Et stærkt fællesskab der er guld værd

Det glæder os at byde Jordemødrene i Køge, drevet af de to erfarne jordemødre Lotte Rex og Lotte Raahauge, velkommen som medlem af Business Club.

Jordemødrene i Køge er en privat jordemoderklinik, der arbejder for at gøre kommende og nybagte mødre og familier stærke og robuste. Omsorg, faglig viden og et stærkt fællesskab er de vigtigste redskaber i dagligdagen.

Før fødslen er det målet at styrke og forberede særligt den kommende mor grundigt på fødslen, der forestår, og skabe tryghed omkring den. Viften af ydelsen spænder vidt, lige fra jordemoderkonsultationer, gravidyoga og gravidmassage til egentlig fødsels- og ammeforberedelse – og endelig fødselsmodning, der naturligt modner kroppen og kan hjælpe til en igangsættelse af fødslen.

Efter fødslen er de to dedikerede jordemødre der fortsat for den nybagte mor og familie og tilbyder nu individuel rådgivning og hjælp med amning, babys trivsel og moderskabet som helhed, der ofte fylder ganske meget i den første tid som helt ny mor. Senere, når baby og familien er klar til det, tilbydes de deltagelse på hyggelig barselscafé, hvor de møder andre forældre og kan dele erfaringer om livet som ny mor og far, ligesom der bydes på tumlehold, efterfødselsyoga og holdundervisning, hvor der lægges kræfter i også at hente dygtige undervisere ind i huset, som tilføjer viden og værdi til familierne.

Som kunde på klinikken bliver man samtidig en del af et stærkt fællesskab, som de to jordemødre med stor passion gør meget ud af som husets helt særlige kendetegn ”Den unikke følelse der opnås ved at tilhøre et stærkt fællesskab, særligt efter fødslen, hvor du kan spejle dig i dem, du møder på klinikken, betyder utrolig meget for de nybagte mødre og familier. At mødes og dele erfaringer, tanker og bekymringer om stort og småt i dagligdagen er guld værd og er ikke noget, man sådan kan læse sig til – det skal opleves,” fortæller Lotte Raahauge. Hun suppleres af Lotte Rex som understreger, at tid som faktor prioriteres højt hos dem begge ”Vi går op i vores kunder og får en tæt relation med dem. Det kræver, at der afsættes tid nok til at komme hele vejen rundt, for at sikre, at vi kan skabe værdi for dem, hvad enten der er tale om individuel rådgivning eller deltagelse på holdundervisning eller andre fælles events,” siger hun.

Jordemødrene i Køge har eksisteret siden 2021 og har +500 kunder gennem huset hvert år, som dermed alle får viden og omsorg med sig fra sundhedsprofessionelle fagfolk.

Læs mere om Jordemødrene i Køge her…

Se alle medlemmer
Jordemødrene i Køge