fbpx

Kom godt fra start med ”Iværksætteri i praksis”

Connect Køge tilbyder på ny uddannelsen – Iværksætteri i praksis. En spændende uddannelse hvor deltagerne over 11 aftener får viden om markedsføring, lovgivning, selskabsformer, skatteforhold og finansieringsmuligheder. Samtidig får de konkrete værktøjer, som kan bruges direkte til opstart og drift af virksomheden.

Connect Køge, Ringsted Erhverv, Stevns Erhvervsråd og Zealand står igen klar med uddannelsen, Iværksætteri i praksis, som skal sikre iværksætterne en effektiv opstart. Iværksætteri i praksis bliver udbudt to gange årligt og afholdes på skift i henholdsvis Ringsted og Køge. Denne gang afholdes det i Køge med opstart onsdag d. 9. marts kl. 17.00. Der er tilmeldingsfrist d. 23. februar.

Undervisning, netværk og videndeling

Under uddannelsen får iværksætterne viden om blandt andet moms, selskabsformer, skatteforhold, budgettering og forretningsplaner. Deltagerne får også redskaber til markedsføring og deres visuelle identitet. Og så får de mulighed for at skabe sig et unikt netværk med andre ligesindede. Et netværk som er guld værd for den videre udvikling af deres virksomhed.

– Med Iværksætteri i praksis kommer deltagerne rundt om alle aspekter ved opstart og virksomhedsdrift samtidig med, at de får mulighed for at opbygge et stærkt netværk. Ofte går iværksætterne og tumler med de samme udfordringer, derfor er et netværk alfa omega for iværksætterne. Her kan de udveksle erfaringer, succesoplevelser og udfordringer, hvilket kan få stor effekt på deres fremtidige succes, forklarer Jes Pettersson, erhvervskonsulent hos Connect Køge.

Bag om uddannelsen

Undervisningen foregår sammen med andre potentielle iværksættere og nystartede virksomheder fra forskellige brancher. Deltagerne bliver mødt af kompetente undervisere og en række erhvervsfolk, som har stort kendskab til virksomhedsdrift, og som brænder for at hjælpe iværksættere.

Iværksætteri i praksis udbydes som en del af Akademiuddannelsen på Zealand. Uddannelsen er derfor en kompetencegivende uddannelse, som svarer til 10 ECTS-point, og der er mulighed for at afslutte forløbet med en eksamen.

Iværksætteruddannelsen er for alle iværksættere og nyere virksomhedsejere, og prisen er 2.295 kr. inkl. uddannelsesmaterialer og forplejning.

Vigtige datoer

Iværksætteri i praksis løber over 11 aftener med start den 9. marts fra kl. 17.00-20.00 og slutter med en frivillig eksamen d. 15. juni. Der er tilmeldingsfrist senest den 23. februar, men vil man sikres en plads, opfordrer Connect Køge, at man tilmelder sig allerede nu.

Uddannelsen finder sted på Zealand, Lyngvej 21, 4600 Køge. Tilmeld dig her på hjemmesiden under Arrangementer eller tilmeld dig her.

Pris: 2.295, – kr. inkl. forplejning og uddannelsesmaterialer.