Ingen som Ingemann – ren eksport ekspertise

Nomineret til årets Eksportpris

Se begrundelse
Billede af direktør Dorthe Hillerup Vedsted foran Ingemann Components

Ingen som Ingemann – ren eksport ekspertise

Ingemann Components A/S i Bjæverskov ved Køge producerer specialiserede løsninger til belysningsindustrien i hele Nordeuropa. De har de senere år specialiseret virksomheden, investeret i ny avanceret teknologi, og så har de ansat højtuddannet personale inden for optiske løsninger til belysning. Det har resulteret i årlige vækstrater på mellem 12 og 18 %. Her udgør eksporten hele 90 % af omsætningen.

Ingemann components er også en aktiv deltager i FN’s Global Compact, som er introduceret af FN med den opfordring til virksomhederne om at agere som en ansvarlig samfundsaktør ved at inddrage ti universelle principper. Principper Ingemann Components har integreret i deres forretningsstrategi og daglige beslutningsprocesser. De 10 principper omhandler områderne: menneskerettigheder, arbejdsrettigheder, miljø og antikorruption.

Et familieforetagende

Ingemann components blev grundlagt i 2002 af Birgit og Niels I. Møller og har mere end 25 års erfaring inden for blændingskontrol. Aktuelt har de salgskontor i Tyskland, sourcingkontor i Shenzhen og planlægger udvidelse til flere europæiske lande.

I dag sidder Niels I. Møller som bestyrelsesformand, mens børnene – Dorthe Hillerup Vedsted og Jens Præstgård Møller – overtog direktørrollen i Ingemann Components i starten af 2019. Sammen har de ansvaret for den daglige ledelse, mens Jens også er salgsdirektør i virksomheden.

Kundernes behov som omdrejningspunkt

Hos Ingemann components arbejder man i dag målrettet på at udvikle nye optiske løsninger i tæt samspil med kunderne. Virksomheden har blandt andet udviklet et nyt lyslaboratorium, der skal validere tekniske løsninger og imødekomme nye behov på markedet. Det skubber grænserne for, hvad der er teknisk muligt inden for optik til belysning.

– Ingemann Components har taget et vigtigt strategisk valg om, at virksomhedens lønsomhed skal findes gennem investeringer i specialisering og know-how. Det er et godt eksempel på, at en virksomhed fra vores lokalområde kan imødekomme kundernes behov via en dyb teknisk viden og forståelse for de nye tendenser i markedet, sagde formand for Dansk Industri ved Roskilde og Køge Bugt, Carsten K. Jensen, da virksomheden vandt Initiativprisen i 2020.

Innovative ideer løser udfordringer

Det at tænke i nye og innovative løsninger er en integreret del af Ingemann Components, hvilket blev tydeligt at se, da coronakrisen ramte Danmark i marts 2019. Her formåede virksomheden hurtigt at samle alle relevante medarbejderressourcer og omlægge den ledige kapacitet for at producere ansigtsvisirer i plast til brug for sundhedssektoren. I dag leverer virksomheden stadig ansigtsvisirer, som beskytter borgere og medarbejdere i sundhedssektoren mod covid-19 sideløbende med den daglige forretning.

– Ingemann Components’ indsats under coronakrisen er et godt eksempel på, hvad man kan udrette, når administration, udvikling og produktion går hånd i hånd. Så opstår der nye innovative ideer, som kan løse aktuelle udfordringer, forklarede Carsten K. Jensen fra Dansk Industri i en pressemeddelelse udsendt i forbindelse med prisoverrækkelsen af Initiativprisen.

Ingemann Components har under coronakrisen holdt sin omsætning. Samtidigt har de foretaget investeringer i bæredygtighed, marketing og online tilstedeværelse for at være rustet til en post-corona agenda.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev