Køges Kafferisteri - et team med passion for kaffe

Nomineret til årets ILoveMyTeam

Se begrundelse
Billede af medarbejderne hos Kafferisteriet

Køges Kafferisteri - et team med passion for kaffe

Adm. Direktør Martin Svane og hans medarbejderteam i Køges Kafferisteri vækker Køgenserne hver morgen med friskkværnet kaffe af en anden kaliber. Køges Kafferisteri, der blev etableret i 2016, har siden leveret kaffe af den bedste kvalitet hele året rundt til en skarp pris.

– Køge kan og vil gerne det lokale. Der er opstået en opblomstring i Køge af lokale råvarer og lokalt håndværk, fortæller Martin Svane og fortsætter:

– Hos Køge Kafferisteri lægger vi en ære i at riste kaffebønner til perfektion. Vi mener også, at kaffe skal nydes fra friskristede bønner – derfor rister vi flere gange om ugen. Så er vi sikre på, at kaffen er fuldstændig frisk og bevarer de dejlige aromaer og fantastiske smagsnuancer, fortæller Martin Svane.

Køges kaffekonge

Til trods for at Martin Svane ikke vil beskrive sig selv som Køges kaffekonge, elsker han kaffe og har en rig viden på området. I Køges kafferisteri kan man købe alt, der har med kaffe at gøre. Der forhandles et bredt sortiment af kaffebønner fra forskellige lande verden over b.la. kaffebønner fra Kenya og fra andre eksotiske lande såsom Etiopien og Indien. Derudover forhandles også kaffe- og bryggeudstyr i Køges Kafferisteri.

– Vi sælger også koffeinfrie bønner og grønne bønner. Grønne bønner er uristede bønner, som du selv kan forsøge dig med at riste i hjemmet, forklarer Martin med et smil på læben.

Et stærkt hold med hver deres historie

Grundkernen i Køges Kafferisteri er selvfølgelig at drive en velfungerende og lokal forretning i Køge, men det skal give mening hele vejen rundt og gerne på et højere niveau.

– Det handler ikke kun om kaffe, det handler om forståelse, og dét at give mennesker en chance, fortæller Martin Svane om sit team.

Medarbejderteamet består af et stærkt hold flittige kaffepassionerede medarbejdere. Heraf er fem fastansatte og resten er fleksjobbere med udforinger og vanskeligheder i livet – som livet også bringer – og med et brændende ønske om at være en del af samfundet. Det faktum er der dog sjældent fokus på. Men i Køges Kafferisteri er der plads til alle, og der arbejdes netop på at få tabuet på området normaliseret.

– Vi har brug for hinanden, og vi skal hjælpe hinanden, lyder budskabet fra Martin Svane, der arbejder på at gøre en forskel og fortsætter:

– I øjeblikket er vi så heldige at have en skoledreng hos os, som finder skolesystemet vanskeligt, og det skal der også være plads til. Dét er der hos Køges Kafferisteri, siger Martin Svane i et sikkert toneleje.

Meget mere end kaffe

Det er ikke en tilfældighed, at det skal give mening hele vejen rundt hos Køges Kafferisteri. Den tidligere politimand Martin Svane etablerede det lokale kafferisteri med et særligt fokus for øje. Nemlig at skabe en virksomhed som favner mennesker, der hvor de er i livet – kunder såvel som medarbejdere.

– Det skal være muligt at skifte spor i livet. Med de oplevelser jeg har erfaret mig fra mit tidligere job som politimand, ved jeg, hvor vigtigt det er at få en ekstra chance i livet, forklarer Martin Svane der under sin ansættelse i politiet fik konstateret PTSD som følge af nogle voldsomme oplevelser og episoder i politistyrken.

Det kostede Martin Svane jobbet som politimand, men gav ham et nyt syn på tilværelsen. En overbevisning han den dag i dag efterlever i sin forretning til stor glæde og gavn for både sine medarbejdere og kunder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev