Velkommen til Sjællandske Nyheder Køge
I Connect Køge Business Club byder vi velkommen til Sjællandske Nyheder Køge, der lokalt ledes af områderedaktør Katrine Wied og mediechef Anders Laursen.
Sjællandske Nyheder er en virksomhed midt i en rivende digital udvikling. Hver måned sættes nye rekorder for antal nye digitale læsere, og ambitionen er, at virksomheden skal nå ud til så mange læsere på Sjælland med relevant journalistik som overhovedet muligt.
Mediehusets kerne er lokale nyheder og historier, som perspektiveres, så de også fænger læsere ud over kommunegrænsen. Områderedaktør Katrine Wied udtaler:
”Det er vores mål, at vores journalistik skal kunne sætte en dagsorden i nærområdet, og vi skal springe på nyhedsdagsordner her og nu, lokalt og nationalt, rykke ud til stedet, hvor tingene sker, og fortælle om de mennesker, som er centrum for lokalområdets begivenheder.”
Der skrives om politik, retsstof, det lokale kultur- og idrætsliv, sport, erhverv og alt det andet, der optager de læsere, der bor og arbejder på Sjælland.
I dag er Sn.dk – Sjællandske Nyheder Sjællands førende nyhedssite med nyheder fra hele Sjælland uden for København. Sn.dk er en del af Sjællandske Medier og fælles hjemmeside for Sjællandske Medier A/S’ dagblade.
Sjællandske Medier udgiver Dagbladet Køge, Roskilde, Ringsted, Frederiksborg Amts Avis, Nordvestnyt og Sjællandske.
Selskabet udgiver også 39 gratisomdelte ugeaviser med et samlet ugentligt oplag på 885.000 eksemplarer samt yderligere 245.000 eksemplarer hver anden uge på Sjælland og Møn. Derudover udgives B2B avisen Erhverv Sjælland hver 2. uge i fem udgaver rundt på Sjælland. Mediehuset ejer desuden Radio SLR, der sender til størstedelen af Region Sjælland på FM og store dele af Østdanmark på DAB+.
I Køge Kommune udgiver Sjællandske Medier Ugeavisen Køge. Og i det lokale mediehus på Torvet 10 i Køge er fire mediekonsulenter klar til at rådgive om, hvordan man som lokal butik/virksomhed får det maksimale udbytte af ens markedsføringsbudget, uanset størrelse på dette.
Kunden får rådgivning om lokal markedsføring i ugeavis, erhvervsavis, Radio SLR, digitalt på både Meta og sn.dk samt SEO/SEM, hjemmeside, som sikrer optimalt udbytte af indsatsen. Hver uge opnås der kontakt til over 1 mill. læsere/brugere/lyttere på hele Sjælland!
Læs mere om Sjællandske Nyheder på: www.sn.dk
På billedet suppleres de to af lokalredaktør Anders Fallesen, der ses yderst til højre.