Skaber plads til at træffe de rigtige beslutninger
Vincent Consulting ApS og direktør Flemming Vestergaard udfører konsulentydelser og controlling-opgaver inden for regnskab og økonomistyring, ligesom klassisk daglig bogføring også er blandt virksomhedens tilbud til kunderne.
En af Vincent Consultings særlige styrker er den store erfaring med at fungere som ekstern CFO for kunder – enten midlertidigt eller på længere sigt, alt efter kundens behov. Ydelserne henvender sig særligt til virksomheder med en årlig omsætning i størrelsesordenen 50-150 mio. kr., som ikke har behov for at opbygge en egentlig økonomiorganisation i det daglige.
Det betyder, at kunden kan fokusere 100 % på sin kerneforretning, mens Vincent Consulting leverer det nødvendige niveau af økonomistyring, rådgivning og regnskabsaflæggelse til ejer, ledelse/bestyrelse, revisor, bank m.fl.
Uanset om det er i rollen som ekstern CFO eller gennem konsulentydelser inden for regnskab og økonomistyring, er det overblikket og den transparens, der skabes omkring kundens økonomi, som Vincent Consulting bidrager med. Det oplever Flemming Vestergaard, at kunderne i høj grad kvitterer positivt for, da det skaber både tryghed og et solidt grundlag for at kunne træffe de rigtige beslutninger.
”Det er i sig selv yderst bekræftende at opleve, at vi leverer stor værdi til vores kunder ved at sikre dem fuldt overblik over økonomien. Det giver ro i det økonomiske maskinrum og skaber plads til at bruge ressourcerne på at træffe gode beslutninger for fremtiden,” siger han.
Vincent Consulting består af fire medarbejdere i den danske afdeling, som primært arbejder med økonomistyring, konsulentassistance og controlling-services for kunderne, mens klassiske bogføringsopgaver udføres af virksomhedens afdeling i Sydafrika, hvor fem medarbejdere er tilknyttet.
