Dobbelt op på grøn omstilling
Det glæder os at byde Clear-Water Aps, Steen Gellert-Kristensen og Birger Niemann velkommen som medlem af Business Club.
Clear-Water er et solcelleprojekt, skabt af syv lokale lodsejere (landbrugsjord) i Ringsbjerg-området i den sydlige del af Køge Kommune. Ideen til projektet opstod i 2020 som et alternativ til at drive landbrug på det samlede, godt 210 hektar store landareal, ud fra den lokale vandforsynings mangeårige ønske om at beskytte drikkevandsboringer i projektområdet.
Solcelleprojektet er udviklet i samarbejde med lokale rådgivere og erhvervsliv, og der er indlagt behørigt hensyn til de nærmeste naboer i den nærliggende landsby Ringsbjerg ved bl.a. at placere anlægget, så det kun grænser op til byen til den ene side af byen.
Samtidig etableres der beplantningsbælter i en bredde på minimum 5 meter langs afgrænsningen hele vejen rundt, ligesom selve anlægget på indersiden af beplantningen indhegnes med trådhegn af sikkerhedshensyn. Og hele vejen rundt om solcelleparken er det planen at anlægge en mere end 8 km lang ridesti, som kan bruges gratis af områdets hesteejere, ligesom der bliver adgang til mere end 15 ha skov og grønne områder for borgerne.
Når et projekt som dette bliver en realitet, kan man ifølge folkene bag med rette sige, at det virkelig er dobbelt op på grøn omstilling. Bestyrelsesformand Steen Gellert-Kristensen uddyber:
“Helt grundlæggende bygger projektet på ophør af dyrkning af landbrug på stedet, og at jorden dermed ikke mere pløjes og hverken tilføres gødning eller sprøjtemidler. Disse tiltag medfører som et ekstra element også at biodiversiteten øges. Dermed skånes grundvandet fremover for nedsivning af nitrater og pesticider, samtidig med at solcelleparken vil producere masser af god, grøn strøm. Det er jo ren win-win i forhold til miljøet.”
Han suppleres af Birger Niemann: “Vi glæder os over udsigten til at blive en væsentlig spiller i produktionen af grøn strøm, ikke bare her i Køge Kommune, men også set i forhold til hele Danmark.” Anlægget ventes at kunne levere 2-3 % af det samlede strømforbrug i landet, når solen skinner.
Samtidig er der hos folkene bag stolthed over, at projektet forbliver i eget regi og drives lokalt. “Vi tror helt sikkert, det giver det bedste resultat, set med lokale briller, at projektet både udvikles og ejes lokalt og at strømmen kan forbruges af det lokale erhvervsliv i Køge” siger Steen Gellert-Kristensen.
Planen er, at solcelleparken skal stå klar til drift i 2029, såfremt de nødvendige tilladelser opnås fra myndighederne.
