Velkommen til TN Værkstøjsslibning – TN Tools
I Connect Køge Business Club glædes vi over at byde velkommen til vores nye medlem TN Værktøjsslibning og ejer Torben Nielsen.
TN Værkstøjsslibning producerer og bearbejder med stor dedikation og akkuratesse metalværktøjer til maskin- og metalindustrien og er en af de førende i branchen, ikke bare i Danmark, men også globalt. Omkring 60 pct. af produktionen går til eksport.
Kernen i virksomheden er de 30 meget dygtige medarbejdere, der bl.a. på den topmoderne CNC styrede maskinpark laver specialværktøjer, som kan udføre flere operationer i en og samme proces og som er af meget høj kvalitet. Det betyder, at kunden kan spare tid ved at anvende værktøjet frem for 2-3 forskellige standardværktøjer på et emne, som tager tid at udskifte.
Dertil kommer, at der produceres standardværktøjer og belægning og højpolering af værktøjer, der øger levetiden på værktøjet med op til en faktor 3. Det hele sker med en præcision helt ned til 1 my – altså en tusindedel af en millimeter, hvilket selvfølgelig er meget mindre end hvad man kan se med det blotte øje. Derfor anvendes der højt udviklet mikroskoper og scanningsteknologi til at visualisere emner, når de er forarbejdet.
Hos TN Værktøjsslibning har bæredygtighed og klimafokus særlig høj prioritet. Allerede tilbage i 2014 blev man certificeret af Dansk Industri som ’Klimaklar produktionsvirksomhed’, der betyder at man kan beregne egen CO₂-udledning og opsætte reduktionsmål.
I dag er der yderligere bl.a. investeret i anlæg der kan genbruge overskudsvarmen fra produktionen til at opvarme bygningerne med ligesom, at man med etablering af eget solcelleanlæg på 5.000 m2 – i øvrigt det største enkeltanlæg i Køge Kommune – selv producerer 60-65% af den elektricitet der forbruges til at drifte huset og produktionen.
Læs mere om TN Værktøjsslibning her: https://tnslib.dk