Hoteldirektør for Comwell Køge Strand

Pernille Pokriva

“For at vi kan give værdi til andre, skal vi lære at kigge indad og først og fremmest finde værdi i os selv.”

Læs mere om Pernille

Mød Pernille

For Pernille handler det at være mentor om at gøre en forskel, skabe forandring og se mennesker vokse – noget hun i kraft af sit virke som hoteldirektør oplever på nærmeste hånd og har en naturlig tilgang til.

“Det er vigtigt for mig at kunne gøre en forskel for andre. Så enkelt er det! Jeg elsker at se mennesker vokse og udvikle sig. Hvis jeg på nogen måde kan inspirere og motivere til at få det bedste frem i folk, så har det stor betydning for mig,” fortæller Pernille.

I sit mentorskab lægger Pernille stor vægt på refleksion og personlig udvikling.

“For at vi kan give værdi til andre, skal vi lære at kigge indad og først og fremmest finde værdi i os selv. I den sammenhæng skal man som mentee lære at tro på sig selv og sine egne evner og have fokus på det rette sted.”

En af Pernilles største styrker som mentor er evnen til at hjælpe andre med at opdage deres skjulte potentiale.

”Som mentee står man på tærsklen fra at have været en del af en uddannelsesinstitution til pludselig at skulle ud på arbejdsmarkedet. Her er det vigtigt at kunne give et andet menneske tryghed og hjælpe dem med at sætte ord på deres egne kompetencer. Det er ikke nemt at se ens egne forcer og fordele – desværre lever Janteloven stadig. Men hvis jeg kan hjælpe på vej i denne søgen, vil det være utroligt givende for begge parter.”

Pernilles egen karrierevej har været en god kombination af skæbne og hårdt arbejde – et mindset hun til hver en tid vil rådgive sine mentees til at følge.

“Mange unge tror, at enten så skal de møde den rigtige person, eller også skal de have den rigtige mulighed serveret. Men som jeg ser det, handler det om at gribe de muligheder, der kommer ens vej – samtidig med, at man arbejder hårdt for det,” udtaler Pernille og fortsætter:

“Jeg får tit opgaver på mit bord, og jeg tager dem også. Jeg griber mulighederne, men det har aldrig været kalkuleret. Det har aldrig været sådan, at jeg har tænkt: ‘Hvis jeg tager det her projekt, så får jeg det næste job.’ Det har udelukkende været, fordi jeg synes, det var spændende.”

Pernille opfordrer også sine mentees til at finde måder at genoplade sin energi på.

”Det er vigtigt for mig at have ”et åndehul”, som jeg kalder det. Det, som gør, at vi får fornyet energi, men også ser hverdagen lidt på afstand. Gør vi det, bliver vi en bedre udgave af os selv og dermed et mere motiverende og godt selskab.”

I det fortrolige rum mellem mentor og mentee ser Pernille det som sin opgave at hjælpe mentees med at gå i dybden med deres valg.

“Vi skal lige gå det spadestik dybere. Mange tror, at alt skal være perfekt. Men nogle gange handler det om at spørge: Hvorfor vil du det her? Er det fordi, du selv vil – eller fordi andre gør det? Vigtigst af alt er at hvile i sig selv og sin egen beslutning, der sagtens kan ændre sig undervejs.”

Pernille Pokriva er hoteldirektør på Comwell Køge Strand, som er et moderne konferencehotel, der med sin naturskønne beliggenhed ud til Køge Bugt skaber en inspirerende atmosfære, der kombinerer ro og nærvær med professionelle faciliteter.

Med fleksible mødelokaler, moderne teknologi og en dedikeret service sikrer Comwell Køge Strand optimale rammer, hvor smagfuld gastronomi i stilfulde og indbydende omgivelser skaber den perfekte balance mellem arbejde og afslapning.

På Comwell Køge Strand er gæstens behov altid i fokus – uanset om man benytter hotellet som privatperson eller i erhvervsmæssige sammenhænge.