Køgeområdet står over for ny forvandling

Jeg vil i dette sidste nyhedsbrev inden sommerferien dedikere indholdet til to tilsyneladende modsatrettede emner – men som i virkeligheden hænger tæt sammen: Vækst og pause.

Når det gælder vækst og forandring, skal man ikke opholde sig længe i Køge Kommune for at mærke dynamikken. Området er i markant udvikling båret af sin unikke placering, med en charmerende købstad beliggende tæt på skov og strand, tæt på havn, motorvej, jernbane og hovedstaden. Det gør Køgeområdet særdeles attraktivt for både erhvervsudvikling og bosætning – noget vi i den grad ser udfolde sig lige nu. 

Blandt de mest markante projekter kan nævnes færdiggørelsen af supersygehuset, Novo Nordisk Pharmatechs kommende produktionsanlæg i Køge Nord, det eksklusive 5-stjernede Rox Resort ved Køge Marina, den nye Stacy’s Diner – også ved marinaen og Vikingeborgen Borgring ved Lellinge, som bliver et stærkt nyt oplevelsescenter. 

Og der er mere på vej. Køge Inderhavn står foran en spændende udvikling med erhverv og boliger, som vil fuldende Køge Kyst-projektet med underføringen til en ny sprudlende bydel. Samtidig skal den tidligere Sun Chemical-grund ved Københavnsvej omdannes til både bolig- og erhvervsformål.

Ja – det er faktisk ret vildt, hvad der sker. Så vildt, at kolleger og erhvervschefer fra hele Sjælland sender misundelige blikke mod vores kommune. Det er vi både stolte og ydmyge over. I Fonden Connect Køge arbejder bestyrelsen og mit stærke team målrettet for at sikre, at udviklingen sker balanceret og bæredygtigt. 

Vi tror på, at succes skabes sammen – og at vi sammen (erhvervslivet, borgere og kommunen) i fællesskabet udnytter områdets fulde potentiale, så Køgeområdet fortsat tiltrækker både besøgende, borgere og virksomheder. Derfor stræber Fonden Connect Køge bl.a. også efter at udbygge og styrke vores Connect Køge Business Club, hvor vi samler seriøse erhvervsfolk om videndeling, samt fokus og nysgerrighed på både egen og den fælles vækst.

Men vækst kræver også pauser. Og nu hvor sommerferien nærmer sig, vil jeg opfordre dig til at give dig selv lov til at trække stikket – helt. Sluk computeren, læg telefonen væk, og lad både krop og hoved lade op. Det vil jeg selv gøre. Ingen mails. Ingen opslag. Kun nærvær og nye dejlige sommerminder. Så er vi klar til efterårets opgaver – sammen.

Rigtig god sommer – uden skærmtid.