Production Manager i CP Kelco

Gitte Holland Eriksen

“Karrierevejen er sjældent en lige linje, og det handler ikke kun om at have en plan, men om at være åben for udvikling i retninger man måske ikke lige havde forudset.”

Læs mere om Gitte

Mød Gitte

I Gittes mentorskab har hun en passion for at fremme de unge mentees potentiale og styrke deres tro på egne evner. Hun opfordrer dem til at være nysgerrige, tålmodige og frem for alt at stole på deres mavefornemmelse.

”Stol på din intuition og lad dig ikke overvælde af forestillingen om det perfekte valg. Karrierevejen er sjældent en lige linje, og det handler ikke kun om at have en plan, men om at være åben for udvikling i retninger man måske ikke lige havde forudset. Det vigtige er at hvile i den usikkerhed, der ofte opstår, når der åbnes op for nye læringsmuligheder,” siger Gitte.

Gittes motivation for at være mentor stammer fra lysten til at give noget tilbage til de kommende generationer, og som mentor hjælper Gitte de unge mentees med at finde deres vej i et komplekst og ofte overvældende arbejdsmarked.

Hendes tilgang er præget af engagement, forståelse og en tro på, at personlig udvikling og læring går hånd i hånd med at træffe valg uden frygt for at fejle.

”I det fortrolige rum skal de unge mentees kunne udforske drømme og udfordringer, så de herigennem finder frem til, hvad der virkelig motiverer dem. Jeg håber samtidig, at de oplever, hvor givende det kan være at tale med en uvildig person, der lytter uden at dømme. Fejltrin og forkerte valg er en naturlig del af rejsen mod personlig og professionel udvikling. Det vigtigste er at lære af livets udfordringer og bump på vejen.”

Gitte understreger, at de unge mentees i dag har mange muligheder, og måske netop derfor er det endnu sværere at vælge. Derfor er det også endnu vigtigere end tidligere at få lidt hjælp fra en sparringspartner, der ikke har forudindtagede præferencer for mentees kvalifikationer, uddannelsesvalg og interesseområde mm.

”Det har indstillingen og lysten til at lære, der i sidste ende gør forskellen. Faglige kompetencer er vigtige samt en vis målrettethed, men det har lige så stor betydning at fokusere på de menneskelige egenskaber. Jeg vil opfordre de unge til at være åben for det uventede og tage mod til sig, når nye døre åbner sig. Jobmarkedet er i takt med teknologien i rivende udvikling, så mange jobs i dag vil over tid været forandret,” forklarer Gitte.

Gitte Holland Eriksen er produktionschef i verdens største pektinfabrik CP Kelco, beliggende i Lille Skensved, hvor koncernen på globalt plan har fabrikker over hele verdenen.

Gitte er mor til to drenge på 19 år og 22 år, og har udover sin uddannelse som produktionsingeniør en coach-uddannelse.

CP Kelco er en førende international producent af pektin og carrageenan, som bl.a. bruges til at stabilisere fødevarer samt anvendes indenfor medicinalindustrien. Virksomheden er drevet af innovation og arbejder aktivt på at udvide sit sortiment til nye markeder.