My Apartment i Køge – en særlig forretning med en helt særlig stemning

Nomineret til årets ILoveMyTeam

Se begrundelse
Billede af Anja Lund fra My Apartment med hendes team

My Apartment i Køge – en særlig forretning med en helt særlig stemning

Anja Lund er adm. direktør og medejer af My Apartment i Køge – en stilling hun er blevet headhuntet til. My Apartment blev grundlagt i 2015 og er i dag en tøjbutikskæde med 3 butikker. Butikken i Køge er beliggende på Rådhusstræde i Køges nye shoppinggade Strædet. Her hersker et unikt fællesskab blandt butikkens ansatte og de handlende.

Velkommen, siger Anja med et stort smil på læben, mens hendes lille hvide bomuldshund, Eigil, sidder i dørpartiet og iagttager de forbipasserende. Længere nede i forretningen lyder en højlydt latter fra en af butikkens mange handlende. Som besøgende i butikken mærker man med det samme den helt særlige stemning og store gæstfrihed.

– Det er vigtigt, at her er rart at være, siger Anja med det samme og fortsætter: Mine søde piger og jeg gør meget ud af, at vores kunder føler sig velkomne og har lyst til at kigge ind til os.

Plads til alle

På en mangfoldig og inkluderende arbejdsplads føler alle sig involveret – uanset hvem de er, og hvilken stilling de har. Hos My Apartment i Køge er det en væsentlig følelse, som er til stede overalt på arbejdspladsen, og som til dagligt drives af et blandet team af passionerede sjæle med et unikt sammenhold.

– Alle er skønne, passionerede sjæle, som har hver deres historie. Nogle har været væk fra arbejdsmarkedet, men haft et stort ønske om at vende tilbage. Alle er i stand til at yde den bedste service på hver deres personlige måde, fortæller Anja og understreger sin pointe: Vores kunder er forskellige, og det samme er vores team, siger Anja med et smil på læben og slår hænderne mod hinanden i en taknemmelig gestus.

Et vanvittigt godt team

Essensen bag succesen skyldes et vanvittigt godt team og nogle dygtige medarbejdere. I butikken findes 3 fuldtidsansatte, 1 elev og 5 timeansatte skolepiger – der alle involverer sig og deltager aktivt i at vise butikkens tøj, sko og accessoires frem på billeder og videoer.

– I øjeblikket har vi den skønneste pige i mesterlære, det har jeg faktisk også selv været fortæller Anja Lund. Hun kan sagtens huske, hvordan det var at sidde på skolebænken.

Den gode stemning udspringer af servicepersonalets sammenhold, siger Anja, der beskriver arbejdsmiljøet og sammenholdet til sine medarbejdere med ord som nærhed, forståelse, ærlighed og tillid.

Kærlighed til Køges kvinder

Selvom modebranchen de seneste år har haft et voksende fokus på sundhed og diversitet, designes tøj fortsat til det kvindelige kropsideal skåret efter de klassiske modelmål, som de har set ud i årtier. De er høje, de er slanke, og de passer en størrelse 34-36 i tøj. Det vil man gerne gøre op med i My Apartment i Køge, der ønsker at favne kvinder i alle aldre og størrelser.

– Diversitet er vigtigt for os. Vi vil gerne slå et slag for, at alle kvinder er smukke og skønne præcis, som de er, siger Anja og afslører, at der arbejdes på en lokal Køge kampagne med netop dette budskab for øje.

– Det ville være kedeligt, hvis alle så ens ud, griner Anja og fortsætter: Sådan er verden heldigvis ikke indrettet.

Et univers der skaber fællesskab

My Apartment er langt mere end en tøjbutik, det er et univers, der skaber fællesskab i Køge både ved at skabe nærvær gennem videoer og stories på sociale platforme og ved afholdelse af events og arrangementer. Især under coronanedlukningen var butikken nødsaget til at tage andre midler i brug og nå ud til sine kunder. My Apartment skilte sig ud fra mængden via deres populære online livesalg.

Forretningen har efterhånden sat rammerne for mange forskellige arrangementer i My Apartment, siger Anja og nævner nogle eksempler:

– Yoga-events og tapasaftenerne har virkelig været nogle succesoplevelser, smiler Anja stolt og fortæller afslutningsvis, at hun måtte lave mad til 70 mennesker i et lille bitte tekøkken i butikkens baglokale til sidste tapasarrangement.

– Det gik jo så fint, griner Anja forlegent, der har været i lære som kok og fortsat har passion for gastronomi. Men nu er det My Apartment og hendes dejlige team, hun kaster sin kærlighed og energi over.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev