Kvindefodbold sætter Køge på kortet

Nomineret til årets ILoveKøge

Se begrundelse
Billede af Per Rud på Køge stadion

Kvindefodbold sætter Køge på kortet

Satsningen på kvindefodbold har flyttet opfattelsen af, hvad HB Køge er for en størrelse. HB Køge har fået en bredere profil, der giver mulighed for samarbejde med virksomheder, der ikke tidligere havde HB Køge på radaren. HB Køge Women har overgået alle forventninger og sat Køge på kortet.

– Da vi valgte at gå hundrede procent efter det, lå det ret hurtigt i kortene, at vi hurtigt kunne tage et spring, siger HB Køges direktør, Per Rud.

I et tæt samarbejde mellem Herfølge Boldklub og Køge Boldklub etableres en eliteoverbygning for kvindefodbolden i HB Køge. Det sker for at sikre de bedste faciliteter og kæmpe med i toppen af dansk kvindefodbold. Alt dette i samarbejde med den tidligere Brøndby IF-træner Peer Lisdorf som cheftræner.

– Kvindefodbolden får nu fuldstændig samme sportslige prioriteter som herrefodbolden, hvor vi sætter stort fokus på at give dem optimale muligheder i det bedste setup, vi kan tilbyde. Det er en strategisk beslutning taget i samspil mellem bestyrelsen og ejer George Altirs. At vi har fået Peer Lisdorf med i projektet, er en kæmpe cadeau og vidner om potentialet, siger HB Køges adm. direktør Per Rud.

Samarbejde og sammenhold

I samarbejde med Capelli Sport vil HB Køge women have en direkte forbindelse til de bedste ungdomsakademier i USA. Disse partnere har en historie for at udvikle spillere til de bedste klubber i Belgien, Holland, England, Frankrig, Italien og Sverige. Samarbejdet er ikke blot en mulighed for amerikanske spillere for at blive en del af HB Køge, men betyder også, at der bliver mulighed for udveksling af “best practice”, træneruddannelse og spillererejser begge veje.

– Vi bygger videre på det store stykke arbejde, der allerede er lavet i Herfølge Boldklub, og at Køge Boldklub har vist vilje til at gøre plads til kvinderne her på Capelli Sport Stadion er helt fantastisk. Derfor har vi valgt at opgradere og satse stort på kvindefodbolden, fortæller KB Køges adm. Direktør Per Rud.

Den førende kvindeklub i Skandinavien

Summen af de mange tiltag er med til at hæve ambitionerne i Køge. Målet er soleklart og ambitionsniveauet er tårnhøjt.

– Vores mål er at være den førende kvindeklub i Skandinavien og fast deltager i Champions League, siger Per Rud og fortsætter:

– Derudover er målet, at vi i løbet af fem år deltager i Champions League. En ambitiøs udmelding, men vi tror på, at en kombination af egenudviklede spillere i et godt miljø, vores geografiske placering samt vores amerikanske forbindelser kan realisere målet, lyder det fra Per Rud.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev