Apoteket som en sundhedsdestination
Det glæder os at byde Køge Boholte Apotek, og apoteker og ejer Troels Ravn, velkommen som medlem af Business Club.
Køge Boholte Apotek, med de to filialer i Herfølge og Ølby Center, udgør en væsentlig del af apotekerne i Køge og omegn, og de godt 30 medarbejdere betjener sammen tusindvis af kunder årligt.
For Troels Ravn, som overtog apoteket 1. januar 2025, er det et klart mål at gøre sine apoteker til en sundhedsdestination, hvor interaktionen med kunderne er bygget på høj faglighed, med rådgivning fra allerøverste hylde i forbindelse med mødet med kunderne. Det betyder bl.a., at teknologi og digitalisering også tages i brug som direkte værktøjer, der kan være med til at løfte kvaliteten af det der leveres.
“Vores dedikerede og dygtige medarbejdere er allerede yderst kompetente og vidende. Vi sigter at yde den bedste service og rådgivning og vil være et moderne apotek, der kontinuerligt inddrager digitale værktøjer og AI til at blive endnu stærkere på viden, og den måde vi bruger den aktivt på i mødet med kunderne.” fortæller Troels Ravn.
Og han supplerer: “Kompetenceniveauet på de danske apoteker er i forvejen meget højt, men skal man tale om at kunne løfte kundernes oplevelse af den interaktion, vi har med dem, handler det for mig bl.a. også om at fokusere på ting, der reelt kan bidrage til at øge fagligheden. Kunne man f.eks. forestille sig, at apotekerne en dag kunne tilbyde flere ydelser og services af sundhedsfaglig karakter end i dag, så kunderne vil kunne få dækket flere behov hos os? Derved kunne man opnå at blive en reel sundhedsdestination for kunderne i hverdagen.”
Hos Køge Boholte Apotek er de fysiske rammer i sin tid bygget netop til formålet at huse et apotek. Det giver mange fordele i hverdagen, særligt i forhold til arbejdsmiljø og effektivitet, hvilket den nyligt installerede robot på lageret også vidner om. Den kan på få sekunder “plukke” den medicin, der bestilles ved kassen, og dermed bidrager den til at fremme en hurtigere ekspedition af hver enkelt kunde.
