsen

– Vi har fokus på at have kompetenceprofiler i Connect Køges bestyrelse med indgående kendskab til virksomhedsdrift og -udvikling. Og så skal der sikres så bred en dækning som muligt fra områdets brancher og virksomhedstyper. Det er derfor en stor fornøjelse, at de dygtige mennesker, der har fulgt os siden start, forsat vil lægge energi i videreudviklingen af fondens arbejde, siger en tilfreds direktør for Connect Køge Allan Munch.