Velkommen til Murermester Jimmy Jacobsen ApS
I Connect Køge Business Club glæder vi os til samarbejdet med vores nye VIP-medlem Murermester Jimmy Jacobsen ApS.
Jimmy Jacobsen har drevet selvstændig virksomhed i 20 år. Sammen med sin partner Rasmus Bøtcher og virksomhedens tilbudschef Dennis Clemmensen driver de virksomheden, der udfører murerarbejde herunder totalentrepriser for private, offentlige institutioner og erhvervslivet.
Murermester Jimmy Jacobsens virksomhed bygger overordnet på ordentlighed, tillid og kvalitet, hvor arbejdsmoralen og ikke mindst teamets sammenhold er forankret på baggrund af virksomhedens leveregel RMI (Rigtig Mental Indstilling).
RMI beskriver de grundlæggende værdier over for kunden samt afspejles af virksomhedens ambition om at levere den bedste service og det bedste resultat hver eneste gang. Kundeoplevelsen har et altafgørende fokus, og fælles for alle byggeprojekter beskrives punktlighed, ærlighed og kvalitet. Disse er alle værdier som medarbejderne har været med til at udforme, og som går igen i alle relationer både blandt kollegaer og kunder.
Hos Murermester Jimmy Jacobsen er der et højt fagligt niveau, hvor alle i teamet samtidig bidrager til en socialansvarlig kultur. Styrken i virksomheden er mangfoldigheden og diversiteten blandt medarbejderne, der alle har lysten til at lære og udvikle sig uanset køn, social baggrund og etnicitet.
Det vigtigste er, at man som medarbejder formår at levere et ordentligt stykke arbejde og er faglig stolt af sin daglige indsats.
For som Jimmy Jacobsen udtrykker det, når man tager sit arbejdstøj på, så er det ligesom at iføre sig en landsholdstrøje, hvor sammenholdet er noget helt særligt.
Som stolt Køgegenser er Jimmy Jacobsen særlig engageret i lærlingemiljøet, hvor han mener, det er vigtigt at bidrage til fremtidens faglærte arbejdskraft, hvilket også er grunden til, at lærlinge er en fast del af virksomhedens medarbejdere.
Derudover holder Jimmy Jacobsen foredrag på uddannelsesinstitutioner om iværksætteri og hjælper kommunen, hvis der er behov for praktikforløb.
Jimmy Jacobsen har desuden samarbejdet med Erhvervshus Sjælland og deltaget i RaketVækst, som er et kursusforløb for ambitiøse ejerledere med fokus på konkrete målsætninger, handlingsplaner og forretningsudvikling.
Klik her og læs mere om Murermester Jimmy Jacobsen: https://murer-jimmy.dk
