Direktørens hjørne: Tanker om corona, genstart og nye netværk
Skrevet den 18/3 2021. Et par gange om måneden kan du her på hjemmesiden læse “Direktørenes hjørne”, som vil handle om budskaber og holdninger til aktuelle erhvervsrettede temaer. Denne gang handler “Direktørens hjørne” om tanker efter 1 år med corona, GENSTART af handelslivet i Køgeområdet og nye netværk.
Hvad har vi lært af coronapandemien – og lad os få åbnet mere før påske
Det er et år siden, at coronansmitten ramte Danmark. Hvad har vi lært, og hvad er egentlig forandret? Men vigtigst. Hvordan kommer vi videre herfra – og tilbage til noget, der ligner livet før, blot nu med coronanen som følgesvend. Det er emner, som er vigtige at forholde sig til.
Personligt har jeg lært, at vi skal stole på videnskaben. Faglighed og statistik vinder altid over pseudovidenskab og overtro. Og jeg har lært, at blind autoritetstro var lige så ubrugeligt som flere af de centrale politikeres udmeldinger. Kort sagt kan man sige, at for mange er coronakrisens form gået fra at være en sundhedskrise, til økonomisk krise, for til sidst at blive en tillidskrise. Og det er den værste krise, da det allervigtigste ”aktiv” vi har i Danmark, er vores store tillid til hinanden og demokratiet. Tilliden til regeringen og centrale myndigheder har for alvor været sat på prøve for mange danske under coronakrisen. Det har bestemt heller ikke været en let periode at være regering i, men man har heller ikke gjort det let for sig selv, hvilket bl.a. minksagen og kravet om tvangstest af samtlige beboere i Vollsmose viser.
Nu skal vi videre. Jeg har fortsat troen på fremskridtet og tillidens kraft. Med os kan vi også tage læren af, at onlinemøder og distancearbejde sagtens kan bruges fremover i en større grad. Endelig ser jeg coronapasset, som et vigtigt redskab for snarlig genåbning af hele Danmark og tilbagevenden til en ny normal hverdag. Lige nu håber jeg på, at caféer, frisører, restauranter og mere oplevelsesøkonomi kan åbne op for gæster før påske. Selvfølgelig i respekt for, at vi overholder coronaafstande til hinanden. Det har jeg tillid til, at vi alle sagtens kan håndtere.
GENSTART af handelslivet i Køgeområdet
Lige nu – på kanten til mere genåbning – er der et momentum til at finde aktiviteter til at GENSTARTE handelslivet i Køgeområdet. Vi ved fra Detailhandelsanalysen, at fremtidens vinderby skal tænke i hele kunderejsen og tilbyde fede aktiviteter og oplevelser i forbindelsen med shopping. I år gælder det især om aktiviteter, som kan tiltrække og fastholde danske gæster i Køgeområdet og Køge by i løbet af sommeren. Konkret er vi i tæt samarbejde med Køge Handel og Borup Erhverv om mulige aktiviteter til GENSTART.
Personligt synes jeg, at en god ide kan være en fælles FORÅRS rengøringsdag af Køge by, hvor lokale borgere samles og dyster om, hvilken gade som kunne blive mest flot. Altså få fejret i bund og ryddet samtlige cigaretskoddet op m.m., samt oprydning af området ved stationen. Nu er ideen ude😉.
Dialog og Netværk er vejen til vækst og udvikling
Connect Køge har aktuelt sat turbo på dialog og netværk. På dialogsiden handler det om at samle erhvervssiden og ledelsen af Køge Kommune til debat om at styrke den fælles vækst. I den sammenhæng er der afholdt Business Breakfast d. 4/2, HB Køge Netværksmøde d. 16/2 og DI Dialogmøde d. 9/3. Alle med fokus på, hvordan Køge kommunes erhvervsvenlighed, og den videre fælles vækst kan styrkes. Connect Køges rolle er at sikre fremdrift og handling. Til oplysning inviteres hele erhvervslivet igen til dialog og debat primo maj ved Business Breakfast på Junkers. Mere herom tilgår senere.
Netværksdelen har også fået et skub. Et nyt LederNetværk har set dagens lys, som jeg personligt faciliterer. Dertil har vi startet nyt netværk op for kvindelige selvstændige under navnet Female Inspirers. Netværket skal medvirke til at styrke kvindelige selvstændige gennem relationer, inspiration og sparring. Læs mere om det super spændende netværk for kvindelige selvstændige. Klik her og læs