Efteråret er på vej
Nu er tiden til uldne sokker, store tæpper og varme sweatre – men også til at se muligheder i udfordringerne
Din og min el- og gas regninger stiger lige nu eksplosivt. Set i forhold til et normalt år er virksomhedernes udgifter alene i år steget med 49,6 mia. kr. viser nye beregninger fra DI, hvor der er kigget på virksomhedernes bruttoudgifter til el og gas. Danmark står lige nu ikke i en decideret energiforsyningskrise og de danske gaslagre er tæt på fyldte. Men forsyningssikkerheden kan blive presset til vinter. Ikke bare på gas, men også andre energikilder. Det skyldes, at man mange steder i Europa bruger gas til at producere strøm. Derfor sætter mindre gas også sit præg på el-produktionen og elpriserne, som er steget betydeligt mere end gaspriserne. Konkret betyder det, at for den enkelte virksomhed kan der være alvorlige udfordringer med at håndtere de kommende regninger til energi.
Løsningen er på den korte bane at skrue ned for forbruget og spare på energien. Til vinter sættes temperaturen ned i offentlige bygninger og al unødvendigt udendørs belysning slukkes. Alle steder i erhvervslivet optimeres der også ihærdigt med energibesparende tiltag. Ligesom der er stor hjælp til biogasproduktionen i Danmark, hvor fra ca. 25% af gasforbrug dækket af egenproduceret biogas. På den længere bane om 7-8 år arbejdes der på at femdoble den danske havvindmøllekapacitet og firdoble vores vedvarende energi på land. Det er meget store udbygninger, som vil gøre Danmark til nettoeksportør af grøn energi.
Alt i alt går vi en vinter i møde med udsigten til en energikrise. Situationen klares med sparsommelighed og med uldne sokker, store tæpper og varme sweatre. I udfordringerne ligger der også muligheder. Det er nu, vi skal være klar til at udvikle på fremtidens energiløsninger. Lokalt skal vi være rede til at spille med og udvikle på fx Power-to-X- anlæg lokalt, som måske kan kickstarte et lokalt erhvervseventyr med at udnytte al den strøm, der på sigt kommer i land tæt på Bjæverskov. Tænk, hvis vi var med til at al transport fra STC blev 100% grøn inden for overskuelig tid.
Et skridt i den rigtige retning med den lokale erhvervsservice
God lokal erhvervsservice er vigtig for virksomhederne og erhvervsudviklingen. Og dermed afgørende for lokal jobskabelse og skattegrundlaget bag vores fælles velfærd. Jeg læser derfor med stor glæde årets resultater fra DI’s lokale erhvervsklimamåling. Køge opnår en 56. plads (fremgang på 11 pladser ift. sidste år). Det er et skridt i den rigtige retning, men det er også nu vi skal holde kursen og holde fast i at udbygge Køge Kommunes ”En indgang-funktion” og fortsætte arbejdet med at sætte virksomhederne i centrum.
Vejen frem er en fokuseret indsats for at øge kontakten til og dialogen med dig og det øvrige erhvervsliv. Og jeg ved, at både borgmester Marie Stærke og Erhvervsudvalgsformand Mette Wigand Bode og alle andre lokalpolitikere – altid er parate til virksomhedsbesøg og dialog.
I Connect Køge vil vi også fortsætte vores Business Breakfast med såvel faglige som politiske emner. Og vi vil intensivere vores virksomhedsbesøg, så vi kommer helt tæt på dig med den rette hjælp til videre udvikling.
TØV ikke med at række ud til os. Ring på tlf. 3083 1077 eller send mail på am@connectkoege.dk.