Velkommen til Globus Wine
I Connect Køge Business Club glædes vi over at byde velkommen til vores nye medlem Globus Wine A/S og HR-direktør Mie Vestervang-Høgh.
Globus Wine er markedsleder på vin i Danmark og flyttede til Køge i 2018 fra tidligere lokaler i Brøndby og Greve. Siden er det ellers gået stærkt på Bragesvej i Køge.
I dag beskæftiger virksomheden ca. 145 medarbejdere, hvoraf 95 virker i produktionen, mens 50 er i administration/udvikling og salg/markering. I 2022 blev Globus Wine en del af Nordens største spirituskoncern Anora. Sammen vil de gøre Globus Wine til Nordens markedsleder på vin.
Konkret tapper Globus Wine hverdagsvin på bag-in-box og på flasker for store vinproducenter i hele verden – herfra virksomhedsnavnet. Efter tapningen videredistribueres vinen til de store dagligvarekæder i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Nordtyskland, og Baltikum og til specialbutikker i det øvrige Skandinavien.
Foruden vintapningen importerer og designer Globus Wine selv et betydeligt antal forskellige vine. De innoverer vinbranchen, udvikler markedet.
At det er store mængder vin der håndteres i produktionen på det store tappeanlæg i Køge, vidner de tørre tal om. En kapacitet på tapning af hele 90.000 stk. Bag-in-box og 100.000 flasker vin dagligt, stiller krav til en velsmurt produktionslinje, og medarbejdere der arbejder passioneret.
Derfor ses medarbejderne også som en væsentlig del af nøglen til den flotte udvikling Globus Wine har oplevet hvert år siden starten tilbage i 2006. Et stærkt fokus på motivation gennem indflydelse og involvering af den enkelte medarbejder har båret frugt, og i dag siger man fortsat goddag til nye medarbejdere hver måned.
Bæredygtighed er et grundlæggende element i hele forretningsfilosofien hos Globus Wine. Det kommer af, at man ved at tappe vinen i Danmark og ikke i oprindelseslandet hvor den er høstet og produceret, sparer transporten af emballage i form af papbokse eller vinflasker. Dermed reduceres forbruget af C02 betydeligt og samtidig er der en attraktiv sidegevinst ved denne håndtering, idet vinens kvalitet fastholdes langt bedre på denne måde, fordi den fragtes med skib bil eller bane i store tanke. Det er langt mere skånsomt for vinen og resultatet er bedre vin, samtidig med at klimaet belastes mindre.
Læs mere om Globus Wine her: https://globuswine.dk