Køge Handel gør Køge til Danmarks hyggeligste handelsby

Nomineret til årets ILoveMyJob

Se begrundelse
Billede af Katja Jensen fra Køge Handel på Køge Torv

Køge Handel gør Køge til Danmarks hyggeligste handelsby

Katja Jensen er aktivitetschef for Køge Handel og er vild med sit job. Der er ingen tvivl om, at hun med sine opgaver hos Køge Handel er havnet i sit rette element.

– Det fantastiske ved mit job er alsidigheden, fleksibilitet og muligheden for hele tiden at kunne udvikle. Der er plads til nytænkning, og vi arbejder sjældent med ”det plejer vi at gøre”. Det at skabe events, der bidrager til positivitet blandt både vores medlemmer og byens kunder, er et vigtigt succesbarometer, fortæller Katja Jensen og fortsætter:

– Det som giver mig glæde og energi, er medlemmernes imødekommenhed – de små møder og snakke jeg har med dem i butikkerne, på fortovet eller hvor vi lige mødes. Og så husker møderne mig også hele tiden på, at det er for deres skyld, at jeg går på arbejde hver dag. En anden faktor, som også spiller ind på min arbejdsglæde, er mit samarbejde med bestyrelsen, der er vigtig for at kunne udvikle foreningen kontinuerligt – og så deres store tillid til min gøren.

Udover glæden ved de mange spændende opgaver, kontakten med medlemmerne og bestyrelsen, er det i den grad også resten af teamet hos Køge Handel, som er drivkraften i Katjas arbejdsglæde.

– Jeg har et super dreamteam, som består af en koordinator og en studentermedhjælper, der virkelig er med til at udvikle foreningen og løfte en masse opgaver. Det har ikke altid været nemt at sidde alene i jobbet og ikke kunne sparre om aktiviteter eller driftsmæssige udfordringer, som lige opstår. Nu er der to mere, som bare brænder for byen og handlen på samme måde som jeg, og det giver bare endnu mere energi, fortæller Katja.

Får Køge til at skille sig ud fra mængden

Køge Handel har de seneste tre år med Katja i spidsen arbejdet benhårdt på at fremme handlen i byen og samtidig varetaget medlemmernes erhvervsøkonomiske interesser.

Bag flere af de store byevents står Køge Handel. Takket være dem har besøgende og byens borgere kunne nyde godt af blandt Rosé Rosé Festival, Happyween, Træskulpturfestival, Juletræstænding, byens julebelysning, Markedsdage, Fastelavn, livemusik og meget mere.

– Vi arbejder for at gøre Køge til en attraktiv handelsby, som skiller sig ud fra mængden af indkøbsmuligheder i Danmark. Det gør vi bl.a. ved at skabe favorable events og aktiviteter for byens borgere og turister og sikre ordentlige erhvervsvenlige forhold for vores medlemmer. Vi arbejder derfor også med politiske tiltag, så vi er med til at sikre optimerede forhold i byen som for eksempel skiltning, parkering og nye byrum, fortæller Katja.

Køge har det hele

Katja er ikke i tvivl om, at Køge har meget at byde på for alle. Byen rummer nemlig alt – lige fra bylivet til naturen.

– Køge har det hele! Den har nemlig et fantastisk handelsliv, en støttende lokalbefolkning, natur, strand, havn, sportsfaciliteter, transport og torvedage. Uanset hvornår du går oppe i byen, så er der altid liv og mennesker. Og så har Køge en charme, som ikke eksisterer mange andre steder. Så selvom det lyder lidt klichéagtigt, så er det helheden, jeg nyder ved Køge, fortæller Katja.

Også privat findes der en helt særlig tilknytning til Køgeområdet for både Katja og hendes familie.

– Vi har boet i Køge de sidste 10 år, og jeg er kommet her meget som barn og ung, da min far arbejdede her, og så kommer min mand fra Køge. Det er derfor også helt naturligt for både min mand og jeg at arbejde her, slutter Katja smilende.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev