fbpx

Det er vores valg

Vi skal kæmpe for tilliden til hinanden, som netop er vores vigtigste fælles råstof

Om mindre end en uge skal du og jeg i stemmeboksen og vælge vores fremtidige folketing. Denne gang synes jeg at valgkampen er meget speciel og i grunden svær at forholde sig til. De store gamle partier oplever vælgerflugt til nye og mere ukendte partier. Og flere nye politiske konstellationer blomstrer frem med ønsker om samarbejder tværs over midten. Det skaber forvirring og gør det svært for mange vælgere at gennemskue, hvem og hvilke partier der bedst håndtere de aktuelle kriser og fremtidens udfordringer. Jeg skal ikke på nogen måde gå ind og pege på bestemte politikere frem for andre, her forholder jeg mig neutral. Til gengæld er det vigtigt for mig i dagens klumme at pege på to andre forhold, som du og jeg altid skal stå vagt på og være opmærksomme på i forhold til vores politikere, der lige nu tager alle midler i brug i deres iver for at få magten.

For det første skal politikerne holde sig HELT væk fra løndannelsen på det danske arbejdsmarked. Vi må værne om den danske arbejdsmarkedsmodel, der bygger på en arbejdsdeling mellem staten og arbejdsmarkedets parter og hvor reguleringen af løn- og arbejdsvilkår sker gennem kollektive overenskomster. Jeg har naturligvis stor sympati for at offentligt ansatte i fx sundhedsvæsnet skal have en anstændig løn og bedre ansættelsesforhold. MEN lige netop på dette felt synes jeg, at politikerne ikke skal gå ind og fx love en bestemt lønstigning til udvalgte faggrupper. Det giver ikke mening og kan let sprede sig ukontrolleret – og forslagene kan nemt opfattes som valgflæsk.

Dernæst må politikerne være ekstra varsomme med at kaste tilliden til dem over styr. På tillidskontoen står der heldigvis et godt indskud både til politikeren og mellem os danskere. Personligt, er jeg glad og stolt over at det meste i vores samfund fungerer rigtig godt, og at vi på mange områder er ret seje i Danmark. Vi samler frivilligt ind til kræft og julehjælp. Vi er dygtige til fx landbrug, vindkraft, e-sport, fodbold, robotter, sejlads og medicin. Og vi er foran mange andre lande mht. miljø og heldigvis bagud på korruption.

Det går faktisk ret godt. Og de fleste danskere har det helt o.k. Vi føler os trygge og sikre og har tillid til hinanden. Vi betaler ved den ubemandede vejbod med jordbær og vi propper ikke al affaldet i småt brandbart, når vagten på den lokale genbrugsplads ser væk. Nej vi har tillid til, at alle opfører sig ordentligt, ikke springer over i køen, og at et ord er et ord.

Vi viser også tillid til vores politikere, som for alt i verden ikke må grave grøfter mellem hinanden. Men skal søge at samle alle gode kræfter om løsning af fælles alvorlige opgaver som håndtering af klimakrisen, den fortsatte mangel på arbejdskraft – især faglært arbejdskraft, og genskabe en stærk og funktionel pleje- og sundhedssektor i Danmark, med glade og kompetente medarbejdere. Tillid er for mig vores vigtigste fælles råstof. Og uanset hvem der bliver valgt d. 1. november som vores næste statsminister, så kan jeg måske være politisk uenig med vedkommende, men vil altid have fuld tillid til, at vedkommende og regeringen vil gøre deres bedste, efter bedste hensigter for vores land. Med ønske om et godt og tillidsfuldt valg til alle.

Ny taskforce skal hjælpe handelslivet i Køge Kommune

Køge Byråd er i denne uge fremkommet med ønske om at række en hjælpende hånd ud til detailhandlen i Køge Kommune, som aktuelt er utroligt presset af svigtende kunder og derfor særdeles udfordret på økonomien. Det vurderes, at ca. 20-25% af butikkerne ikke vil eksistere i det nye år. Derfor er der brug for handling nu og her!
På denne baggrund nedsætter Køge Kommune i samarbejde med Connect Køge straks en hurtigarbejdende taskforce, som skal pege på konkrete ønsker til kommunen. Det er aktiviteter, som kommunen kan tage action på og dermed understøtte den kommende julehandel. Taskforcen, som samler repræsentanter fra Køge Handel, Borup Erhverv, udvalgte politikere og Connect Køge, mødes allerede første gang i næste uge. På den længere bane vil Køge Handel og Connect Køge komme med et oplæg til en bymidte strategi, som kan samle kommunen, grundejerne, beboerne, foreninger og de forretningsdrivende i bymidten i en stærk fælles struktureret indsats med klar handleplan for, hvad der konkret skal til for at styrke og udvikle Køge bymidte som en attraktiv og stærk handelsby i fremtiden.