fbpx

Direktørens hjørne: Et blik ind i Køges fremtid

Skrevet den 04/6 2021. Et par gange om måneden kan du her på hjemmesiden læse “Direktørenes hjørne”, som handler om budskaber og holdninger til aktuelle erhvervsrettede temaer. Denne gang handler “Direktørens hjørne” om et blik ind i Køges fremtid.

Vision, strategi og handleplaner for fremtidens erhvervsudvikling i Køge kommune

Vi har i Connect Køge over vinteren og foråret været rundt i erhvervslivet og indsamlet ønsker til, hvordan den fremtidige erhvervsudvikling kan ske i Køgeområdet. Tak for jeres mange input, som er givet videre til Køge Kommune, der netop arbejder på højtryk med Kommuneplan 21. En plan, som sendes i høring d. 1. juli og skal vedtages af det nuværende byråd til december 2021. I Kommuneplanen 2021 kommer beskrivelser af, hvordan Køge Kommune skal udvikles som et samlet geografisk område. Men Kommuneplanen vil ikke pege på konkrete erhvervsprofiler i Køgeområdet. For hvad borgerne i Køgeområdet i grunden skal leve af om 5, 10 og 15 år, skal drøftes og besluttes af det nye byråd primo 2022, og indgå som tillæg til Kommuneplanen.

Derfor ser jeg meget frem til det nye byråds arbejde primo 2022 med formulering af ny erhvervspolitik og ny turismepolitik for Køgeområdet. I den sammenhæng er det VIGTIGT med en fælles klar VISION for erhvervsudviklingen, som er omsat i en enkel strategi med tilhørende handleplaner. Erhvervsudviklingen skal bygges på en FÆLLES POLITISK VILJE til vækst og bl.a. sikre en hurtig og kompetent erhvervsservice fra Kommunens side, hvor virksomhedernes behov og ønsker sættes i centrum! Formålet med øvelsen er at sikre fortsat jobskabelse og udvikling i hele Køge kommune. Jeg og Connect Køge glæder os til denne proces og medvirke til, at formuleringen af erhvervspolitikken tager afsæt i grundige analyser og i erhvervslivets konkrete ønsker og behov. Og så skal erhvervspolitikken være enkel, let forståelig og handlingsorienteret😉.

Dansk økonomi er på vej ud af corinakrisen – væksten i BNP i 2022 ventes at blive den højeste i 15

Nu kan vi for alvor mærke, at genåbningen af samfundet smitter af på dansk økonomi. Nøgletal peger på, at meget af aktiviteten allerede er vendt tilbage. Detailomsætningen slog rekord i marts, industriproduktion ligger nu pænt over niveauet før coronakrisen, eksporten stiger, og ledigheden er faldet i de seneste måneder. På den baggrund oplyser Finansministeriet, at BNP ventes at vokse med 2,4 pct. i år og 3,6 pct. næste år. Dermed ventes væksten i 2022 at blive den højeste i 15 år. Allerede i slutningen af i år vil BNP overstige niveauet, før coronapandemien ramte. Væksten i privatforbruget ventes at nå højeste niveau siden 2004 med en vækst på 4,3 pct. i 2022. Derudover skønnes eksporten at vokse med hele 6 pct. i 2022, hvilket er den højeste vækst i over 10 år.
Alt i alt buldre økonomien afsted. Personligt er jeg dog lidt bekymret for flere økonomiske bobler, som måske kan springe til efteråret. F.eks. betyder den lave rente i kombination med mange penge ude i samfundet, et historisk prispres i ejendomsmarkedet. Og vi ser, at aktiemarkedet også fortsat slår rekorder, fordi den lave rente gør det attraktivt at placere opsparingen i aktierne. Endelig har coronaen ført til flaskehalse rundt om i forsyningskæderne, og dermed til voldsomme prisstigninger på en række indsatsfaktorer som f.eks. træ, metaller, maling, chips osv. Noget som aktuelt presser hele byggesektoren. Ja, vi er i boblernes tid og jeg vil over sommeren holde meget øje med rentens udvikling, som ikke må stige for hurtig. Dertil er en ny corona variant også en risiko. Begge dele kan få alvorlige negative konsekvenser for økonomien – lige nu skal vi dog blot nyde sommerens komme og lade godt op i en velfortjent sommerferie.

Manglen på kvalificeret arbejdskraft presser sig på – udsigt til lønfest…

Ja, mange steder er opsvinget i fuld gang. Over en bred kam bobler optimismen blandt virksomhederne i Køgeområdet, og der er så meget tryk på, at både restauranter og byggeriet allerede har mangel på arbejdskraft. Faktisk er der så meget pres på i byggeriet, at manglen på arbejdskraft nu er den højeste siden 2007. Manglen på arbejdskraft var også til debat i Køge Erhvervsudviklingsråd (KEUR) d. 1/6. Rådet var samlet til års- og temamøde og fik super indlæg både af lokale virksomheder og DI.

Konkret kan virksomhederne ikke få kvalificeret arbejdskraft som håndværkere (elektrikere), smede, lastvognschauffører, IT kyndige og tjenere. Det skaber alvorlige flaskehalse og kan føre til lønfest. Stigende lønninger giver øgede omkostninger, som bliver sendt videre til kunderne. Hertil kommer, at byggeriet også er ramt af, at priserne på materialer går kraftigt i vejret.

Løsningsforslagene er flere. I første omgang kan virksomhederne opkvalificere deres nuværende medarbejdere og ledigere kan omskoles til nye jobs. Dernæst kan arbejdsudbuddet øges ved at få flere til arbejde længere (udskydelse af pensionstid). Flere kan tages ind fra udlandet til arbejdsstyrken. Flere kan også tilskyndes til at tage arbejde i stedet for f.eks. at gå på forlænget dagpengeydelse.

Endelig skal vi være bedre til at uddanne fremtidens arbejdskraft. Flere unge skal ind på EUD. Vi skal også være bedre til at fasthold unge i deres uddannelse. Alle gode forslag, som Connect Køge arbejder videre med.